Ud af “boblen” og mindre “salgsmand”: Her er nogle af udfordringerne for Vestagers overkvinde med 80 milliarder udviklingskroner i lommen

Den tidligere spanske finansminister Nadia Calviño bliver næste præsident for Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Ved en afstemning i Bruxelles den 8. december godkendte finansministrene fra bankens medlemslande deres tidligere kollega, der efter flere måneders forhandlinger slog den danske EU-kommissær Margrethe Vestager på målstregen, til at blive første kvinde ved roret i verdens største multilaterale udviklingsbank.

Det bliver ifølge kritikere og eksperter en stor opgave, der venter den garvede embedskvinde, som har ledende poster hos Den Internationale Valutafond og EU-Kommissionen bag sig, når hun skal tage over efter tyske Werner Hoyer.

I 2021 udgjorde bankens lån næsten en tredjedel af EU’s samlede udviklingsbistand uden for unionen, og nu styrer EU’s udenrigspolitiske supertanker efter alt at dømme mod både mere prominente og stormombruste farvande. Et væld af europæiske tænketanke, observatører og eksperter peger nemlig på, at EIB i den nærmeste fremtid kommer til at spille en endnu vigtigere rolle for finansiering af udviklingsbistand og klimatilpasning.

Men EU’s finansielle flagskib er også en kolos, der hyppigt er kommet i modvind for sin uambitiøse kurs, undervældende fart og uagtsomme sikkerhedsprocedurer.

Alt for lidt opmærksomhed

Selvom “EU’s finansielle arm” efterhånden er både en halvgammel og mægtig institution med samlede aktiver for 1,5 gange Danmarks BNP, har banken i lange perioder udstukket sin kurs uden den store opmærksomhed fra den brede befolkning.

Men siden årtusindeskiftet er flere skandaler dukket op i forbindelse med projekter, som EIB har været med til at finansiere. Og det er på høje tid, at Investeringsbankens gøren og laden kommer på radaren hos europæerne. Det mener Frank Vanaerschot, der er direktør i paraplyorganisationen Counter Balance.

“Med klimakrisen har offentlige investeringer fået en mere central politisk rolle, og derfor er Investeringsbanken også blevet en vigtigere politisk institution. Men det er stadig en stor spiller, der ikke får så meget opmærksomhed i den brede offentlighed,” påpeger Vanaerschot.

Counter Balance er en sammenslutning af europæiske civilsamfundsorganisationer, der overvåger de multilaterale udviklingsbanker med særligt fokus på EIB’s finansiering af den grønne omstilling.

Organisationen har siden 2007 været med til at afdække sager om korruption, skatteunddragelse, dårlig gennemsigtighed og manglende respekt for menneskerettigheder og indfødte befolkningers landområder på EIB-støttede projekter.

Læs også: Kriser, kaos og korruption: EU hælder millioner i Libanons kloakker

I Libanon har Globalnyts partner Daraj de seneste år afsløret, at millioner af EIB-euro er gået til at finansiere rensnings- og affaldsanlæg, hvoraf mange stadig ikke er færdigbyggede eller ikke fungerer, som de burde 10 år efter indvigelsen. Mens flere floder i det kriseramte land er så forurenede, at de nogle steder spreder kræft og andre steder kolera, står de nye anlæg som monumenter over EU og EIB’s fejlslagne tilgang til at sikre mærkbare resultater for libaneserne.

Fejlslagen vandrensning i Tripoli

I millionbyen Tripoli står et rensningsanlæg, der blev finansieret med EIB-lån. Det blev bygget færdigt i 2009, men er stadig ikke i fuld drift, fordi det ikke får tilført nok spildevand gennem Libanons manglende kloakker. I 2019 blev en runde nye EIB-lån underskrevet til at udbygge kloaknettet, men pengene er aldrig blevet udbetalt, fordi Libanon kort efter røg ud i en parlamentarisk krise, inden endnu en katastrofe ramte med eksplosionen på Beiruts havn i 2020.

