De meget cykelinteresserede vil huske, at han også vandt en etape af Giro d’Italia for to år siden og fik en champagneprop i øjet.
Da han blev interviewet efter etapesejr i sidste uge sagde Biniam Girmay. ’Jeg takker Gud, mit land, min familie, min kone. Det var for Eritrea og hele Afrika!
Bemærkelsesværdigt er det, at et lille, fattigt land i Afrika – med 6 millioner mennesker – pludselig lykkedes med dette. For en enkelt svale er det ikke. Der er flere eritreanske cykelryttere på europæiske hold. Eritrea har også været suverænt det bedste cykelland ved de afrikanske mesterskaber i flere år. I 2025 skal cykel-VM i øvrigt foregå i Afrika, i Rwanda.
Cykellandet Eritrea
Eritrea, der var italiensk koloni indtil 2. verdenskrig, har en tradition på 100 år som cykelland. Trods langvarig krig for selvstændighed og siden international isolation, er kærligheden til cykelsport aldrig forsvundet. Hver dag kan man i hovedstaden Asmara se unge cykelryttere på træningsture i alle retninger ud af byen.
Asmara er en cykel-by ligesom Amsterdam og København. Alle kører på cykel – piger, drenge, unge og gamle. Der er cykelsmede på hvert gadehjørne. Jeg selv kører på cykel, når jeg er i Asmara. Vejene er brede, biltrafikken er langsom og begrænset. Der er endda plads til hestevogne i bybilledet.
Eritrea har både en cykel-kultur og en cykelsport-kultur. Der er flere end 1,000 aktive cykelryttere med licens, over 150 af dem er kvinder. Der er mange andre unge, som dagligt kører rundt på en racercykel med drømmen om at blive en cykelhelt. Og der er ingen af dem, som vil gå ned på udstyret. Hvordan de har råd til disse pebrede racercykler og andet udstyr, er en gåde, for Eritrea er ikke et rigt land. Der er ikke engang en rig overklasse, som man ellers ser i mange afrikanske lande.
Nationalhelten
Cykelrytterne har forskellige ’hæng-ud’ steder i byen, hvor de mødes efter træning. Et af dem er Expo Hotel, som har en stor udendørs servering, hvor man tit kan se racercykler parkeret, og unge cyklister siddende i grupper og drikke te. De har alle perfekt cykeltøj på. De tager aldrig hjelmen af, når de sidder og snakker om cykling og hygger sig.
Jeg talte med nogle af dem. Da de hørte, jeg var fra Danmark, sagde Abel Teweldebirhan på 24 år – med en Jumbo-VISMA cykeltrøje –- at han tror Vingegaard vinder Tour de France igen år. Hans ven – Thomas Tedros – med en Sunweb trøje, forudså ganske rigtigt, at Biniam Girmay ville vinde en af sprinter-etaperne.
Og så var der gang i en diskussion om nationalhelten. Folk kan ikke få nok af Biniam. Alle har en mening om hans ulykke med den champagneprop, som ramte ham i øjet, da han stod på podiet efter sin etapesejr i Giroen. Biniam Girmay fik en heltemodtagelse det år i Asmara og i år vil det blive endnu større.
De eritreanske kvinder cykler også. Sefanit er 18 år og har deltaget de nationale mesterskaber. Hun går stadig i skole, men cykling er hendes et og alt.
Sefanit kendte den kun 21-årige Desiet Kidane, som for tre år blev dræbt under en træningstur i Asmara. Hele Eritrea var i chok over at miste en af de få eritreanske professionelle, kvindelige cykelryttere. Da hun blev begravet, var Eritrea nærmest i landesorg. Hendes cykel blev efter sigende lagt ned ovenpå kisten og begravet med hende.
Der er et specielt kvindehold i Eritrea, som hedder ’Team Serair SAWA’ , som Bininiam Girmays’s lillesøster er med på. Deres far var også cykelrytter.
Højdetræning
’Hvorfor er Eritreanere så gode?’ spurgte jeg 40-årige Thomas Tedros, som stadig er aktiv, men dog ’kun’ træner 2-2½ time hver dag.
Svaret var: ’Vi træner meget – de fleste 4-4½ time hver dag’. Jeg tænkte, at det nok var noget tilsvarende håbefulde unge danske cykelryttere også gør. Så tilføjede han med et grin ’– og så elsker vi at køre i bjerge. Vi bryder os ikke om bare at køre ligeud!’
Asmara ligger i 2,300 meters højde på et plateau. Det betyder, at lige meget hvilken vej, man kører ud af byen, kommer man til en omgang nedadgående ræs igennem hårnålesving, som man så senere skal op igennem for at nå tilbage til Asmara.
Det eritreanske cykelforbunds formand, Misghina Haile, har opfordret mig til at foreslå nogle danske klubber at sende deltagere til cykelløb – eller højdetræning – i Eritrea. Unge eritreanske talenter får kun lov til at cykle i Europa, hvis de har kontrakt med et anerkendt hold.
Da jeg så Girmay’s første sejrs-spurt, ringede jeg til min eritreanske kone, som var på arbejde. Hun ser aldrig cykelløb eller fodbold. Men nu jublede hun. Snart var hun i gang med at ringe rundt til alle sine eritreanske venner i Danmark. Selv hendes danske kollegaer jublede sammen med hende. Det samme gjorde min tre børn, som alle er født i Asmara. På vejen ned med elevatoren i Høje Gladsaxe, hvor jeg bor, fik jeg et klap på skulderen af en genbo, som kommer fra Nigeria. ’For Afrika!’ sagde han.
Christian Sørensen er tidligere programkoordinator i udviklings-organisationen ADRA. Han har boet og arbejdet i Tanzania, Kenya og Eritrea og skriver fra tid til anden på Globalnyt.
