Var genvalget af Erdogan virkelig demokratisk?

Præsident Recep Tayyip Erdoğan vandt lidt overe 52 procent af stemmerne og fem år til. Til trods for elendig økonomi og kritik af håndteringen af jordskælvet tidligere i år. Den kritik stækkede han ved at lukke for Twitter.


Foto: Jeff J Mitchell/Getty Images
Kirsten Larsen

30. maj 2023

Fareed Zakaria fra The Washington Post har lagt mærke til en global trend i flere demokratiske lande. Valgte præsidenter og premierministre bruger deres flertal til at vedtage love, der giver dem vedvarende strukturelle fordele i forhold til deres modstandere. De bruger statsstøttede medier til at føre kampagne for deres politik. De anlægger skatte- og reguleringssager mod uafhængige medier, efterforsker journalister og ngo’er. De piller ved uafhængige agenturer og domstole. Og bagefter alt dette afholder de “frie” valg.

Ifølge Fareed Zakaria føjer genvalget af Erdogan sig til en række af disse lettere omdiskuterede valg rundt omkring i verden, som blandt andet også findes i Indien, Mexico og Ungarn.

Zakaria peger først og fremmest på Erdogans modstander, Kemal Kilicdaroglu. For få år siden var præsidentens vigtigste rival en anden og ifølge Zakaria mere karismatisk politiker. Manden hedder Ekrem Imamoglu og blev i 2019 valgt til posten som Istanbuls borgmester.

Men på det spinkleste grundlag hævdede Erdogans parti, at der havde været snydt med valgresultaterne, og valgrådet beordrede en ny afstemning. Imamoglu vandt endnu engang. Så blev Imamoglu i stedet anklaget for at fornærme offentlige embedsmænd og stillet for retten, der i vid udstrækning er blevet beskrevet som spækket med støtter af regeringspartiet. 

Sidste december udelukkede en domstol Imamoglu fra politik og idømte ham fængsel i næsten tre år. Afgørelsen blev anket, men i mellemtiden er Imamoglu altså blevet forhindret i at stille op ved præsidentvalget.

Ligesom retssystemet, ser også de statslige tv-kanaler ud til at bakke op om Erdogan. Ifølge Al-Monitor fik præsidenten i april 32 timers sendetid på stats-tv sammenlignet med Kilicdaroulus 32 minutter. Dertil hører, at de fleste af Tyrkiets store medier er blevet købt af erhvervsledere, der er tilhængere af Erdogan.

Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har også kritiseret Tyrkiets præsident. HRW anklagede for to år siden Recep Tayyip Erdoğans regering for at bryde ​​menneskerettighederne og undergrave demokratiske normer i Tyrkiet i et omfang, der ikke var set tidligere i de 18 år, han havde siddet i ved magten. Sådan sagde Human Rights Watch tilbage i 2021.