Frank Vanaerschot mener ikke, at EIB’s tilbageholdelse af lånet er en tilstrækkelig reaktion. Direktøren for Counter Balance efterlyser i stedet mere rettidig omhu og mener, at hele forløbet med rensningsanlægget i Tripoli stiller EIB i et særdeles dårligt lys:

“Det vidner om manglende planlægning fra EIB’s side,” påpeger han over for Globalnyt. “Det viser simpelthen, at EIB ikke allokerer ressourcer nok til at lave due diligence-undersøgelser og søsætte projekterne på en ordentlig måde.”

Når multilaterale udviklingsbanker tyrer en hel masse ressourcer ud i de her lande, har de et stort ansvar for at sikre, de rent faktisk gør en forskel

Hans Krause Hansen, professor, CBS

Han påpeger, at behovet for bedre sanitet i Tripoli ikke er blevet mærkbart mindre for millionbyens indbyggere – hverken efter EIB har bygget rensningsanlæg og lovet nye lån, eller fordi en kavalkade af katastrofer har ramt Libanon. Den bekymring deler professor ved CBS, Hans Krause Hansen.

“Når multilaterale udviklingsbanker tyrer en hel masse ressourcer ud i de her lande, har de et stort ansvar for at sikre, de rent faktisk gør en forskel. Ellers kan det hurtigt blive afvikling i stedet for udvikling,” advarer professoren, der forsker i anti-korruption og ledelse i offentlige og private organisationer.

“Salgsmandsideologi” kan fjerne fokus fra mærkbare resultater

Når det kommer til vandrensningsprojektet, er det ikke fordi alarmklokkerne ikke har ringet.

I Libanon er EIB’s lån til først rensningsanlæg og siden kloaknet over flere årtier gået gennem Rådet for Genopbygning og Udvikling (CDR). Myndigheden er adskillige gange blevet sat i forbindelse med nepotisme og korruption i udbuddet af offentlig infrastruktur.

I udbuddet af et kloakprojekt i Koura-regionen, tæt ved Tripoli på Middelhavets kyst, har CDR givet kontrakten til en entreprenør ved navn Dany Khoury. Kort efter kontrakten blev indgået, kom Khoury på det amerikanske finansministeriums sanktionsliste, bl.a. for korruption og for at have misligeholdt en kontrakt på at drive et affaldsanlæg, hvor flere kilder anklagede entreprenørens firma for at at dumpe affaldet direkte i Middelhavet.

Både Hans Krause Hansen og Frank Vanaerschot understreger, at de store multilaterale institutioner bør stå til ansvar for, hvem de arbejder sammen med på de konkrete projekter.

“Der er selvfølgelig et særligt ansvar for at leve op til sit mandat, når det i sidste ende er skattekroner, det drejer sig om,” siger Hans Krause Hansen.

Professoren på CBS mener dog, at sager om korruption og svindel altid vil være et problem for udviklingsbankerne, da det typisk er et problem i de lande, hvor udviklingen skal foregå. Han påpeger også, at svindlerne er smarte og sofistikerede og altid vil være i stand til at finde nye måder at udnytte systemerne på.

Det handler ikke kun om korruption, men også om at sikre, at indfødte befolkningers rettigheder og andre menneskerettigheder ikke bliver overtrådt

Frank Vanaerschot, direktør, Counter Balance

Frank Vanaerschot er mindre forstående over for banken. Han mener, at de store udviklingsbanker skal være modigere i deres valg af projekter og samarbejdspartnere, samt allokere flere ressourcer til de enkelte projekter, så de bedre kan tage højde for de forskellige problemer, som de forskellige lande og lokalsamfund har.

“Det handler ikke kun om korruption, men også om at sikre, at indfødte befolkningers rettigheder og andre menneskerettigheder ikke bliver overtrådt,” påpeger Counter Balance-direktøren og henviser til EIB-skandaler i Nepal og Kenya.

Hans Krause Hansen er langt hen ad vejen enig i Vanaerschots kritik. Men det kan måske også være nødvendigt at kigge nærmere på bankens interne kultur, påpeger han:

“Incitamentsstrukturen i store organisationer kan nogle gange blive smittet med en slags ‘salgsmandsideologi’,” siger Krause Hansen. “Medarbejderne får forfremmelser eller bonusser ved at vise, hvor mange nye salg eller lån, de har leveret. I sådan en struktur kan der nogle gange blive mere fokus på at sælge end rent faktisk at levere, og den grundige due diligence af forretningspartnere kan risikere at blive alvorligt udvandet undervejs.”

