Det har taget Mariano Llinás 10 år at skabe filmen sammen med fire karismatiske kvinder, som er filmens centrale skuespillere. La Flor er meget mere end film og heller ikke bare seks forskellige film. Det er en udmattelsesmanøvre, men det er ikke bare fordi instruktøren har villet lave en film, der er længere end de fleste. Der er en mening med dette tilsyneladende galskab i et filmisk mega-format, og det gik langsomt op for det publikum, en lille skare på 10-20 mennesker, som sidste weekend var samlet i Cinematekets mindste biograf for at opleve dette kærlighedsforhold til filmen og livet.
I første del får vi meget kort introduceret projektet, som instruktøren illustrerer ved at tegne en blomst, hvor blomstens stilke og skud viser de seks historier og fire kvinder. Mens han tegner sin blomst, er der i baggrunden et glansbilledlignende landskab med trækroner, der bevæger sig konstrueret synkronisk.
Herefter følger de første historier, hvoraf den ene handler om en mumies forbandelse og den anden indeholder jagten på en skorpions eliksir.
Dag 1: Skarphed i kameravinkler og portrætter
Under fredag aftens fire timer lange filmvisning bliver man overvældet af filmens skarphed, meget præcise kameravinkler og intense nærportrætter med øjne og ansigter. Det er stadig ikke helt klart, hvad vi egentlig er vidner til, men der bliver arbejdet rigtig meget med det filmtekniske og kælet for detaljerne.
Handlingsforløbet er ikke altid særlig klart, og ind imellem kan man godt spekulere på, hvad der egentlig kommer til at ske, og hvor vi er på vej hen. Alligevel accepterer vi omstændighederne og afventer. Måske fordi vi er bevidste om de mange timer, vi har i vente.
Pludselig sker der noget, som var det en eksplosion, og det fanger publikum: Der sker noget ikke forventeligt og utilregneligt. Der bliver arbejdet meget og præcist med temperamentsudsving hos karaktererne. Der er mennesker, der skændes i telefonen, vi får lov til at se deres ansigtsudtryk, og i dialogen bliver vredens udtryk fastfrosset og uddybet mere end hvad de konkret siger til hinanden. Filmen gør publikum opmærksomtpå det visuelle sprog ved at nedprioritere fortællingens konkrete handlingsforløb. Ofte bliver der dvælet ved personen i forgrunden som kontrast til en sløret baggrund eller omvendt. Den leg med fokusering og kontrast holder publikum vågent og skærper vores synssans.
Dag 2: Landskaber, personer og fortælling
Om lørdagen koncentreres alle seks timer af filmens anden del om en og samme historie, som er et spion- og agentdrama. Det er svært helt at referere den præcise handling, men det er også noget andet end handlingen, der er vigtig. Vi føres gennem genren for spion- og agentfilm, vi bliver konfronteret med, hvad en spion er for et menneske, og vi ser, hvordan de fire kvinder bliver trænet i spionage. Spionfilmen slutter som rigtig meget andet i La Flor åbent eller med et spørgsmål. Den ene af kvinderne har fået til opgave at gå efter en bestemt mand, og da hun endelig finder ham (måske er det ham der finder hende), og de sidder overfor hinanden i en togkupé, pulveriserer forestillingen om spionage, og derfor forsvinder også grundlaget for at lave spionfilm. Det er meget karakteristisk for La Flor at det hele konstant bygges op og rives fra hinanden igen.
Filmens egentlig bedrift er at have meget god tid. Det gør simpelthen en stor forskel, at filmen aldrig har travlt. Det betyder, at der er næsten uendelig lang tid at portrættere karaktererne. Vi får en meget uddybet fornemmelse for, hvem de er. Der er også meget plads til at vise landskaber og omgivelser. I mange andre film har vi ganske enkelt for travlt med at følge handlingen til at koncentrere os om alt det andet. Det er længe siden – og måske aldrig før – at denne anmelder har set så meget i en film, og jeg får en fornemmelse af, at jeg tidligere er gået glip af rigtig meget.
