Myter om milliarder
Lyt til alle afsnittene i serien her og læs om Aske Helweg Krarups overvejelser undervejs i arbejdet med podcasten.
3. Sammenhængen mellem udviklingsbistand og migration
4. Menneskerettigheder og udviklingsbistand
Det har været et sandt helvede at klippe dette afsnit. Mine interviews med hhv. Finn Tarp og Martin Paldam varede begge over en time, og de er begge klippet ned til omkring seks minutter.
Det er muligvis podcastens vigtigste afsnit, men samtidig er det ubetinget det kedeligste. Hvordan gør man nørdede makro-økonomiske diskussioner interessante for den brede befolkning?
Den måske sværeste beslutning vi tog, var at bruge 3-4 minutter på en personlig beretning fra Sanne Muller, om to indsatser, der er gået hhv. godt og dårligt. Men det var vigtigt for os at trække den teoretiske diskussion ned på et konkret niveau, hvor det blev mere håndgribeligt at forholde sig til.
Prisen for det var, at vi måtte skære ned på diskussionen om metoden i Paldams meta-studie, samt på hvorfor de er uenige.
Blandt andet kommer jeg frem til, at de også er lodret uenige om, hvilken effekt structural adjustment policies havde på afrikanske landes økonomier, og at der er en væsentlig grad af politisk overbevisning involveret i deres uenigheder. Det kom desværre ikke med.
ISOBRO-interview kom ikke med
Desuden kom et interview med Mette Grovermann, sekretariatschef i ISOBRO, omkring danskernes forståelse af administration i indsamlingsorganisationer, heller ikke med.
En sidste ting, jeg rigtig gerne ville have haft med, er samtalen med Finn Tarp omkring Angus Deaton, nobelpris-modtageren i økonomi, hvis pointer er blevet et vigtigt argument for kritikere af bistanden. Som Finn Tarp frustreret understreger, har Deaton nemlig ikke fået nobelprisen for sin bistandsforskning. Han har faktisk slet ikke lavet bistandsforskning. ”Og fordi man er en klog mand om noget, er man jo ikke en klog mand på alle områder,” siger Tarp.