Den Europæiske Investeringsbank underskrev nye lån og bevillinger for næsten 500 milliarder kroner i 2022.

Det, vi virkelig har brug for, er en stærkere juridisk ramme med klare krav til due diligence, hvor udviklingsbankernes ledelse kan blive hevet i retten, hvis de ikke lever op til kravene

Frank Vanaerschot, direktør, Counter Balance

I en mail til Globalnyt skriver en talsperson fra EIB, at problemer som dem i Libanon “nok ikke rammer mere end 0,05 procent af EIB’s projekter.” Problemerne med strømforsyningen og mængden af spildevand til rensningsanlægget i Tripoli kunne projektets investorer og bygherrer “ikke have forudset”, selvom befolkningens adgang til strøm har været sparsom siden landets borgerkrig fra 1975 til 1990.

Banken opererer “i en boble”

Frank Vanaerschot efterlyser særligt ét nyt tiltag i EIB’s kamp mod korruption, dårlig planlægning og forliste projekter. Banken er ikke underlagt juridiske sanktionsmuligheder, hvis den ikke lever op til sit mandat og skaber resultater med sine lån.

“Det, vi virkelig har brug for, er en stærkere juridisk ramme med klare krav til due diligence, hvor udviklingsbankernes ledelse kan blive hevet i retten, hvis de ikke lever op til kravene,” siger Vanaerschot.

I en mail til Globalnyt påpeger en talsperson fra EIB, at banken siden 2019 har skærpet sin politik mod svindel, indgået flere samarbejdsaftaler med efterforskningsmyndigheder som Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og Europol samt udvidet mulighederne for ekstern revision.

Frank Vanaerschot skal dog se de nye tiltag fungere i praksis, før han tror på deres effekt. Han påpeger, at Banken stadig kun i begrænset grad er underlagt EU-Kommissionens og Den Europæiske Revisionsrets undersøgelser og anbefalinger.

Han efterlyser også større gennemsigtighed om bankens interne undersøgelser, særligt på de omkring 30 procent af bankens udlån, der går gennem eksterne banker og fonde, hvilket “gør det endnu sværere” at overvåge bankens projekter og resultater.

“Banken ender med at operere i en boble, som det kan være meget svært at få overblik over og indblik i,” lyder kritikken fra Vanaerschot.

EU’s Ombudsmand har tidligere kritiseret Den Europæiske Investeringsbank for ikke at offentliggøre sine interne undersøgelser, kun resultaterne og referaterne af dem. Frank Vanaerschot er dog positiv over, at Ombudsmanden for nyligt har brugt en dom fra EU Domstolen i 2021 som præcedens til at kræve øget gennemsigtighed over bankens pengestrømme og deres klimaaftryk.

Hans Krause Hansen medgiver, at en international institution med mandat over større dele af bankens arbejde alt andet lige ville resultere i færre projekter som rensningsanlægget i Tripoli. Retssager ville naturligvis åbne dørene ind til de store offentlige pengetankes maskinrum i kriminelle tilfælde, men CBS-professoren mener, at udformningen af en sådan myndighed skal tænkes godt igennem, hvis den skulle blive en realitet.

“Det er vigtigt med øget gennemsigtighed i forhold til bankens aktiviteter og interne undersøgelser, og kan det nås ad den vej er det godt. Blot er det også vigtigt at huske, at en international institution, der skal holde øje med banken, ikke i sig selv kan sikre retsforfølgelse i lande uden for EU, når skaden først er sket,” påpeger Hans Krause Hansen.

Fra den 1. januar tiltræder Nadia Calviño officielt på kommandobroen i Den Europæiske Investeringsbank som den første kvinde. Kritikerne venter spændt på at se, hvilken rute hun udstikker, og hvor store isbjerge hun må manøvrere rundt om.

---

Artiklen er blevet til med støtte fra Journalismfund Europe og i samarbejde med dokumentaristen Anders Palm Olesen og det libanesiske medie Daraj.