Samahar Alqadi, født 1978 i Palæstina.
Foto: Privatfoto
Læs Globalnyts anmeldelse af ’As I want’: Hver dag er en kampdag for Egyptens kvinder
Filmen er den 42-årige Samaher Alqadis fjerde dokumentarfilm. Mens de to første var portrætdokumentarer, begge lavet i slut-00’erne, og den tredje et lille enkeltkvindeprojekt om syriske flygtninge i Frankrig fra 2012, er den personlige og voldsomme ‘As I want’, der er aktuel på CPH:DOX 2021, på alle måder anderledes.
”Selvfølgelig er den anderledes! – jeg havde aldrig tidligere så meget som overvejet at lave en film om kvinders rettigheder,” siger Samaher Alqadi over en zoom-forbindelse fra Frankrig, hvor hun har boet med sin mand og to børn siden 2017.
Barskt og uden filter går filmen helt tæt på de voldsomme massevoldtægter, op mod 25 kvinder blev udsat for på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad, Kairo, da demonstranter i januar 2013 markerer 2-årsdagen for revolutionen og deres utilfredshed med præsident Mohamed Morsi. Blandt de forulempede er instruktørens nære veninde, og det bliver startskuddet til en smertefuld afdækning af undertrykkelse, chikane og overgreb mod kvinder og ikke mindst af Samaher Alqadis egen fortid.
Et liv i frygt
Samaher Alqadi er født og opvokset i Palæstina, men flyttede i 2002 til Kairo, hvor hun studerede på The High Cinema Institute og Academy of Art and Technology of Cinema.
På mange måder var det her, hun fandt sin frihed. Væk fra sit fødeland og sin familie kunne hun for alvor være ung og i live, men samtidig var det også i den egyptiske hovedstad, med begivenhederne på Tahrir-pladsen, at hun fik øjnene op for det fængsel, hun som kvinde stadig var i:
”Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi kvinder lever i frygt – selv efter vi er modne og er i stand til at tale om vores problemer. Vi er trænet til at være bange for at udtrykke os selv, vores kroppe, vores frihed. Jeg mener, at flertallet i vores samfund, selv bourgeoisiet, behandler kvinder efter patriarkalske normer, og det havde jeg indtil da ikke fokuseret på,” siger hun.
’As I want’ er dedikeret til Samaher Alqadis mor, der pludseligt døde i marts 2013, tre måneder inde i optagelserne. Parallelt med at Alqadi gennem sin linse udstiller samfundets overgreb mod kvinder, undersøger hun med lige dele smerte, sorg og kærlighed moderens liv, deres indbyrdes forhold og de overgreb, moderen udsatte Samaher Alqadi for i hendes barndom.
Moderen selv blev gift som 16-årig, og ønskede, at datteren skulle følge i hendes fodspor: Giftes tidligt, få en masse børn, hænge eksamensbeviset op på køkkenvæggen og leve sit liv for sin mand. Men sådan var Alqadi ikke. Hun gjorde oprør, og hun blev straffet for det.
”Meget af det, der skete i min barndom, var jeg ikke i stand til at tale om før. Det var smertefuldt og skamfuldt – det er ikke let at snakke om, hvordan din familie har opdraget dig. Hvorfor var det mig, der skulle lave mad, ordne vasketøj og pudse min brors sko? Hvorfor kunne jeg ikke få lov at gå ud og spise en is med min ven? Jeg fik menstruation, da jeg var 11, men holdt det hemmeligt, til jeg var 13, fordi jeg ikke ville sættes i bås som ’kvinde’ med de restriktioner, det medførte,” fortæller hun.
Det stereotype billede af, at det er en dominerende mand og far, der underkuer kone og døtre, gør ’As I want’ fuldstændig op med. Samaher Alqadis far skildres som en progressiv, rolig mand, der aldrig lagde hånd på Samaher Alqadi, som var imod, at hans døtre blev tidlig gift, og som ønskede, at de fik en uddannelse.
