Fuglenes gråd
Chigozie Obioma: Fuglenes gråd
Forlaget Klim, 2019
448 sider
Lad mig bare være ærlig: Jeg blev lidt skuffet, da jeg læste nigerianske Chigozie Obiomas anden roman, ”’Fuglenes gråd”.
Selvom Obioma i bogen fastholder den fortællestil, vi lærte at kende i hans roste debutroman, ”Vi var fiskere” – som for eksempel et afrocentrisk fortælleperspektiv og brugen af igbo-vendinger i dialoger – lever nummer to ikke op til forgængeren. Desværre.
Læs Globalnyts anmeldelse af Chigozie Obiomas første roman her
Kærlighed og klasseskel
”Fuglenes gråd” har kærlighed som omdrejningspunkt. Hovedpersonen er hønseavleren Chinonso, der i midten af 00’erne lever et stille, rutinepræget liv på den lille ejendom, han har arvet fra sine forældre. Da han forelsker sig hovedkulds i Ndali, ændrer hans liv sig.
Først til det bedre. Ndali udfylder den ensomhed, Chinonso har båret rundt på, siden hans søster stak af til Lagos og faderen døde (moderen døde i barselsseng). Hun får ham til at finde ro, bringer kærlighed ind i hans liv og hjælper ham med at passe hønsene, hvilket hun kommer til at holde af.
Men kærligheden mellem de to umuliggøres af klasseskel. Ndali kommer fra toppen af det nigerianske samfund; hendes far er høvding af titel og derudover stenrig, og i familiens øjne er Chinonso et uuddannet nul. Selvom han er bedre stillet end mange nigerianere i kraft af sin ejendom og sine fjerkræ, er giftermål udelukket.
Efter en grusom ydmygelse foranlediget af Ndalis familie beslutter Chinonso sig til at tage en universitetsuddannelse og dermed hoppe op i det nigerianske hierarki for at gøre sig fortjent til Ndali. Han møder tilfældigt en gammel skolekammerat, der tilbyder at skaffe ham ind på et universitet på Nordcypern. Chinonso satser alt, sælger sine fugle og sin ejendom og begiver sig af sted. Og så går alt galt.
Åndeplan og kolonikritik
Et fortælletwist i romanen er, at den foregår skiftevis i menneskeverdenen og åndeverdenen. Chinonsos skæbne fortælles nemlig ikke af ham selv, men af hans chi – hans åndevæsen eller skytsånd – som er i audiens hos universets skaber (den øverste gud i igbo-mytologi, som i bogen går under en mængde forskellige navne) for at gå i forbøn for dets menneskelige vært, der, forstår vi, muligvis har begået en slem forbrydelse.
I løbet af sin beretning får chi’et også lejlighed til at lufte sit arsenal af igbo-ordsprog og sin store indsigt i menneskers opførsel, som det har opnået efter utallige reinkarnationer på jorden.
”Jeg har set det mange gange,” gentager chi’et igen og igen, når det kommer med en sådan observation. Gennem det lettere gammelkloge chi demonstrerer Obioma sin udsøgte evne til at dissekere menneskelige reaktioner og mønstre i opførsel, og det fungerer på mange måder rigtig godt.
På samme måde bruger Obioma chi’et til at kritisere kolonitiden og den moderne verden, der for altid har forandret ”de gamle fædres land” og fået ”de gamle fædres børn” til at vende den oprindelige skik, tro, tradition og civilisation ryggen. Sine steder er det skarpt og vedkommende, men andre steder bliver det en anelse søgt, når chi’et for eksempel skal forklare universets skaber, hvad en computer er.
Romanens åndeplan fungerer samtidig som en indførsel i igbo-kosmologi. Vi hører om reinkarnation, forholdet mellem den menneskelige fysiske vært og skytsånd, om forfædrenes hjemsted og om den parallelverden til den menneskelige verden, hvor de onde og fordømte ånder lever. Det er fint i forhold til at understrege den utrolig komplekse og sofistikerede igbo-tro, men det bliver bare for rodet.
Der er ganske enkelt for mange forskellige ånder, planer og verdener at holde styr på som uindviet læser, og trods et par opslagssider, der kortlægger kosmologien i begyndelsen af bogen, står man af. Der var faktisk passager, som jeg decideret havde lyst til at springe over, hvilket kunne tyde på, at en skarpere redaktion af de 448 sider havde været godt.
En stemme til verdens fugle
Selvom en del af ”Fuglenes gråd” foregår på Cypern, er perspektivet stadig afrikansk. Bogen handler altså ikke om racisme – Chinonsos oplevelser med racisme på Cypern refereres blot, da Chinonso aldrig tidligere har været uden for Nigeria, og racisme derfor er nyt for ham.
Læs Globalnyts interview med Obioma om racisme her
Derimod tager bogen livtag med en anden form for undertrykkelse, der (også) er udbredt i Nigeria: Ulighed og økonomiske og magtbaserede hierarkier. Det illustrerer kærlighedshistorien mellem Chinonso og Ndali og ikke kun i forhold til hendes ubehagelige familie, men også i forhold til de to kæresters indbyrdes forskelle.
Veluddannede Ndali snakker helst ”den hvide mands sprog”, og det endda med britisk accent, og driller den igbo-snakkende Chinonso med hans usikre pidgen og bondske manerer – hun kalder ham bushmand, griner af, at han aldrig har smagt et æble, køber ham et strygejern og lærer ham at lade være med at hænge håndklæder til tørre over dørenes øverste kant. Hun gør det kærligt, men det understreger blot de store forskelle mellem to jævnaldrende nigerianere, der er opvokset i den samme by.
Et yderligere lag er bogens røde tråd gennem brugen af fugle som metafor for verdens undertrykte, verdens minoriteter, der lever på bunden af samfundet. Som Ndali et sted formulerer det:
”Vi sætter dem i fængsel og slår dem ihjel, når det passer os, fordi de ikke er så stærke” og ”det eneste fuglene kan stille op, når uret begås mod dem, er at græde og klage sig.”
Selvom hun egentlig snakker om Chinonsos høns, handler det samtidig om Chinonso og alle de andre mennesker nederst i den sociale hakkeordenen. Chinonsos egen skæbne spejles da også i et metalag om den gæsling, Chinonso som barn tog til sig, efter hans far skød dens mor.
Muligvis var mine forventninger for høje, da jeg gav mig til at læse – muligvis er det den nye oversætter, der ikke, for denne anmelder, rammer helt rent (jeg ville for eksempel gerne se originaludgaven af sætningen ”han ville ikke lade sig afficere af det florissante blod”). Men Obiomas sprog halter også sine steder og bliver for bombastisk, ligesom hans mange sammenligningsmetaforer, nogle mere søgte end andre, tager overhånd.
Til gengæld har han fortællelyst og formår, også i denne roman, at skrive Nigeria og nigerianere ind i samtiden med respekt, indsigt og skarphed.
