Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Alle der vil hjælpe befolkningen her i Tharaka bør komme og lave noget research først. Mød mennesker. Sid ned. Lyt. Lær. Inddrag befolkningen fra dag ét.
Ordene kommer med eftertryk fra dr. Mariciano Mutiga fra Tharaka Universitet. Jeg er på besøg i den tørre region i Kenya ved Afrikas horn. Her er bor 400.000 mennesker, hvor 40 procent må overleve under fattigdomsgrænsen på 1 dollar om dagen.
Her hærger klimaskabte naturkatastrofer som tørke og oversvømmelser cirka hvert fjerde år. Og her er en organisation som International Aid Services (IAS) i fuld gang med at lære befolkningen tilpasningens kunst. Det sker i tæt samarbejde med landbrugs- og vandmyndigheder. Tharaka Univesitet, som jeg besøger, er en vigtig samarbejdspartner om uddannelse i blandt andet økologi.
Kooperativer følger regeringsvision: Plant træer!
Klimaforandringernes konsekvenserne er kommet for at blive. Regnen er uberegnelig. Tørken, derimod, kan man altid regne med. I Kenya er 80 procent af landet tørt eller på vej til at blive det. Uhæmmet skovning af træ er en medvirkende årsag.
Derfor er det regeringens ambition at plante 15 milliarder træer inden år 2032 for at forhindre ørkenen fra Afrikas horn i at brede sig.
Og International Aid Services arbejder med. Opretter vanddamme til opsamling af regn, når den endelig kommer. Lærer befolkningen at dyrke næringsrige og hårdføre afgrøder, som både vokser hurtigt og bruger lidt vand. Og viser vej til alternative indtægter gennem forretning hjulpet godt på vej af selvhjælpsgrupper og kooperativer.
Hvert eneste kooperativ, jeg mødte i landsbyerne, havde også træplantning integreret. En gruppe på 80 kvinder havde plantet 10.000 træer. 10 civilsamfundsorganisationer havde sammen plantet 75.000.
Alt biologisk liv har lært at eksistere sammen
Men det er ikke nok uhæmmet at plante træer, forklarer dr. Mutiga fra Tharaka Universitet. Man bør ikke indføre nye, fremmede træsorter, som bruger meget vand og som forvirrer fugle og insekter. De ved nemlig, hvilke træsorter, der egner sig til deres liv.
Det kaldes co-evolution, bliver jeg belært. Alt biologisk liv har lært at eksistere sammen. Fugle ved, hvilke træer, de kan bygge rede i. Rotter ved, under hvilke type rødder, de kan gemme sig. Når man introducerer fremmede arter, forstyrrer det ligevægten i naturen. Og det er sådan, vi mister biodiversiteten, fortæller dr. Mutiga, der som økolog er erklæret fortaler for Tharakas oprindelige træer.
Det er blot et eksempel på vigtigheden af at lytte til den lokale viden, inden man kommer og sætter et udviklingsprojekt op. Dr. Mutiga er kritisk over den hovedløse indtrængen med alle mulige projekter, som ikke passer ind og derfor heller ikke holder og varer ved.
Nr. 1: LYT
Derfor, siger han, sæt jer ned blandt mennesker og lyt efter, hvad de fortæller. De største udfordring for Tharakas udvikling lige nu, er at udviklingspartnere kommer med idéer som er født i Vesten, og dem prøver de at oplære bønder i, som ikke evner at begribe, hvad de får at vide.
Det er barskt at lytte til dr. Mariciano Mutigas kritik, men et eksempel viser, at der er noget om snakken. Udviklingsorganisationerne erkender, at Tharakas største problem er vandmangel. Så køber de vandtanke og placerer dem på folks hustage. Fint nok, men efter et par år, sprækker tankene i heden, og hvad så? Så er hjælpen alligevel ikke bæredygtig. Hvorfor? Fordi man ikke laver ordentlig research.
Læg så til, at organisationerne kommer med penge, som de giver bønderne for at deltage i kurser og seminarer. Mange deltager så bare for at modtage pengene. Og penge, der skulle bruges til investering i landbrugsredskaber, bliver brugt på at betale børnenes skolepenge.
Nr. 2. LÆR
Der er rigtig mange sekundære metabolitter i det tørre Tharaka-område, forklarer økologen mig, og med det mener han kemiske forbindelser som skyldes biologisk aktivitet i landbrugsøkologien. De har stor medicinsk værdi, forklarer han.
Så dér lærte jeg noget nyt – igen!
Jeg finder også ud af, at befolkningen traditionelt er gode til at sylte og dermed bevare frugt og grøntsager fra høsten til dårlige tider. Og har i det hele taget fundet måder at opbevare majs, hirse, sorghum og lignende i store pæreformede beholdere af ler, og blande afgrøderne med aske, så insekterne ikke går i dem.
Kulturen er i flere lag, forklarer dr. Mutiga. Den udtrykker sig ikke kun socialt, men også i vaner og traditionelle måder at gøre ting på, som giver mening. For eksempel vil traditionelle bønder aldrig fjerne buske og træer helt fra jorden. De efterlader altid en stub, for at der kan komme nye skud. Og frugttræer bliver bestemt ikke skåret ned. De bliver i stedet beskåret oppefra.
Nr. 3. INDDRAG
Dr Mutiga vender tilbage til de udviklingsorganisationer som ved bedst og kommer med penge og projekter som ikke har varig effekt. I stedet kunne de inddrage lokalbefolkningen fra starten af. For hvordan får man bønderne til at adoptere teknologier, som er helt fremmede for dem?
Mange af teknologierne er gode nok; der skal nye afgrøder til, som kan klare mindre vand og stadig har masser af næring, såsom mungbønner, visse varianter af vignabønner og forbedret hirse. Den eneste vej frem er at invitere bønderne med i processen med udvikling af forslagene. Og så oprette demonstrationsgårde, hvor de kan se, at de nye teknologier faktisk virker.
Dr. Mutiga afslører, at han selv ud over undervisningen på Tharaka Universitet har oprettet en demonstrationsgård, hvor han udnytter de regnmængder, han kan opsamle, og dyrker forskellige afgrøder og – vel at mærke – oprindelige træer, som passer til biodiversiteten i det tørre Tharaka-område.
