Zambiansk NGO: Donorlandes bistandsstop rammer de svageste

felix_clayduckrabbit_2012
Forfatter billede

Den zambianske NGO Vision Ambassadors opfordrer Storbrittannien og en række andre donorlande til at genoverveje deres beslutning om at fastfryse deres bistand til Zambia. Vision Ambassadors advarer om, at fastfrysningen af bistandsmidlerne vil gå ud over de svageste i landet og håber på, at donorlandene kan tildele Zambias regering “tvivlens nådegave og en mildere behandling”, i lyset af at regeringen har udvist vilje til at få de tabte penge tilbage.

Anklager om systematisk svig med bistandsmidler, som er blevet dokumenteret i en rapport af nyhedsbrevet Africa Confidential, har ført til, at Storbrittannien i sidste uge besluttede at fastfryse hele sit bistandsprogram i Zambia (cirka 42 millioner britiske pund om året, svarende til 350 millioner kroner).

Ifølge Africa Confidential har statsansatte siden 2012 stjålet millioner af britiske pund i bistandsmidler – penge, som blandt andet er blevet brugt til at oprette skuffeselskaber og købe luksusbiler.

Læs også: Rapport: Zambia i fare for at sælge sig selv til Kina

Storbritanniens statslige udviklingagentur DFID kræver nu en grundig kulegravning af regeringens forbrug, og understreger at landets beslutning om at fastfryse hele bistandsprogrammet skal ses i lyset af DFID´s nultolerence-politik overfor svig og korruption i udviklingssamarbejdet.

Korruptionanklagerne omfatter også et kontantudbetalingsprogram i Zambia, som med støtte fra Storbritannien, Finland, Irland og Sverige, går ud på at uddele små beløb penge i kontanter – ofte under 100 kroner om måneden – til nogle af Zambias fattigste familier.  

Her er penge, som efter planen skulle overføres og uddeles gennem Zambias postvæsen, endt i lommerne på højtstående personer i postvæsnet.

De fire donorlande har nu alle stoppet deres støtte til programmet.

Læs også: Sverige sætter kontant-bistand til Zambia på pause

Globalnyt har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), om hvorvidt den verserende sag kan få betydning for Danida-støttede udviklingsprojekter i Zambia.

Danmark støtter og samarbejder i øjeblikket med Zambias regering om en række projekter indenfor blandt andet vandforsyning, sanitet, uddannelse og menneskerettigheder.   

Kilder: The Telegraph, The Guardian, DFID, Danida OpenAid, IPC-UNDP