Bag FN’s lukkede døre og i de store ngo’ers hjørner og kroge går snakken lystigt om et ambitiøst, nyt FN-forsøg, der kan blive toneangivende for fremtidens nødhjælps- og udviklingsarbejde.
Det rapporterer netmediet The New Humanitarian, som også har fået fat i interne dokumenter om pilotprojektet med det meget lidt mundrette navn ‘Emergency Relief Coordinator’s Flagship Initiative’.
Det nye initiativ skal teste, hvilke resultater FN-indsatsen kan levere, hvis nødhjælps- og udviklingsarbejdets helt grundlæggende strukturer vendes på hovedet. I stedet for at de største og mest velfinansierede FN-organisationer i et land dikterer udbuddet af nødhjælpsmidler og udviklingsprojekter, skal arbejdet i stedet tilrettelægges efter de behov, lokalbefolkningen har.
Vi er ikke gift med, hvad vi plejer at gøre. Hvis noget skal forandres, før det kan forbedres, skal vi prøve det.
Louisa Aubin, FN’s landeansvarlig i Yemen
Flagskibet får tre år i fire lande til at komme fra land
Forsøgsordningen, der i første omgang skal løbe tre år, går mere konkret ud på, at FN’s landeansvarlige i Colombia, Filippinerne, Niger og Sydsudan får friere tøjler til at skræddersy “originale koordinerings- og nødhjælpsløsninger baseret på nationale eller regionale behov”.
I det otte sider lange, interne dokument med titlen Key Messages, som The New Humanitarian har fået fingrene i, fremgår det, at de landeansvarlige får mulighed for at “nulstille nødhjælpsarbejdet” og erstatte de gamle procedurer med “slankere og simplere” processer.
Eftersom der endnu ikke er meldt noget officielt ud fra projektets bagmand, FN’s koordinator for nødhjælp, Martin Griffiths, er der stadig stor uvished om, hvilke procedurer de landeansvarlige får mulighed for at omgå med Flagship Initiative, og hvor langt fremme implementeringen af pilotordningen er i de fire forsøgslande.
Initiativet bliver mødt med optimisme i forsøgslandene.
“En gang i mellem bliver vi nødt til at prøve noget nyt, og vi bør gøre noget ved bureaukratiet, fordi det mister forbindelsen til sit oprindelige formål,” udtaler Louisa Aubin, der er FN’s landeansvarlig og nødhjælpskoordinator i Niger, til The New Humanitarian.
“Vi er ikke gift med, hvad vi plejer at gøre. Hvis noget skal forandres, før det kan forbedres, skal vi prøve det.”
Ny kurs er “nødvendig, men ti år forsinket“
Seniorforsker ved DIIS og nyslået medlem af Udviklingspolitisk Råd, Adam Moe Fejerskov, er umiddelbart også positiv over for initiativets tilsyneladende opgør med systemets bureaukrati og dyre, langsommelige planlægning. Han er kun bekendt med det endnu ikke-offentliggjorte forsøg gennem The New Humanitarians afdækning.
“Hvis formålet er at fordele beslutningskraften i FN-systemet mere nedad og udad, som det ser ud til, så er det meget positivt,” siger han til Globalnyt.
“Hvis det nu skal handle om, hvilken forskel arbejdet rent faktisk gør, og ikke præcedens eller procedurer, så kan det virkelig rykke noget.”
At nødhjælpen koordineres efter efterspørgsel i stedet for udbud, er ifølge Adam Moe Fejerskov også én af grundpillerne i idealet om lokalisering, som de store spillere i branchen, herunder FN, forpligtede sig til at arbejde hen mod tilbage i 2016.
Efter The Grand Bargain-forhandlingerne blev målet, at en fjerdedel af nødhjælps- og udviklingsbudgetterne skulle gå til lokale eller nationale ngo’er, der bedre forstår lokalbefolkningens ønsker og behov.
Man ved bedst lokalt og nationalt, hvad behovene er. Og der er brug for fleksibilitet for at levere resultater og gøre en forskel
Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS
“Men nogle år er det gået nedad med mængden eller størrelsen på de midler, der er gået til lokale organisationer,” påpeger Adam Moe Fejerskov.
Det er til trods for, at “et hav af undersøgelser” i løbet af det seneste årti har vist, at nødhjælps- og udviklingsindsatsen ikke virker ifølge modtagerne. Et tilbagevendende problem er, at lokalbefolkningerne ikke føler sig hørt og respekteret, når bistandsarbejdet skal planlægges.
Derfor peger FN’s nye flagskib i den rigtige retning, hvor arbejdet i højere grad baseres på tillid til modtagerne.
“Man ved bedst lokalt og nationalt, hvad behovene er. Og der er brug for fleksibilitet for at levere resultater og gøre en forskel,” siger seniorforskeren.
Han frygter ikke, at mindre kontrol med FN’s landeansvarlige vil gøre dem for egenrådige eller skabe mere korruption. Tværtimod viser erfaringerne ifølge Moe Fejerskov, at korruptionen falder, når arbejdet i højere grad bliver tilrettelagt lokalt.
Supertanker signalerer ny kurs for branchen
Adam Moe Fejerskov undskylder delvist den forsinkede revolution af FN-systemet med, at branchen har været hårdt presset med mange dybe, svære og samtidige kriser de sidste år.
