Ulykkelig brud forgiftede hel familie

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En nygift kvinde i Pakistan er anholdt og sigtet for flere tilfælde af drab, efter hun ifølge anklagerne hældte gift i noget mælk, som hun gav til sin ægtemand.

Manden drak imidlertid ikke selv den giftige mælk, men gav den videre til sin mor, som brugte den til at lave lassi, en populær mælkedrik. Drikken serverede moren for flere familiemedlemmer, der blev alvorligt syge og efterfølgende døde.

Onsdag er antallet af omkomne oppe på 16, efter en ung pige i familien er død, rapporterer den pakistanske tv-station Geo TV.

Yderligere 10 er stadig indlagt til behandling på et hospital. Flere af dem meldes fortsat i kritisk tilstand.

Kæreste og tante mistænkt i sagen

Den nygifte kvinde, der nu er sigtet for drab, blev ifølge flere pakistanske og udenlandske medier gift imod sin vilje. Brylluppet fandt sted i september i en lille landsby i nærheden af Mlutan i det østlige Pakistan.

Kvinden, som ifølge Geo TV er 20 år, havde ifølge politiets teorier lagt planer med sin kæreste om at dræbe den mand, den unge kvinde var blevet tvangsgift med.

Den drabsanklagede 20-årige og den mand, der formodes at være hendes kæreste, har ifølge pakistanske medier benægtet alle anklager om, at de skulle have forgiftet mælken og dermed være skyld i 16 menneskers død.

Også den formodede kærestes tante er sigtet i sagen for at hjulpet de unge med drabsplanerne, skriver Geo TV.

Pakistansk politi siger ifølge flere medier, at den unge kvinde var meget ulykkelig over, at hun var blevet tvunget til at gifte sig. Hun ønskede at flytte tilbage til sin familie.

Pakistan er et af de lande i verden, hvor arrangerede ægteskaber eller tvangsægteskaber er mest udbredt, viser en opgørelse fra den britiske regerings Forced Marriage Unit fra 2016. Og der er ikke meget hjælp at hente fra pakistanske myndigheder i de sager, hvor kvinder bliver gift væk mod deres vilje.