Selv kalder Samaher Alqadi sin far exceptionel, og hun har ingen god forklaring på, hvorfor han, som blev opdraget i det samme samfund som moderen, ikke også rettede ind og fulgte normerne. Forældrenes vidt forskellige opførsel og opfattelse af deres døtre understreger en af Samaher Alqadis hovedpointer:
”Det er ikke kun mænd, der holder kvinder nede – det er også kvinder. Vi bliver påvirket af vores mødre og af den opdragelse, de giver os. Med al den kærlighed og tilgivelse jeg har for min mor, kan jeg se, at hun også var et offer. Vi er ni børn – hun tilbragte en stor del af sit liv som gravid. Hun levede ikke for sig selv.”
Hvem, der har magten, er ligegyldigt
Kombinationen af overgrebene på Tahrir-pladsen, moderens død og det faktum, at Samaher Alqadi var gravid med sit andet barn, satte gang i en forandring inde i hende.
”Det kom så tæt på mig personligt. Det, der skete med min veninde og de andre kvinder, det vækkede mig. For første gang ønskede jeg at fortælle noget fra et andet perspektiv – fra mit perspektiv, fortalt gennem mine følelser og mit hjerte: Jeg er kvinde, jeg er i stand til at bringe liv ind i verden – hvor er respekten for mig?” siger hun.
Ingen steder, skulle det vise sig. For, og dette understreger hun flere gang undervejs i interviewet, det er ikke hendes hensigt at kritisere den ene præsident frem for den anden eller at sige, at vilkårene for kvinder var værre under Morsi end under den nuværende præsident al-Sisi:
”Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der leder landet – for de er allesammen ens, de tænker på samme patriarkalske måde. Jeg vil snakke om, hvorfor det her sker, hvorfor vi behandler kvinder, som vi gør, og det har ikke noget at gøre med, hvem der har magten, for det gør inden forskel alligevel.”
Et større vindue
Under kvindekampen i 60’erne lød parolen, at det private er politisk. Det er også tilfældet med ‘As I want’. For selvom filmen ikke kritiserer navngivne politikere og ikke tilslutter sig hverken den ene eller anden side, ved Samaher Alqadi godt, at filmens ærinde ikke kan undgå at være politisk i sin kompromisløse kritik af status quo og et samfund, der ikke handler på den åbenlyse uretfærdig, halvdelen af befolkningen udsættes for.
Derfor er hun heller ikke sikker på, hvordan hendes to arabiske hjemlande, Palæstina og Egypten, vil tage imod filmen. Magthaverne er ikke klar til den, siger hun og understreger, at hun ikke nærer nogen forhåbninger om, at mændede i toppen bliver klar i den nærmeste fremtid.
Men det forholder sig anderledes med den bredere befolkning, som er ”mere end klar” til filmen, ifølge instruktøren. Det tilskriver hun ikke mindst Det Arabiske Forår.
”Revolutionen tog os et nyt sted hen og lærte os, hvem vi er, og hvordan vi skal tænke. Folk blev bevidste om, hvordan deres liv kunne se ud – og de hævede stemmen. Kvinder hævede stemmen, og det var ENORMT for dem, fordi de var vant til, at der var så mange ting, der var forbudt for dem at snakke om.”
Behovet for at snakke om ting, der har været forbudt, er vokset de seneste år, og flere og flere arabiske kunstnere kaster sig over tabuer og åbner for en samtale om og en nuancering af, hvad der er normalt. Samaher Alqadi synes, det er godt, at flere kaster sig over de svære emner. Det handler om retten til at leve, som man selv ønsker – hvilket titlen på hendes film, ’As I want’ også henviser til:
”Jeg vælger og gør, hvad jeg vil med mit liv og mine holdninger og for min identitet og min fremtid. Slut med undertrykkende patriarkalske samfund. Vi har ret til at være, dem vi er; vi er nødt til at være, dem vi er. Vi lever i en syg verden, men nu begynder alle de her stemmer at tale – om identitet, køn, rettigheder. Det er ikke noget nyt, men vinduet til den slags stemmer er blevet større. Det tror jeg, at revolutionerne har hjulpet med til,” siger hun.
‘As I want’ er støttet af International Media Support (IMS) under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Filmen er blandt de 12 film, der konkurrerer om at vinde CPH:DOX’ F:ACT Award. CPH:DOX løber fra 21. april til 12. maj, og du kan streame ‘As I want’ fra 22. april klokken 18 og til og med 5. maj. Køb billet på doxonline.dk – pris: 49 kroner.