“Bistanden er eksploderet, og organisationerne har ikke haft tid til at sætte sig ned og kigge systemet efter i sømmene,” forklarer han. “Der har været brug for at løbe meget stærkt, og branchen har forståeligt nok fokuseret på at levere den service, de er sat i verden for.”
Der er ingen tvivl om, at det sender et signal om, at hvis FN kan levere på den her dagsorden, så kan resten af branchen også.
Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS
Det kan derfor få stor signalværdi, at en stor multilateral organisation som FN tør søsætte så ambitiøst et projekt, som Flagship Initiative tegner til at blive, siger Adam Moe Fejerskov.
“De multilaterale organisationer er kendt som supertankere, hvor det tager endda rigtig lang tid at ændre kursen bare lidt,” påpeger han og fortsætter:
“Så der er ingen tvivl om, at det sender et signal om, at hvis FN kan levere på den her dagsorden, så kan resten af branchen også.”
Og det er der ifølge seniorforskeren stærkt brug for. Han understreger adskillige gange, at hele branchen har brug for at indtænke lokalisering på en mere dybdegående og grundlæggende måde i arbejdet, og at det ikke er nok, hvis FN gør det alene.
Selvom supertankeren nu har udstukket en ny kurs, der ifølge Adam Moe Fejerskov ser særdeles positiv ud, er han bekymret for, om pilotprojektet får tid nok til at bane vejen for de nødvendige, grundlæggende forandringer.
Selv prøver han på at være tålmodig, siger han. Men han kan godt forstå de mindre tålmodige sjæle i branchen.
“Det er helt okay at være utålmodig og ønske forandring nu, for der er sket alt for lidt på det her område til, at vi kan være stolte af noget som helst fremskridt.”
Grundlæggende forandringer kræver magtkampe
En anden grund til, at lokalisering ikke for alvor er slået igennem i den humanitære branche endnu, er ifølge Adam Moe Fejerskov de magtkampe, der helt ufravigeligt ligger i kølvandet på sådan et nybrud.
“Der har simpelthen ikke været tilstrækkelig appetit i den humanitære branche til at rykke ved de her ting,” konkluderer seniorforskeren.
Det vil koste kontrol og magt for de vægtigste agenturer i FN, de internationale ngo’er og regeringerne i de store donorlande, når ideen om at fordele ansvaret ud til lokale vinder bredt indpas i branchen, mener Adam Moe Fejerskov.
“Nogle af de gamle, veletablerede organisationer har meget at skulle have sagt om, hvordan nødhjælpen og udviklingsarbejdet bliver koordineret i dag, og de vil alt andet lige få mindre indflydelse, hvis initiativer som FN’s flagskib her bliver mere almindelige.”
Alexandra Sicotte-Levesque, der er inddragelses- og ansvarlighedschef ved Internationale Røde Kors, er nervøs for, om det nye initiativ kommer til at underminere de fremskridt, branchen allerede har gjort.
“Jeg er enig, lad os styre udenom bureaukratiet,” udtaler hun til The New Humanitarian. “Men hvorfor så spilde vores tid med alle de her processer, hvis de alligevel bare bliver omgået? Lad os ikke bare ignorere alt, der er gået forud. Der er et helt civilsamfund af humanitære organisationer, som alle eksisterer for at igangsætte initiativer, store som små. Der er ufatteligt mange erfaringer at tage ved lære af her.”
Sicotte-Levesque taler muligvis om det store arbejde med at udforme det nuværende system til at koordinere de forskellige indsatser. Humanitarian Programme Cycle består af fem faser fra identificering af behov til evaluering af indsatsen, og det er en offentlig hemmelighed, at processen er langsommelig og arbejdstung.
Inddragelses- og ansvarlighedschefen kan også hentyde til arbejdet i den FN-nedsatte Accountability to Affected People (AAP) Task Force, der består af netop Internationale Røde Kors, CHS Alliancen og Verdensfødevareprogrammet, WFP.
Anonyme kilder bekendt med Flagship Initiative fortæller til The New Humanitarian, at initiativet er blevet til udenom etablerede organer som arbejdsgruppen for ikke at drukne i bureaukrati ved fødslen.
Danmark kan slå kursen an mod inklusion og tillid
Adam Moe Fejerskov køber heller ikke helt kritikken fra Røde Kors. Han ser det ikke som et problem, at flagskibsinitiativet forbigår de gamle procedurer, fordi der er brug for gennemgribende og grundlæggende forandring med hele systemet.
Til gengæld ærgrer han sig over, at FN søsætter det nye flagskib med så lidt fanfare og åbenhed.
“Hvis det her pilotforsøg skal være i stand til at skabe en fundamental og transformativ forandring, som der er brug for, så er det vigtigt, den bliver implementeret på den bedst mulige måde. Og det gør den ikke, hvis man holder kortene så tæt til kroppen, som FN ser ud til at gøre med det her,” påpeger han med henvisning til, at der endnu ikke er meldt noget offentligt ud om initiativet.
Her kan FN lære noget af Danmark, lyder det fra Adam Moe Fejerskov. Herhjemme har politikere og organisationer været gode til at være åbne og inkluderende i udformningen af nye, mere lokaliserede bistandsprogrammer.
“Danmark har været forholdsvist god til at acceptere det kontroltab, der er nødvendigt for, at arbejdet kan blive tilrettelagt på en mere fleksibel måde med lokale input. Og der er gode erfaringer med, at det rent faktisk giver bedre resultater og skaber mere forandring,” siger seniorforskeren.
Lyt også til: FN og nødhjælp – Verdens ambulancetjeneste
