De fælles historiske og sproglige rødder i Latinamerika har ofte ført til parallelle udviklinger i landene.
I 1970’erne var de fleste lande blodige militærdiktaturer støttet af USA. I løbet af 1980’erne blev næsten alle landene demokratiseret. Og ved begyndelsen af århundredet skete en venstredrejning.
Snart levede to tredjedele af Sydamerikas befolkning under centrum-venstre regeringer. Inden for de seneste år er den lyserøde bølge ebbet ud. Iagttagere har talt om en kontinental højredrejning.
Disse ugers dramatiske begivenheder på kontinentet viser dog, at landene langt fra bevæger sig i takt mod højre.
Neoliberal model i krise
Mest opsigtsvækkende er den chilenske opstand. Chile er blevet hyldet af den europæiske højrefløj – også af hjemlige CEPOS – som en slags liberal showcase.
Den nuværende chilenske præsident, den højreorienterede milliardær Sebastián Piñera afløste centrum-venstre præsidenten Michelle Bachelet.
Hans regerings forhøjelse af hovedstadens metrobilletpris var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Titusinder går nu på gaden i de mest omfattende protestbevægelser i mange år. I store, fredelige demonstrationer. Som undertiden udarter til voldelige opstande med plyndring af supermarkeder m.v. I forbindelse med optøjerne omkom fem personer, da der blev stukket ild til en fabriksbygning i hovedstaden Santiago.
Piñera har erklæret undtagelsestilstand, og hæren er sat ind for første gang siden jordkælvet i 2010. Soldater har skudt mod demonstranter og dræbt mindst tre, og et par tusinde demonstranter er blevet fængslet. I alt femten er blevet dræbt under urolighederne. Senest har fagforeningerne sluttet sig til opstanden med strejkevarsler.
Det chilenske paradoks
Chilenerne længes ikke tilbage efter centrum-venstre, der regerede landet de fleste år efter Pinochet-diktaturets fald i 1990. For mange er det grundlæggende problem den såkaldte neoliberale model, som også tidligere centrum-venstre regeringer på mange måder holdt fast i. Forfatningen har undergået en del ændringer, men udgangspunktet er stadig Augusto Pinochets grundlov fra 1980.
Medierne er næsten alle højreorienteret og koncentreret på få storkoncerners hænder. Privatiseringer og liberaliseringer betyder, at Chile er et af de mest ulige lande i verden.
Heraf det chilenske paradoks, hvor folk f.eks. undrer sig over, at det var muligt at uddanne sig gratis i 1970’ernes fattige Chile, men ikke under dagens såkaldt velstillede system.
Forklaringen er, at de få privilegerede i landet har raget en uforholdsmæssig stor del af velstanden til sig.
Mislykket forsøg på at afskaffe benzin-subsidier
Opstanden i Ecuador kort før foregreb på mange måder udviklingen i Chile. Tidligere vicepræsident Lenín Moreno overtog magten efter præsident Rafael Correa i 2017, men foretog et skarpt kursskifte.
Han indgik nyligt en låneaftale med Den Internationale Valutafond, der indebar drastiske sparekrav.
Det var fjernelsen af subsidier på benzin, som udløste den voldsomme opstand anført af den indianske paraplyorganisation Conaie – der også havde været stærkt kritisk over for præsident Correas autoritære træk. Situationen i Ecuador er nu faldet til ro, efter at præsidenten droppede afskaffelsen af subsidierne.
I Bolivia er det kontroversen om afviklingen af søndagens valg, der nu udløser voldsomme optøjer. Oppositionen – og valgobservatørerne fra Organisationen af Amerikanske Stater – sætter spørgsmålstegn ved valgkommissionens optælling af stemmerne, der pegede på en sejr til præsidenten i første valgrunde.
Der er fortsat stor opbakning til Evo Morales’ regering, der har skabt fremgang for det fattige befolkningsflertal. Men hvor han tidligere har vundet i første runde med 63 procent, står han nu til 47 procent af stemmerne.
Et broget billede
Udviklingen i de tre Andes-lande er en bekræftelse på, at højredrejningen i Latinamerika langt fra er generel. Mexico slog sidste år ind på en venstrepopulistisk kurs med valget af López Obrador.
Det store politiske jordskælv i regionen var valget af højre-ekstremisten Jair Bolsonaro i Brasilien i 2018. Men snarere end udtryk for en højredrejning i befolkningen var valget resultatet af ”en perfekt storm”, hvor de traditionelle partier mistede troværdighed i den omsiggribende korruptionsskandale ”Lava Jato”.
Valgets absolutte favorit var den mest populære politiker, tidligere præsident Lula da Silva – arbejderpartiets leder, hvis politik havde trukket millioner ud af fattigdom. Men da han blev dømt for korruption, stod centrum-venstre pludselig uden leder kort før valget.
I Argentina kom højrefløjen til magten ved sidste valg i 2015 med Mauricio Macri. Hans neoliberale politik betyder, at otte procent af befolkningen i det velstående land nu lever i ekstrem fattigdom, og ikke kan sikre sig basisfornødenheder. Men nu tyder alt på en sejr til centrum-venstre ved præsidentvalget næste søndag.
Latinamerikas centrum-venstres model med satsning på vækst med en mere retfærdig fordeling af vækstens frugter end under højreorienterede styrer har fået et skud for boven. For væksten byggede på udvinding af naturressourcer med henblik på eksport og fladede ud, da priserne på råvarer faldt. I dag må centrum-venstre overveje, om den tør udfordre de privilegerede ved omfordeling af eksisterende rigdom.
Den moderate venstredrejning og eksportmodellen, der slog igennem i begyndelsen af 00’erne er rigtignok ramt af metaltræthed. Men det betyder langt fra en længsel hos befolkningerne efter 1980’ernes rå neoliberalisme.
Niels Boel er forfatter til bøgerne ”Det nye Latinamerika” (sammen med Finn Rasmussen) og ”Migration i globaliseringens tidsalder” (begge udgivet på Forlaget Columbus)
