De såkaldte Gdeim Izik-fanger er idømt straffe på mellem 20 år og livstid for at have slået medlemmer af den marokkanske besættelsesmagt ihjel. Disse hændelser skete ifølge anklageren under marokkanske soldaters voldelige rydning af Gdeim Izik-lejren i 2010, hvor over 15.000 af Vestsaharas folk saharawierne fredeligt havde protesteret imod den marokkanske besættelsesmagt.
De 19 nægter sig alle skyldige. De siger, at de blev tortureret under de marokkanske kolonimyndigheders forhør af dem. De har siddet fængslet siden 2010 i fængsler i Marokko, og har flere gange sultestrejket på grund af forholdene.
Ifølge Amnesty International kaster det en skygge over retssagen, at de marokkanske myndigheder ikke har undersøgt torturanklagerne ordentligt. Ifølge Tone Sørfonn Moe, en norsk jurastuderende som deltog som observatør under hele retssagen, var der utallige alvorlige brud på god retsorden og international lov under retssagen.
Danmark tier hvor andre tør
Danmark tog ikke menneskerettighedssituationen i Vestsahara eller behandlingen af Gdeim Izik-fangerne op ved Marokkos seneste Universal Periodic Review i FN’s Menneskerettighedsråd sidste år, selvom flere andre lande (heriblandt Norge og Sverige) opfordrede Marokko til at gøre noget ved situationen i Vestsahara.
”Landene har yderst begrænset taletid”, var udenrigsminister Anders Samuelsens undskyldning i et svar til Udenrigspolitisk Nævn.
Og da udenrigsministeren blev spurgt til Gdeim Izik-sagen i Udenrigsudvalget sidste år, var svaret at regeringen er ”opmærksom” på sagen, og at ambassadøren i Marokko taler med Marokkos menneskerettighedsråd og udenrigsministerium om Vestsahara. Altså intet konkret og ingen handling.
Forfærdelige forhold
Flere menneskerettighedsorganisationer og menneskerettighedsaktivister beskriver ellers de kummerlige forhold som fangerne lever under. Menneskerettighedsaktivisten Isabel Lourenco skriver følgende om Sidahmed Lemjayed, der afsoner en livstidsdom i Ait Melloul-fængslet nær Agadir:
”Han lider af smerter i nyrerne og ryggen, og hans hånd og fod er meget hævede. Han er blevet mishandlet og har sultestrejket. Han har to tæpper som madras og dyne. Han må tale i telefon med sin familie fem minutter, og må få besøg 15 minutter, om ugen. Under besøgene har han håndjern på”, skriver Lourenco i en rapport fra april.
Abdel Jalil Laaroussi afsoner også en livstidsdom, i El Arjat-fængslet nær Salé. Ifølge Lourenco, har han været udsat for voldsom tortur.
”Han bløder daglig fra anus og næsen og har et ekstremt høj blodtryk. Han har fået astma på grund af den høje luftfugtighed og den grønne mug i hans celle, som han befinder sig i 22 timer om dagen. Og fængselsbetjentene tilbageholder de bleer som han har brug for på grund af inkontinens, og som hans familie har med til ham”, skriver Lourenco.
Lourenco fortæller lignende historier om de andre 17 fanger. Blandt andet om isolationsceller fyldt med lort, urin og rotter; manglende mad, vand og medicin; og familier der må rejse hundredevis af kilometer fra Vestsahara til Marokko, for at besøge deres mænd og fædre.
I strid med folkeretten
De fleste politiske fanger fra Vestsahara sidder fængslet i kolonimagten Marokko under elendige forhold, ikke i deres hjemland Vestsahara, i strid med artikel 76 af den 4. Genevekonvention og FN’s minimumstandarder for behandling af fanger.
Amnesty International og Human Rights Watch, samt FN’s tidligere specialrapportør for tortur Juan Mendez, beskriver alle sammen hvordan saharawier udsættes for tortur og anden mishandling, uhumske forhold, samt mangelfuld mad og lægebehandling i marokkanske fængsler.
Ifølge Freedom House er det marokkanske kolonistyre i Vestsahara et af verdens allermest repressive styrer, der er mere undertrykkende end selv Saudi Arabien. Vestsahara har været koloniseret af Marokko siden 1975.