Dag 3: Casanova og stumfilmens larmende tavshed
Søndag aften indledes tredje del af La Flor med, at det hele kollapser i et skænderi mellem instruktøren og de fire kvinder, hvor han opgivende og frustreret reagerer på alle deres spørgsmål med et ”Yo, no lo sé”; jeg ved det ikke. Mariano Llinás insisterer i arrigskab over kvinderne og resignation over sin film på, at han skal ud at filme træer, fordi det er forår, hvor træerne springer ud, og derfor viser sig fra deres bedste side.
Publikum efterlades i total forvirring om filmens videre skæbne. Instruktøren tager ud for at filme træer, og kvinderne bliver hjemme i kløerne på en ny og netop ankommet kvindelig producer. Herefter synes alt at falde fra hinanden. Er der overhovedet en film? Instruktøren synes at have mistet interessen for sin film, kvindernes skæbne fremstår som usikker, og i de følgende timer holdes vi hen i uvished.
Efter en times tid viser det sig, at vi bevæger os til kernen af, hvad god film går ud på, for instruktøren vil selvfølgelig også gerne reflektere over sin film, og hvad film overhovedet er for noget. Uden noget egentlig forvarsel befinder vi os i 1700-tallet sammen med legenden Casanova. Mariano Llinás beskriver, hvordan Casanova på et tidspunkt oplever at blive afvist gang på gang af fire forskellige kvinder, og Casanova bliver selvfølgelig dybt frustreret. Historien om Casanova bliver også en beskrivelse af instruktørens forhold til sine fire kvindelige skuespillere. Fortællingen om kvinderne i Casanovas og Mariano Llinás’ liv ender med nogle meget smukke og fortryllende billeder af de fire skuespilere i La Flor.
Næsten fra det ene øjeblik til det andet foretager filmen sit hidtil mest radikal angreb på publikum, ved at lade lyden forsvinde, og vi befinder os midt i et remake af Jean Renoirs kortfilm Une Partie de Campagne (En Landtur) fra 1936, hvor de fire kvindelige skuespillere ikkeoptræder.
Der var helt stille. Denne larmende kontrast forekom ekstrem, men selvfølgelig ville La Flor også udsætte os for stumfilmen, ellers ville der havde manglet noget. Alligevel kom det bag på os, og biografsalen var knasende tavs. Ingen turde bevæge sig igennem den følgende halve time. Da der igen kommer lyd på, kigger vi op i himlen og ser propelflyvere i luften, som svæver i smukke cirkulære formationer. Med lyd, men uden menneske. Vi vender senere tilbage til stumfilmen og historien fra en tur på landet.
Det er jo næsten banalt, at lyden spiller så stor en rolle, og når lyden pludselig ikke er der, så påvirker det os voldsomt. Imidlertid er det vigtigt at blive mindet om det i en verden som vores, hvor vi hele tiden udsættes for larm, støj og forstyrrelser. Det virker særlig voldsomt i La Flor, fordi filmen ellers benytter sig rigtig meget af lydspor – både dialoger, men også musik.
Årtiets filmoplevelse
Den sjette og sidste historie i La Flor er optaget camera obscura, og rent æstetisk og visuelt har denne sidste historie et gammeldags og brun-gulligt udtryk.
La Flor slutter med 40 minutters rulletekster, og derfor udgør det næsten sin egen selvstændige historie i den samlede film. Bag rulleteksterne ser man de medvirkende rydde op og sige farvel, mens der afspilles smuk tangomusik. Det er en særlig gave efter de mange timers film, at man får lov til at sidde stille i biografsalens mørke og fordøje med bevidstheden om at have overværet et enestående filmisk eksperiment, som for Globalnyts anmelder har været årtiets filmoplevelse – tør jeg godt sige her i 2019.