Historiens pendul svinger: ”Vi kan sætte den fjerde demokratiske bølge i gang

Hardy Merriman har arbejdet i mere end 20 år med ikke-voldelige civilie bevægelser og har netop udgivet bogen “Fostering a Fourth Democratic Wave: A playbook for countering the authoritarian threat”.


Foto: Atlantic Council
Morten Scriver Andersen

17. maj 2023

“Jeg tror den fjerde demokratiske bølge er meget mulig. Og jeg tror vi skal fremtvinge den. Og med vi mener jeg ikke bare demokratier. Jeg mener demokrater fra hele verden.”

Fostering a Fourth Democratic Wave: A playbook for countering the authoritarian threat

En drejebog for, hvordan USA og demokratiske allierede kan støtte folkelig civil modstandsbevægelser, skrevet af Hardy Merriman, Patrick Quirk og Ash Jain

Antal sider: 92

Udkommet marts 2023

Download bogen her

Sådan lyder det optimistisk, men dybt alvorligt fra Hardy Merriman, der er formand for International Center on Nonviolent Conflict (ICNC).

Hardy Merriman har gennem mere end 20 år arbejdet med ikke-voldelige civile modstandsbevægelser. Han er i dag i København for at lancere sin drejebog for at skabe det, han kalder den fjerde demokratiske bølge, på Christiansborg ved en konference arrangeret af DIPD, Dansk Institut for Partier og Demokrati, om netop det.

Ifølge Merriman har verden siden 2006 befundet sig på en demokratisk deroute. Autokratiske lande som Kina og Rusland er blevet stadig mindre demokratiske. Og lande, som i mange år har været stabile fungerende demokratier som Indien, Brasilien, Ungarn og USA, oplever i større eller mindre grad et demokratisk tilbagefald.

Den gode nyhed er, at den seneste demokratiske bølge, som vi så i årene fra 1974 til 2006 også skete på et bagtæppe af dybt udemokratiske tendenser rundt i hele verden.

“USA var ved at trække sig fra krigen i Vietnam. De Røde Khmerer var ved at rejse sig i Cambodia. Og den tjekkiske frihedsbevægelse var blevet knust af Sovjetunionen. Det så ikke godt ud for demokratiet dengang, og der var forskere og analytikere, som skrev artikler om, at demokratiet sandsynligvis ikke ville sprede sig så meget mere, og at vi i stedet måtte fokusere på beskytte det, vi havde,” forklarer Hardy Merriman, der desuden er senior fellow på Atlantic Council, der står bag udgivelsen af drejebogen.

Det historiske pendul kan svinge tilbage

Det historiske pendul har det med at svinge frem og tilbage, som han siger. Men grunden til, at det svinger, er nogle gange, at vi får det til at svinge.

“Det kan uden tvivl svinge tilbage, men demokratier er nødt til at tage den her trussel fra stigende autoritære bølger meget seriøst. Og de skal opdatere deres modeller for, hvordan demokratiske forandringer sker, og hvordan vi får dem til at ske,” siger Hardy Merriman

Merriman oplister den seneste demokratiske bølge, som også var udgangspunktet for Samuel Huntington, da han skrev The Third Wave of Democratization. Den startede i Portugal og Spanien i 1970’erne og kom til Latinamerika i 1980’erne, hvor den kulminerede i kollapset af Pinochets regime. I Asien skød Taiwan og Sydkorea op som demokratiske fyrtårne, mens Østeuropa begyndte at bryde ud af Sovjetunionens jerngreb i 1989. 

Men lige nu er fremtidsudsigterne dystre, mener Hardy Merriman.

“Når jeg kigger på de her tendenser og tænker på, hvad der vil ske, hvis vi fortsætter på den måde i endnu et årti, så ser det ud til, at verden bliver stadig mere farlig for demokratier. Og at demokratier faktisk ikke vil overleve som styreform i den verden, autokrater gerne vil skabe,” siger han og tilføjer.

“For et andet aspekt af den nuværende autokratiske bølge er, at autokrater også samarbejder og aktivt arbejder for at underminere demokratier, mens de støtter hinanden.”

Et tydeligt eksempel herpå er Putins vedholdende støtte til Syriens Bashar al-Assad, der i stigende grad ser ud til at blive taget til nåde af store dele af det internationale samfund. Assad har ellers været isoleret efter at han i 2011 førte sit land ud i en blodig borgerkrig, som har kostet mere end 400.000 mennesker livet.

Demokratiske lande tænker for meget top-down

Merriman mener, at hans hjemland USA og dets demokratiske allierede i alt for høj grad tænker udenrigspolitik som en “top-down-værktøjskasse”. I den ligger diplomati, bistand, sanktioner og militær afskrækkelse. Og de er alle vigtige, understreger han.

Bottom-up pres er altafgørende. Og jeg tror ikke, at det har været en særlig stor del af den udenrigspolitiske tænkning

Formand, International Center on Nonviolent Conflict (ICNC)

“Men samtidig er der en voksende mængde forskning, der fortæller os, at demokratiske forandringer er historisk drevet nedefra. Og når de er ikke-voldelige, har de en meget større chance for succes. Så bottom-up pres er altafgørende. Og jeg tror ikke, at det har været en særlig stor del af den udenrigspolitiske tænkning.”

I stedet foreslår Hardy Merriman, at man analyserer både det autokratiske system og de potentielle demokratiske medspillere i det pågældende land og underssøger, hvordan man kan sætte den lokale befolkning i stand til at finde sprækkerne i systemet.

Hans analyse er, at autokrater får deres magt fra befolkningens grad af underkastelse. 

