Jazzfestivalen er selv god til at organisere programmet i forskellige temaer, sådan at publikum med bestemte interesser ikke går glip af noget. Vi vil selvfølgelig også gerne lede vores mange trofaste læsere på rette vej.
Spørgsmålet er selvfølgelig om musik fra rundt omkring i verden er udtryk for én bestemt interesse? De her fremhævede musikere skulle gerne vise bredde og diversitet i festivalens program. Derfor forsøger vi også at undgå begreber som ’verdensmusik’, ’world’ og ’det globale syd’.
Richard Bona Mandekan Cubano (Cameroun/Cuba)
DR Koncerthuset, Koncertsalen – lørdag 9/7 2016, kl. 20:00
Richard Bona vil måske af nogle huskes fra en overlegen koncert i 2014, hvor han sammen med Mano Katché gav en uforglemmelig oplevelse i strålende solskin ved Kulturhuset på Islands Brygge. Richard Bona er på dette års festival tilbage i en anden kombination. Denne gang med sit afrikansk-cubanske band Mandekan Cubano. Det er en koncert, man ikke bør gå glip af. Richard Bona er et meget stort musikalsk talent, som uanset konstellationen formår at få det bedste ud af enhver musiker.
Mandekan Cubano indeholder elementer fra Buena Vista Social Club, men bandet viderefører også stolt kombinationer af musik på tværs af Atlanten, fra to områder af verden med rige musikalske traditioner, men Richard Bona begrænser sig ikke til musik fra Vestafrika og Caribien. Han er en mester til at få sit publikum til at glemme, hvor musikken kommer fra eller de navne på genrer vi normalt betjener os af. Derimod får man en musik, der gør verden større.
Mere info om Richard Bona: richard bona
Kanta dAb dAb (Nepal)
Verdenskulturcentret – søndag 3/7, kl. 19:00
Kulturhuset på Nørre Allé på Nørrebro viderefører traditionen fra sidste års festival med en række koncerter under temaet ‘World Jazz & Grill’.
Man kan hver eneste aften i Verdenskulturcentrets gård opleve musik inspireret af mange forskellige steder i verden. Musikken begynder hver aften kl. 19.00, men der serveres mad allerede fra kl. 17.00.
Den første søndag i festivalen kan man opleve tre musikere fra Nepal. De udgør en trio bestående af sitar, bas og percussion. Sammen skaber de enestående nutidige kompositioner, hvor østlig og vestlig musik mødes, og publikum sendes på en helt særegen musikalsk rejse.
Nepalesisk musik er ikke hverdagskost i København, så derfor bør man gribe chancen, når den endelig en sjælden gang er her.
Mere info om trioen: kanta dad dad
Orquesta Libre (Japan)
Skuespilhusets Foyer – lørdag 9/7, kl. 16:00
Orkestret er 10 mand stort og ledes af japanske Yasuhiro Yoshigaki. Han er berygtet for sit elegante og dynamiske trommespil. Orquesta Libre giver deres meget specielle og særlig bud på at ’spille standarder’. Det oprindelige forlæg er valgt ud fra orkestrets kærlighed til netop den musik.
Orquesta Libre laver imidlertid ikke enkle og direkte reproduktioner, men der er derimod tale om helt unikke fortolkninger i avancerede arrangementer. Gruppens brede vifte af instrumenter udnyttes fuldt ud; fra hornsektion over vibrafon og slagtøj til steel guitar.
Mere info om orkestret: yasuhiro yoshigaki
COPENHAGEN JAZZFESTIVAL
1.-10.juli 2016
Sted: Hele København
Info: copenhagenjazz