Gratis, tynde plastikposer har hidtil assisteret de fleste tyrkere på indkøbsturen, men et nyt gebyr på hver solgte plastikpose har fået de tyrkiske forbrugere til at sige nej tak ved kassen. Forbrug af engangsplastikposer er indtil videre halveret siden 1. januar, udtaler Minister for Miljø og Urbanisering, Murat Kurum.
Tyrkiet er Europas anden største producent af plastik, og den sjette største på verdensplan. Meget af den plastik ender i Middelhavet. Gebyret er et tiltag, der skal nedsætte produktionen af plastik ved at ændre på efterspørgslen. Hidtil har en tyrkisk forbruger i gennemsnit brugt 440 engangsplastikposer hvert år. Målet er at nedbringe det tal med 90 % i 2025, så gennemsnittet ”kun” bliver 40 poser per person om året.
Med æsel i supermarkedet
De tyrkiske forbrugere skal derfor finde alternativer til engangsplastikposen. Mange erstatter deres poserne med indkøbsnet af garn, som var populære før det blev almindeligt, at man fik en gratis plastikpose til sine varer. Især i de store byer som Istanbul og hovedstaden Ankara er indkøbsnettene i høj kurs. Det oplyser internetbutikken Hepsiburada.com, som sælger nettene, og har oplevet en kraftig stigning i salget på kort tid.
Andre er kritiske over det nye gebyr, da plastikindustrien i Tyrkiet er stor, og giver arbejdspladser til mere end 330.000 mennesker. Købmænd udtrykker også bekymring for, om deres kunder vil have råd til at købe plastikposerne. I protest har enkelte handlet ind med et æsel eller en trillebør som et udtryk for, at de er utilfredse med gebyret.
Ingen skrald i 2023
Gebyret på plastikposer er det første store tiltag som en del af Tyrkiets ’Zero Waste Project’. Projektet ledes af den tyrkiske førstedame Emine Erdogan, og har til formål at landet i 2023 skal genanvende alt, både i den offentlige og private sektor.