“Så når du reducerer folkets underkastelse for et autokratisk styre, så gør du deres styre mere socialt, politisk og økonomisk svært at opretholde.”

Systemet skal sættes under pres nedefra

Det kan ifølge Merriman ske meget konkret ved at påføre styret økonomiske omkostninger for eksempel ved at strejke. Eller man kan påføre det politiske omkostninger ved at udvikle en bevægelse, som har en så stor legitimitet og sympati blandt befolkningen, at når styret griber til den sædvanlige undertrykkelse, så giver det bagslag. Og til sidste kan omkostningerne være af en social karakter, så du arbejder for at autokrater og deres støtter ikke får det samme niveau af social respekt, som de er vant til.

“Det afgørende er ikke at pålægge autokraten omkostninger, det er at ramme det autokratiske system,” mener han.

“For når man ser nærmere på det, har disse grupper faktisk deres egne interesser, deres egne værdier og deres egne mål. For eksempel er militæret i sig selv ikke altid forenet, da nogle nyder større fordele end andre. Og militæret og politiet kan ofte også have en rivalisering. Men det bliver ikke blotlagt, medmindre man sætter systemet under pres.”

Organisering som Sudan

Når de fleste tænker på et folkeligt pres på et system, tænker de på protester i gaderne og foran præsidentpaladser. Men for Hardy Merriman handler protester om mobilisering.

“Men det, der virkelig gør en forskel, er mobilisering plus organisering. Det bygger enhed. Det bygger koalitioner. Det udvikler langvarige visioner, der holder bevægelsen samlet, selv når interessen daler. Og det handler om at opretholde en ikke-voldelig disciplin selv under stærk undertrykkelse,” forklarer han.

Som eksempel nævner han de folkelige opstande i Sudan i 2019, der efter fire måneders protester endte med at vælte landets diktator gennem 30 år, Omar al-Bashir. Omar al-Bashir var ellers berygtet for at føre krige mod sit eget folk, terrorisere civile med vilkårlige arrestationer, tortur og stramme islamistiske love særligt mod kvinder.

Hvis man havde spurgt i 2018, om Omar al-Bashir – en af verdens mest brutale autokrater – ville blive væltet fra magten året efter af en ikke-voldelig bevægelse, så havde de færreste svaret ja

Formand, International Center on Nonviolent Conflict (ICNC)

“Hvis man havde spurgt i 2018, om Omar al-Bashir, en af verdens mest brutale autokrater, ville blive væltet fra magten året efter af en ikke-voldelig bevægelse, så havde de færreste svaret ja,” mener Hardy Merriman.

“Sudan er et meget klart eksempel, hvor fagforeninger, kvinder og handelsforeninger organiserede sig. De havde en strategi. De var disciplinerede. Og de anvendte forskellige taktikker for at skabe et ikke-voldeligt pres.”

At Sudans gryende demokratiske håb i dag er erstattet af intern borgerkrig er for Hardy Merriman kun endnu en grund til at se processen mod demokratiske forandringer gennem en drejebog.

For et ligeså vigtigt aspekt af bevægelsen mod demokrati handler om at konsolidere demokratiet i sig selv. Det er en helt anden fase af kampen, og det tager ofte længere tid end at vælte et styre, forklarer han.

Mangler et system for aktivistuddannelse 

Derfor foreslår Hardy Merriman, at vi i højere grad sigter mod at uddanne aktivister i de lande, hvor vi vil hjælpe med at lave demokratiske forandringer. Færdigheder betyder noget, som han siger.

Aktivister har ikke nogen form for uddannelsesinfrastruktur og støtte til at blive bedre til det, de gør, selvom de har et af de hårdeste og vigtigste jobs i verden

Formand, International Center on Nonviolent Conflict (ICNC)

“Du ville jo heller ikke tage en ind fra gaden og gøre ham til soldat efter få dages træning. Du ville heller ikke lade en ingeniør bygge en bro, hvis hun ikke havde taget en ingeniøruddannelse. Men aktivister har ikke nogen form for uddannelsesinfrastruktur og støtte til at blive bedre til det, de gør, selvom de har et af de hårdeste og vigtigste jobs i verden,” forklarer han.

Og her mener han at internationale aktører, regeringer og ngo’er kan gøre meget mere for at skabe den infrastruktur for lokale bevægelser.

For som Hardy Merriman siger, så hjælper sanktioner nogle gange, andre gange gør de ikke. Det samme gælder bistandspenge til bevægelser.

“Den ene ting, der altid ser ud til at hjælpe, er træning. Og det har det med at lede til bevægelser med højere mobiliseringsgrader, lavere dødstal og større mulighed for at skabe afhoppere fra det autokratiske system.”

Når det gælder vestlige landes udenrigspolitik, slår Hardy Merriman også et slag for at demokrati og menneskerettigheder ikke blot behandles som værdier, men som interesser på lige fod med sikkerhed og handel.

Faktisk mener han, at de mennesker, som i sidste ende skal føre de demokratiske forandringer ud i livet, skal indgå direkte i den førte udenrigspolitik. For uden dem, kommer det ikke til at ske.

“Vi skal huske, at vi har allierede i enhver befolkning i verden. Der er mennesker, der lever under autoritære styrer, som ønsker et demokratisk styre og menneskerettigheder, og som er villige til at ofre sig for det.”

For hvis vi fortsat primært griber til top-down-værktøjskassen med sanktioner, bistandskroner og diplomati, så kommer pendulet ikke til at svinge tilbage lige foreløbigt.

“Det har ikke medvirket til at stoppe den autokratiske bølge i de seneste 17 år, og det vil ikke fungere, hvis vi fortsat primært stoler på de værktøjer.”