Da en café-ejer og en landbrugs-arbejder fra det nordlige Tunesien i begyndelsen af september satte ild til sig selv i desperation over 5 års demokratiske reformer, og en tilspidset økonomisk situation, medførte det en række protester og konflikter i det nordafrikanske land.
Da café-ejeren Wassim Nesri, som kom fra den nordvestlige by Fernana, efterfølgende døde af sine kvæstelser gik indbyggerne på gaden i protest mens de afspærrede veje og afbrændte bildæk.
Men det var ikke før demonstranterne havde forsøgt at afbryde forsyningen af ferskvand til hovedstaden Tunis, og flere andre regioner, at regeringen reagerede og satte forstærkninger ind for at sikre vandforsyningen.
Vandknaphed årsag til den tunesiske revolution
Det er langt fra første gang, at vand er årsagen til sociale uroligheder. Prof. Mohamed Larbi Bouguerra fra French National Center for Scientific Research (CNRS) har i 2015 udtalt, at det var de vandmæssigt dårligst stillede regioner, der var epicenteret for begyndelsen af den tunesiske revolution og arabiske forår.
“Retten til vand skal sikres. Bevaring og rationel udnyttelse af vand er en pligt for staten og samfundet.” Sådan lyder et afsnit i Tunesien´s nationale forfatning Tunesia´s Constitution of 2014 der rettigheds-sikrer befolkningen adgang til landets vandressourcer.
Men en af de varmeste og tørreste somre nogensinde har tærret på landets vandreserver, og landet over har lokale protesteret over og kæmpet for adgangen til de svindende vandressourcer. Den internationale presse har kaldt begivenheden for Tunesiens “Tørst-opstandelse” – Tunisia´s Thirst Uprising.
Illustration der viser hvilke lande der vil opleve størst vandmangel i 2040. Tunesien ligger i det nordafrikanske bælte der sammen med Mellemøsten bliver de mest “vand-stressede” regioner i verden
Foto: WRI
Tunesien bliver et af de mest “vand-stressede” lande i 2040
Omkring år 2040 vil tuneserne vågne op til en virkelighed med endnu større vandknaphed, og planlægning er helt afgørende, hvis ikke landet skal ende i en humanitær krise med eskalerende social urolighed til følge.
Fremtidig ekstrem “vand-stress” vil skabe en situation, hvor virksomheder, landmænd og befolkning vil blive dybt afhængige af de begrænsede mængder vand og således mere sårbare over for den mindste ændring i vandreserverne. Det vil få alvorligt konsekvens for den nationale vandsikkerhed og fremtidig økonomisk vækst.
