Anas Kababo har en mastergrad i Mellemøststudier og arbejder som programrådgiver
Den 22. januar skriver Jørgen Harboe her på Globalnyt, at “[z]ionismens grundtanke er fredelig sameksistens” og at der i zionismens rødder er håb at finde for en fredelig fremtid, vel at mærke “[h]vis det moderne Israel vendte tilbage til den gamle vision”.
Men det er i bedste fald en fordrejet udlægning, der ikke har grundlag i virkeligheden. Zionismen var – selv i de tidlige zionisters egen forståelse – et ekskluderende projekt, der var dybt forankret i koloniale ideer, og som stik imod Harboes påstand ikke havde til formål at skabe “et samfund med lige ret for alle”.
Zionismens ekskluderende karakter betød, at dens hovedstrømme allerede fra slutningen af 1800-tallet aldrig havde til formål at skabe “en langt mere inkluderende vision om et land, hvor forskellige befolkningsgrupper kunne leve i fred og sikkerhed side om side“ som Harboe påstår.
Dette står ikke i modsætning til fortællingen om zionismen som en europæisk nationalbevægelse, der historisk havde til formål at skaffe et hjemland for jøder, men der er her en vigtig nuancering. To ting kan nemlig godt være sande på samme tid.
Det handlede om kolonisering
Påstanden om, at zionismen var et koloniseringsprojekt med det formål at skabe en ekskluderende stat, kræver ikke den store indsigt i zionismens historie. Den kan nemt påvises blot ved at citere de to zionistiske forfædre, som Harboe selv tager udgangspunkt i, nemlig Theodor Herzl og Ze’ev Jabotinsky.
Harboe refererer til Theodor Herzl som en “fritænker”, der “gik ind for den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab”. Men Theodor Herzl forstod helt fra den spæde start zionismen som et koloniseringsprojekt. I en tale, afholdt i London i 1899, taler han til den koloniale trope om den civiliserende mission og knytter den til det imperiale Storbritanniens specifikke interesser:
“Og derfor tror jeg, at den zionistiske idé, som er en kolonial idé, let og hurtigt vil blive forstået her i England, og det i sin mest moderne form [min fremhævelse].”
I 1902 skriver Herzl til den berygtede britiske koloniherre Cecil Rhodes og argumenterer for, at Storbritannien anerkender vigtigheden af “kolonial ekspansion”:
“Du bliver inviteret til at være med til at skrive historie […]. Det drejer sig ikke om Afrika, men om et stykke af Lilleasien; ikke om englændere, men om jøder. Hvordan kan det så være, at jeg henvender mig til dig, når nu det er en sag, der ligger uden for din rækkevidde? Ja, hvordan? Fordi det er noget kolonialt.”
”En forpost for civilisation”
I Theodor Herzls egen bog Der Judenstaat (Jødestaten) skriver Herzl om den jødiske stat i Palæstina, at den skulle “udgøre en del af Europas skanse mod Asien, en forpost for civilisation i modsætning til barbari.” Og om det folk, der i forvejen boede på territoriet for den kommende jødiske stat, skriver han i sin dagbog i 1895, at “[v]i bliver nødt til at hjælpe den fattige befolkning på tværs af grænsen ved at skaffe dem arbejde i transitlandene, mens vi nægter dem arbejde i vores eget land.
Både ekspropriationsprocessen og fjernelsen af de fattige skal foregå diskret og med omtanke.” Ikke just en mand med tanker om at leve efter “den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab” som Harboe får det fremstillet.
Også Ze’ev Jabotinsky forstod tydeligt, at zionisterne netop var den koloniserende magt i Palæstina, og at zionisternes kolonisering stod i diametral modsætning til den indfødte palæstinensiske befolknings ønsker og mulighed for at forblive i Palæstina.
I 1923 skriver han, at “[e]nhver indfødt befolkning i verden gør modstand mod kolonister, så længe den har det mindste håb om at kunne slippe af med faren for at blive koloniseret. Det er, hvad araberne i Palæstina gør, og hvad de vil blive ved med at gøre, så længe der er en eneste gnist af håb om, at de vil være i stand til at forhindre forvandlingen af ‘Palæstina’ til ‘Landet Israel’.”
“Hvis du ønsker at kolonisere et land, hvor der allerede bor mennesker”, skrev Jabotinsky i 1925, “må du finde en garnison [militær styrke, red.] til landet eller finde en velgører, som vil stille en garnison til rådighed på dine vegne … Zionismen er et koloniseringsprojekt, og derfor står og falder det med spørgsmålet om væbnede styrker”.
Det er stik imod historiske fakta, når Harboe beskriver et tabt zionistisk frihedsprojekt, som Israel kan vende tilbage til. Lighed og frihed for alle fra floden til havet har aldrig været de zionistiske lederes foretrukne fantasi, og at påstå andet kan kun tolkes som historieforfalskning.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på kontakt@globalnyt.dk
