Verden rundt: Første retsopgør mod Omar al-Bashir og andre historier

gettyimages-assam
Studerende protesterer mod Indiens nye omstridte lov om statsborgerskab under en demonstration i New Delhi tidligere på ugen.
Foto: Arvind Yadav/Hindustan Times via Getty Images

15. december 2019

Mindst seks dræbt i demonstrationer i Indien
Indiens parlament har onsdag vedtaget en lov, der har udløst store demonstrationer, der søndag buldrede løs på fjerde døgn. Den omstridte lov giver den indiske regering mulighed for at give statsborgerskab til millioner af illegale immigranter, der er indrejst i Indien fra tre nabolande inden 31. december 2014. Men reglen gælder blot ikke, hvis de pågældende indvandrere er muslimer.

Det har ført til omfattende protester fra oppositionen, menneskeretsaktivister og islamiske grupper i Indien. De mener, at loven er endnu et led i premierminister Narendra Modis hindunationalistiske dagsorden.

FN betegner loven som ”grundlæggende diskriminerende”.

I kølvandet på vedtagelsen af loven er det kommet til uroligheder flere steder, især i delstaten Assam og dens hovedby Gauhati. Siden onsdag er mindst seks mennesker dræbt, og 27 andre er blevet indlagt på hospitaler med skudsår, oplyser en talsmand for Gauhati Medical College and Hospital til Times of India.

Søndag aften var flere tusinde mennesker samlet udenfor politiets hovedkvarter i New Delhi for at protestere mod politiets håndtering af demonstrationerne. Her kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter, som kvæstede mindst 40 mennesker, heriblandt studerende, politifolk og brandmænd. Det skriver Times of India.

Andre steder i New Delhi satte demonstranter ild til fire politibusser og to af politiets køretøjer under en demonstration mod den omstridte lov, skriver avisen.

 

Omar al-Bashir, mens han stadig var ved magten i Sudan. Nu sidder den 75-årige afsatte præsident i et af de fængsler, han smed sine egne politiske modstandere i.


Foto: Ebrahim Hamid/Anadolu Agency/Getty Images

Dom i første retsopgør mod Omar al-Bashir
I den første af flere retssager mod Sudans afsatte præsident Omar al-Bashir er landets leder gennem 30 år blevet dømt til to år… ikke i fængsel, men i et såkaldt rehabiliteringscenter. Dommeren mener, at den 75-årige Bashir på grund af sin høje alder skal forskånes for fængselslivet.

Det skriver den arabiske tv-station al-Jazeera, der har fulgt udviklingen i Sudan tæt.

Omar al-Bashir er dømt i en korruptionssag der handler om, at han har modtaget store summer fra udlandet. Efter han blev afsat i april, fandt myndighederne flere kufferter i hans private hjem med store pengebeløb. I alt drejer det sig om beløb i forskellige valutaer til en værdi af mere end 600 millioner kroner.

Bashir har erkendt, at han har fået 90 millioner dollars af arabiske lande, men retssagen, der blev afsluttet i den forgange uge, har kun haft fokus på 25 millioner dollars, som den tidligere leder har fået af Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman.

Forude venter yderligere mindst to retsopgør for Bashir. Han er sigtet for at have et medansvar for drab på demonstranter, der for et år siden indledte et oprør mod hans styre. Og han skal også forklare sig i en sag, der handler om omstændighederne ved det kup, hvor han kom til magten i 1989.

Indtil disse to sager kommer for retten, er Omar al-Bashir fortsat fængslet i det berygtede Kobar-fængsel i hovedstaden Khartoum, hvor han også selv satte mange af sine politiske modstandere bag tremmer under sit 30 år lange styre.

Ud over de sigtelser, der er rejst mod Omar al-Bashir i hjemlandet, er den tidligere hersker sigtet ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

 

Bougainville kan gå hen og blive verdens nyeste land, hvis uafhængigheden bliver endeligt godkendt.

Begyndelsen på et langt farvel
Det kommer til at kræve statsmænd af en særlig støbning at ignorere budskabet fra indbyggerne på øen Bougainville, som over to uger i november og december har stemt om øens fremtidige status.

Der var to valgmuligheder på stemmesedlerne: Mere selvstændighed eller fuld uafhængighed. 97,7 procent af dem, der afgav deres stemme, stemte for uafhængighed. En lille procentdel stemte for mere selvstyre inden for rammerne af Papua Ny Guinea, som Bougainvilles omtrent 250.000 indbyggere i dag er borgere i. Stemmeprocenten var 85, rapporterer Radio New Zealand International.

Papua Ny Guinea ligger i Stillehavet nord for Australien. Landet består af en hel del øer. En af dem er den store Papua, som landet deler med Indonesien.

Afstemningen, der løb over to uger, var vejledende. Så det er i sidste ende parlamentet i hovedstaden Port Moresby, der skal tage den endelige beslutning. Ifølge det newzealandske medie kan det tage op til ti år, før Bougainville bliver sin egen stat – hvis det kommer dertil.

Resultat er dog så tydeligt, at det ikke kan ignoreres, siger John Momis, der er leder af øens selvstyreregering.

Afstemningen var en del af fredsaftalen fra 2001, der satte punktum for borgerkrigen.

 

Fire hjælpearbejdere dræbt i Nigeria
En væbnet gruppe, der i juli bortførte seks hjælpearbejdere i det urolige nordøstlige hjørne af Nigeria, meddelte fredag, at de har dræbt fire af dem. I forvejen var et af gidslerne blevet slået ihjel, så med fredagens fire drab er kun ét af gidslerne – formodentlig – fortsat i live. Det skriver ngo’en Action Against Hunger i en meddelelse.

Det var en af organisationens ansatte, der for fem måneder siden blev bortført sammen med to chauffører og tre ansatte fra det nigerianske sundhedsministerium. De seks mennesker var på vej til at levere mad til beboere i Borno-delstaten, der har været plaget af angreb fra den militante gruppe Boko Haram.