Tawaku Karman, der skal dele Nobels fredspris med Liberias præsident Ellen Johnson Sirleaf og den liberiske fredsaktivist Leymah Gbiwee, er journalist, 32 år, mor til tre og en torn i siden på Yemens præsident Ali Abdullah Saleh.
Hun har grundlagt Kvindelige Journalister uden Lænker i 2005 og har i de seneste fem år været en fremtrædende aktivist og forkæmper for menneskerettighederne og ytringsfrihed. Hun har utrætteligt organiseret protestmarcher mod præsident Salehs styre og sit-ins for at få politiske fanger løsladt fra fængsel – et sted hun ofte selv har været.
Hun har karakteriseret sig som primært forkæmper for Yemens ungdom, men hun er også medlem af Yemens største islamiske oppositionsparti, Islah, som er en konservativ religiøs bevægelse, der kræver reformer i overensstemmelse med islamiske principper.
Blandt andet har hun kæmpet for at få hævet minimums ægteskabsalderen for piger.
Hun var inspireret af begivenhederne i Tunesien og Hosni Mubatraks tilbagetræden i Egypten, da hun satte sig i spidsen for den folkelige protestbevægelse, der har rystet det yemenitiske styre.
På ganske samme måde som I Tunesien og Egypten må diktaturet i Yemen få en ende, mener hun.
”Med to borgerkrige, al-Qaidas tilstedeværelse og 40 procents arbejdsløshed, hvad venter præsident Salah på? Han skulle træde tilbage nu”, sagde hun i interview med det britiske Guardian og mente, at revolutionen er uundgåelig. ”Folket har tålt diktaturet, korruption, fattigdom og arbejdsløshed i årevis og nu eksploderer det hele”.
Tawakul Karman begyndte som aktivist, da hun havde oplevet en sheiks tyranni mod landsbyboerne i Ibb-området syd for hovedstaden.
Hun så, hvordan familier blev frarøvet deres jord af en korrupt leder. De blev for hende et symbol på den uretfærdighed, som mange oplever i Yemen. Det åbnede hendes øjne for, at kun en protestbevægelse kunne ændre forholdene.
“The extremist people hate me. They speak about me in the mosques and pass round leaflets condemning me as un-Islamic. They say I’m trying to take women away from their houses, sagde hun til Guardian.
Nogle studenterledere har beskyldt hende og hendes parti for at ville bruge deres bevægelse for egen vindings skyld. Det afviser hun og siger, at de kun sammen kan styrte styret.
Hendes mand Mohammed er med hende til demonstrationer og protester. Han er den tålmodige hjælper, der besvarer hendes mobilopkald, når hun giver interviews til al-Jazeera TV.
Hendes råd til kvinderne er ikke at vente på deres mænds tilladelse til at kræve deres ret. Og hundreder har lyttet. Yemens kvinder er nu med i protestbevægelserne. De råber og de synger -noget der ikke er set før.
”Dette er ikke blot en politisk revolution, det er en social revolution”, sagde hun ved seneste demonstration til BBC.
