Verden rundt om beboelige byer, endeløse konflikter og en helt, der går på pension.

gettyimages-1228159471
Assimi Goita på civilt klædt charmeoffensiv i ECOWAS efter kuppet i august sidste år. Nu skal han til det igen.
Foto: Ali Ousmane Toure/Anadolu Agency via Getty Images
Kirsten Larsen

13. juni 2021

Mere af det samme i Mali
Kupmageren, oberst Assimi Goita, har udpeget en ny regering i Mali med militærfolk i de tre vigtige ministerier – forsvars, sikkerheds, og national forsoning, skriver Al Jazeera.

Goita, der stod i spidsen for det seneste kup i Mali i sidste måned, var selv med i det forrige kup i august sidste år og var vicepræsident i den overgangsadministration, som han nu selv har væltet. Han har i øvrigt også indsat folk fra den tidligere overgangsregering og civile fra mange dele af samfundet i den nye overgangsregering og lovet at afholde de planlagte valg til februar.

Mere af det samme, bare lidt anderledes ifølge Al Jazeera.

Dette andet kup på bare ni måneder har udløst en del reaktioner. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har for eksempel meddelt, at en fransk militæroperation i det store ørkenland i Sahel vil blive indstillet. Operation Barkhane omfatter 5.100 soldater, indsat i kampen mod forskellige væbnede grupper i landet, flere tilknyttet Al-Queda eller Islamisk Stat.

Den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS har suspenderet Mali og iværksat sanktioner. Al Jazeera vurderer, at det er det regionale og internationale pres, der har fået Goita til at udpege en del civile til overgangsregeringen. Der er mange brudte forhold, der skal lappes på.

Nu må de klare sig selv, de afghanske antiterror enheder.


Foto: Marcus Yam / Los Angeles Times via Getty
NATO siger farvel til Afghanistan
NATO-topmødet i Bruxelles mandag bliver et symbolsk farvel til Afghanistan, fordi det er det sidste topmøde inden de sidste soldater trækkes ud, skriver Associated Press.

Nyhedsbureauet regner med, at det vil give anledning til en diskussion om, hvorvidt den næsten 20 år lange operation var det værd. Krigen har ifølge Brown University kostet 2.442 amerikanske og 1.144 allierede soldater livet. Økonomisk løber alene USA’s del op i 2,26 billioner dollar – næsten 14.000.000.000.000 kroner.

For afghanerne har omkostningerne været meget større. Over 47.000 civile, næsten 69.000 soldater, betjente og sikkerhedsfolk, og over 51.000 regeringsmodstandere har mistet livet. 54 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, den sorte økonomi er større end den hvide, korruptionen uhyggelig høj, det samme er kriminaliteten.

Ud over den umiddelbare trussel fra Taleban, der rykker tættere og tættere på byerne, så slås sikkerhedsstyrkerne med den brutale afghanske variant af Islamisk Stat og kriminelle bander, hvoraf mange er knyttet til en af de magtfulde krigsherrer.

NATO har ingen planer om at sikre de mange afghanere, der ofte med livet som indsats har arbejdet for NATO – det er op til medlemslandene, som lige nu har travlt med at prøve at finde ud af, hvordan de skal beskytte deres civile medarbejdere.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg siger til AP:

“Afghanistan er kommet langt, både når det gælder opbygningen af stærke, dygtige sikkerhedsstyrker, og også når det kommer til sociale og økonomiske fremskridt. På et tidspunkt, så må det være afghanerne, der tager fuldt ansvar for fred og stabilitet i deres eget land.”

Damaskus er den værste by at leve i.


Foto: Hasan Belal/NurPhoto via Getty Image

Auckland er verdens bedste by at leve i
Damascus er værre end nogen anden af de 140 byer, som The Economist Intelligence Unit ranglister hvert år.

Economist vurderer byerne på faktorer som stabilitet, infrastruktur, uddannelsesmuligheder og adgang til sundhedssystemet.

Covid-19 pandemien har ændret rigtig meget i toppen, Wien, der i flere år har ligget som nummer et, er ikke engang i top-10, som domineres af byer i New Zealand, Japan og Australien – ø-nationer med styr på smittespredningen, som derfor ikke har iværksat drastiske nedlukninger.

De europæiske byer er raslet nedad. Ifølge BBC hænger det sammen med, at EU var langsom til at begynde at vaccinere, og derfor har landene benyttet sig af skrappe restriktioner, der har påvirket livskvaliteten. Herudover har sundhedsvæsenerne været under pres, hvilket har givet en lavere score på sundhed.

Det er kun Zürich og Geneve, begge i Schweiz, der er på top-10. København blev sidste år vurderet som nummer ni på listen. Nu er København ude af toppen, men hvor den danske hovedstad havnede, det kan vi ikke sige noget om herfra. Den oplysning ligger gemt bag The Economist Intelligence Units solide betalingsmur. Men BBC skriver, at Hamborg har taget det største dyk med et fald på 34 pladser til nummer 47.

Mens der er blevet vendt op og ned på toppen, så ligger bunden sørgeligt stabilt. Ofte på grund af konflikt, som ud over at påvirke indbyggernes sikkerhed og livskvalitet også forringer sundhedssystemer og infrastrukturer. Og den by af de 140, hvor det er allersværest at leve, det er fortsat Syriens hovedstad, Damaskus. Der er livet sværere end i Lagos i Nigeria, Port Moresby i Papua Ny Guinea, Dhaka i Bangladesh, Algier i Algeriet og Tripoli i Libyen, som er de fem næste set fra bunden.

Magawa med sin medalje.


Foto: PDSA

Helterotten Magawa går på pension
For ni måneder siden skrev vi her på Globalnyt, at minerydderrotten Magawa blev dekoreret med en guldmedalje for tapperhed og dedikation. Bag prisen står britiske dyreorganisation PDSA, der gennem årene har uddelt medaljer til i alt 30 dyr. Men nu er det altså slut, skriver BBC.

Magawa er en gambiansk kæmperotte, der er født og trænet i Tanzania af organisationen Apopo, men har haft sin karriere som minerydder i Cambodja. Han har fundet 71 landminer og en masse ueksploderede genstande. Han kan gennemsøge et område på størrelse med en tennisbane på 20 minutter – langt hurtigere end noget menneske kan.

Selv om Magawa er stor, 70 centimeter lang, og vejer 1,2 kilo, så er han let nok til ikke at udløse minerne, når han lugter sig frem til dem.

Magawa har sat tempoet ned, og det er tegn på, at den syv-årige er ved at være træt, siger hans rottefører. Derfor skal Magawa bare hjælpe med at tage imod en flok nye veltrænede kæmperotter fra Apopo. Derefter takker han af.

Der menes at være omkring seks millioner landminer tilbage i Cambodja.