Malin Palmér er direktør i Læger uden Grænser, og Lars Christian Østergreen er direktør i AIDS-Fondet. Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Imens coronapandemien rasede, glemte verdenssamfundet tuberkulose. Den oversete pandemi gør hvert år flere end ti millioner mennesker syge og menes at have plaget mennesker i mere end 9.000 år. Det er verdens mest dødbringende infektionssygdom og nr. 13 på listen over årsager til dødsfald globalt.
FN’s medlemslande har med Verdensmålene og FN’s politiske deklaration om tuberkulose fra 2018 forpligtet sig til at få sygdommen under kontrol inden 2030 og dermed afværge millioner af nye tilfælde og ikke mindst tab af liv. Alligevel døde 1,6 millioner mennesker af tuberkulose i 2021 – en stigning på 33 procent fra 1,2 millioner i 2019. Det skyldes i høj grad, at coronapandemien fik al opmærksomheden. Af de 1,6 millioner døde var 187.000 smittet med hiv, som kan øge risikoen for infektionssygdomme. Tuberkulose er den største årsag til aids-relaterede dødsfald.
Den globale indsats mod tuberkulose er slået ud af kurs. Men vi kan stadig nå at rette op og endda afslutte den glemte tuberkulose-pandemi – hvis der er politisk vilje til det. Her er vores tre bud på, hvad der skal til, og hvor Danmark kan spille en betydelig rolle.
Udbred diagnosticering og behandling
I årtier har man anvendt samme behandling mod tuberkulose. I mellemtiden er der opstået resistente sygdomsstammer, som er endnu sværere at behandle.
Oveni er der mange tuberkulose-patienter, der aldrig bliver diagnosticeret – og aldrig kommer i behandling. I 2021 var det stadig kun omkring en tredjedel af patienter med medicinsk resistent tuberkulose, som kom i behandling.
Det er derfor vigtigt, at Danmark prioriterer at bevare tilstrækkelig finansiering til forebyggende, behandlende og opsporende sundhedsindsatser mod tuberkulose globalt, når Finansloven forhandles.
Det kan blandt andet ske igennem fortsat støtte til Den Globale Fond til bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria – et offentligt-privat partnerskab, der står for 76 procent af al international finansiering af tuberkulose-indsatsen globalt. Gennem fonden kan lande købe medicin til de bedste priser og få støtte til diagnose- og behandlingsprogrammer.
Støt forskning og udvikling af ny medicin og vacciner
Der er brug for forskning i nye og mere effektive behandlings- og forebyggelsesformer.
For eksempel har ny forskning fra blandt andet Læger uden Grænser forkortet og forbedret behandlingen af multiresistent tuberkulose. Behandlingen, som før tog op til 20 måneder, involverede smertefulde injektioner og medførte store bivirkninger, kan nu klares inden for seks måneder uden injektioner og bivirkninger. Hele 89 procent af patienterne bliver helbredt imod 52 procent før.
Lige så vigtig er forskningen i en vaccine mod tuberkulose. I over 80 år har verden kun haft én vaccine mod tuberkulose, som alene anvendes på børn og kun mod visse former af tuberkulose.
At stoppe tuberkulose kræver en indsats, der inkluderer forskellige samfundssektorer og målrettet fokuserer på de mest udsatte grupper
En ny vaccine, der kan forebygge tuberkulose hos udsatte grupper, vil være en gamechanger, der kan spare milliarder i behandlingsomkostninger og forebygge antibiotikaresistens. Der er flere lovende kandidater, som forskere – også i Danmark – i disse år arbejder hårdt på at få testet og udrullet.
Danmark skal investere i og prioritere forskning, fordi det kræver fornyede, tilstrækkelige og vedholdende investeringer at nå målet om en vaccine og nye, bedre behandlinger.
Global finansiering til forskning og udvikling af vaccine samt nye diagnose- og behandlingsmetoder mod tuberkulose lå på 0,9 milliarder dollars (eller godt og vel 6,1 milliarder kroner) i 2020. Til sammenligning blev omkring 40 milliarder dollars postet i forskning, udvikling og produktionskapacitet for en coronavaccine i pandemiens første seks måneder.
Støt en bred og inkluderende indsats mod tuberkulose
Tuberkulose trives især i samfund, hvor ressourcerne er få. Det gælder blandt mennesker, der ikke har adgang til ordentlige bolig- og arbejdsforhold, indsatte i fængsler, migranter, stofbrugere, under- eller fejlernærede, og personer, der lever med HIV eller høj risiko for at få det.
At stoppe tuberkulose kræver derfor en indsats, der inkluderer forskellige samfundssektorer og målrettet fokuserer på de mest udsatte grupper.
Danmark bør sætte fokus på og sikre, at disse grupper er i centrum, når FN’s medlemsstater den 22. september i år igen mødes for at forpligte sig på nye målsætninger for at sikre en verden uden tuberkulose.
Denne gang skal det lykkes at ændre kursen mod en verden fri for tuberkulose. Og Danmark skal gå forrest.