Intet land i verden foretager relativt set flere aborter end Vietnam. For hver 100 vietnamesere, der fødes, finder der også 60 aborter sted, skriver Danidas månedsblad, “Udvikling”, i sit februar-nummer, som netop er kommet på gaden.
Vietnams 2-barns-politik får en stor del af skylden. Den skal sikre, at folkevæksten ikke æder den økonomiske fremgang op i det kommunistiske land i Sydøstasien.
Men den lægger et stort pres på de vietnamesiske kvinder. Vælger de at få flere end 2 børn, er en række privilegier i fare, og dermed er der kun 2 chancer for at få det brændende ønskede drengebarn.
Sammen med en meget liberal abortlovgivning, manglende oplysning om prævention og udbredt brug af fosterscanninger, der kan fastslå fosterets køn, betyder 2-barnspolitiken, at Vietnam lige nu har 115-128 drengebørn for hver 100 fødte piger.
Regeringen i Hanoi har ændret loven, så statslige hospitaler ikke længere må oplyse forældrene om, hvilket køn deres barn har. Men forbuddet er reelt uden effekt, for læger bestikkes til at røbe resultatet af fosterscanningen, og talrige private klinikker tilbyder både scanninger og aborter.