Verdens første massevaccination mod hepatitis E giver håb

16-årige Nakia John bor i Bentiu-lejren og bliver her vaccineret mod hepatitis E.


Foto: Peter Caton/MSF
Morten Scriver Andersen

22. juli 2022

Hepatitis E dræber hvert år 40.000 mennesker på verdensplan, og der findes ingen reel kur mod den smitsomme virus. Derfor er vacciner – præcis som med coronavirus – afgørende for at undgå spredning.

For nylig var uheldet igen ude i Sydsudan, hvor der opstod et udbrud i landets største flygtningelejre for internt fordrevne, Bentiu, med 112.000 mennesker.

Men for første gang nogensinde har Læger uden Grænser sammen med landets sundhedsmyndigheder gennemført en omfattende vaccinationskampagne mod hepatitis E under et udbrud. 

Det giver håb for organisationens medicinske direktør, Monica Rull.

”Kampen mod hepatitis E har været lang og frustrerende. Gennem de seneste to årtier har vi rykket ud til hepatitis E-udbrud i flygtningelejre, prøvet at kontrollere sygdommen under udfordrende forhold og set, hvor ødelæggende sygdommen er for ekstremt sårbare grupper. Med denne vaccinationskampagne håber vi at ændre den måde, man håndterer hepatitis E på i fremtiden,” siger Monica Rull.

Af to omgange har sundhedspersonale givet omkring 25.000 indbyggere over 16 år i lejren et stik mod hepatitis E, og der er planlagt endnu en vaccinationsrunde senere på året.

Særlig risiko for gravide

Hepatitis E er en virusinfektion, der rammer leveren og overføres gennem vand eller mad, der er forurenet af afføring. I trængte lejre med mange mennesker er der ofte ikke nok rent vand og ordentlige sanitære forhold. 

Bentiu-lejren, der blev etableret i 2014, er derfor i ekstra stor risiko for at blive ramt af et hepatitis E-udbrud. Det bliver ikke bedre af sidste års voldsomme oversvømmelser i Sydsudan, der skabte nye strømme af flygtninge i blandt andet Bentiu.

På verdensplan smittes 20 millioner mennesker hvert år med hepatitis E. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opstår sygdommen hyppigst i Syd- og Østasien, men den har eksisteret i Sydsudan siden 2014. 

Gravide er særligt udsatte. Op til 25 procent af de smittede gravide kvinder dør, ligesom der også er stor risiko for tidlige fødsler og dødfødte spædbørn.

En væsentlig milepæl

Der findes kun én godkendt vaccine mod hepatitis E. Den er indtil nu alene blevet brugt i Kina og Pakistan og primært til rejsende. WHO anbefalede allerede i 2015, at vaccinen blev brugt under udbrud, men det er altså ikke sket før nu.

“Det er en væsentlig milepæl i den globale indsats for at tackle hepatitis E. Det er første gang, at en vaccine er blevet brugt til at bekæmpe følgerne af den potentielt ødelæggende sygdom,” siger Melanie Marti fra WHO’s afdeling for vaccinationer og immunisering.

”Hos WHO opfordrer vi kraftigt alle lande, som oplever udbrud, til at bruge vaccinen mod hepatitis E, herunder til gravide kvinder.”