Siden borgerkrigens udbrud i Syrien har den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, heppet på oprørerne. Lige nu er de to nabostater ved at komme i direkte landkrig i kampen om Idlib, den sidste syriske region, der ikke kontrolleres af styret i Damaskus.
Søndag har der været rapporter om nedskydning af fly og en kommende tyrkisk militæroperation i det nordvestlige syriske område.
Lige på den anden side af grænsen fra Idlib ligger Hatay, en tyrkisk provins, der på mange måder er udgangspunktet for de to landes anstrengte forhold.
Provinsen har nemlig spillet en central rolle for regulering af vandressourcer fra de tre store floder, Orontes, Eufrat og Tigris.
Atatürk-dæmningen ved Eufrat
Idlib og Hatay grænser op til Middelhavet, og striden rækker helt tilbage til 1939, hvor Frankrig, som kolonimagt, indgik en aftale med Tyrkiets grundlægger og daværende præsident, Kemal Atatürk, om, at Hatay er en tyrkisk provins.
Det har syrerne aldrig accepteret, og i 1990’erne spidsede situationen mellem de to mellemøstlige naboer til.
Tyrkerne gennemførte Det Store Anatolske Projekt (GAP), hvilket indebær konstruktionen af Atatürkdæmningen, der blev indviet i 1992 på trods af stor modstand fra Damaskus.
Atatürkdæmningen afleder nemlig vand, så langt mindre flyder ned i den store Eufratflod, som er en yderst vigtig kilde til rent ferskvand i Syrien.
Det skabte udbredt frustration blandt syrerne, der derfor gjorde meget for at genere deres nordlige nabo op igennem årtiet. Det foregik primært gennem støtte til den kurdiske oprørsgruppe, PKK, som Tyrkiet opfatter som en terrorbevægelse. Abdullah Öcalan, lederen af PKK, opholdt sig blandt andet i Syrien.
I oktober 1998 kulminerede den fjendtlige stemning.
Det tyrkiske militær stod på grænsen til Syrien, klar til at invadere. Truslen fik syrerne til at udvise Öcalan, og de to lande underskrev Adana-aftalen, hvor Syrien lovede at stoppe støtten til den kurdiske bevægelse.
Striden om Hatay
Det følgende årti bød på langt bedre relationer med blandt andet en handelsaftale i 2004 og en aftale om at sløjfe krav om visum for besøg over grænsen.
Tilbage i 2011, omkring begyndelsen på den blodige borgerkrig i Syrien, blev de to naboer så enige om at oprette en fælles “venskabsdæmning”, lige i det område hvor der nu er kamphandlinger mellem nationerne.
Den fælles dæmning skulle efter planen oprettes ved Orontesfloden – på arabisk Nahr al-Asi – i Hatay-provinsen. Samtidigt foreslog Erdogan en fælles aftale om fordeling af vand fra alle de store delte floder, Orontes, Eufrat og Tigris.
Orontesfloden har sit udspring i Libanon, så her kan Syrien kontrollere vandmængderne, inden de når Tyrkiet; til gengæld har de to mytologiske floder Eufrat og Tigris deres udspring på tyrkisk territorium, så dem kan tyrkerne kontrollere.
Syrerne afviste imidlertid en pagt om alle tre floder, da man mente, at aftalen ville være ensbetydende med at anerkende Hatay som en del af Tyrkiet.
Borgerkrigen ændrede forholdet
Udbruddet af den syriske borgerkrig i 2011 blev enden på Adana-aftalen, og drømmen om en fælles venskabsdæmning blev lagt på is. De positive tilnærmelser og planer var fortid, og Erdogan fordømte i begyndelsen af borgerkrigen Assads brutale fremfærd over for demonstranterne og krævede hans afgang.
Siden da har Ankara støttet forskellige militante oprørsgrupper under borgerkrigen. De seneste år er det eskaleret, og Tyrkiet har invaderet landområder på tværs af grænsen. Nu er det ganske tæt på, at de to nabolande for alvor kommer i åben krig.
Og Syriens præsident, Bashar al-Assad, har andre ting end vandressourcer at tænke på.
Måske det passer Ankara ganske godt.
