I takt med, at de første resultater fra valget i Sierra Leone er begyndt at trille ind, er der meldinger om sammenstød mellem tilhængere af de to førende kandidater.
I hovedstaden, Freetown, måtte politiet gribe ind for at skille demonstranter ad, skriver netavisen The Standard.
Et antal demonstranter blev anholdt, skriver flere medier.
Oppositionskandidat Julius Maada Bio stemmer ved onsdagens valg.
Foto: Nyamacoro Silla/indieframe.com
Der skal 55 procent til at vinde valget i første runde.
Det endelige valgresultat ventes klar inden for de kommende dage.
Observatører fra EU har betegnet valget som troværdigt og velorganiseret, men påpeger, at der har været sporadisk vold og intimidering af vælgere visse steder.