2000 nordkoreanere får igen rent vand efter ødelæggende oversvømmelse

nordkorea
Forfatter billede

Natten mellem onsdag og torsdag er det præcis to år siden, en oversvømmelseskatastrofe ramte provinsen Nord-Hamgyong i den nordligste del af Nordkorea. Voldsomme regnskyl fik floder til at gå over deres bredder. Vand og mudder skyllede ned ad bjergene og ramte landsby efter landsby.

Har aldrig set noget lignende

”120 huse blev fuldstændigt revet væk af vandmasserne. Da floden gik over sine bredder, kæmpede vi i timevis. Alle stablede sten og sand for at forsøge at holde vandet tilbage. Men klokken 1 næste morgen gav vi op og måtte evakuere,” fortæller fru Pak Ok Sum til Peter Drummond Smith fra Mission Øst, som netop har besøgt landet.

”Jeg har aldrig set noget lignende. Omkring klokken 5 om morgenen begyndte husene at kollapse. De faldt bare sammen, én efter én, og vi kunne ikke gøre andet end at stå og se på,” supplerer fru Ri Kyang Hwa.

Mission Øst har som eneste danske hjælpeorganisation i Nordkorea uddelt vandrensningstabletter og sikret ny rørføring fra sikre vandkilder til 520 husstande med omkring 2.000 personer.

Vandforsyning skabte dans og glæde i gaderne

Peter Drummond Smith leder Mission Østs operative afdeling og blev mødt af stor taknemmelighed, da han besøgte de hjem, som havde modtaget hjælp fra Mission Øst:

”Da vi fik vandet, blev vi så glade, at vi gik ud og dansede i gaderne! Sig endelig tak til folk i Danmark for den hjælp, vi fik fra Danmark i vores sværeste stund,” fortæller fru Han Kyong Sun.

Hendes nabo fru Ri Un Yong supplerer:

”De nye vandrør bringer vidunderligt, klart og velsmagende vand. Jeg vil gerne takke dig og din organisation for at hjælpe os med dette,” siger Ri Un Yong til Peter Drummond Smith.

Træplantning skal sikre bæredygtigt landbrug

Men vandforsyning er blot en del af opgaven. Med til genopbygning efter en katastrofe hører også at sikre dyrkbar jord, så befolkningen kan brødføde deres familier, fortæller Peter Drummond Smith:

”Store skovarealer er blevet ryddet for at give plads til afgrøder og for at skaffe tømmer. Det øger den hastighed, hvormed regnen skyller hen over jorden, hvilket øger vandstrømmene og vandstanden og i sidste ende oversvømmelsens ødelæggelser.”

”Det medfører også, at regnen skyller de værdifulde øverste jordlag for afgrøder væk, så de skrånende jordområder er mindre frugtbare,” forklarer han.

I en anden provins har Mission Øst leveret materialer til at forbedre dyrkningen af ​​træer i planteskoler, så flere træer kan plantes for at beskytte jorden og sikre, at landbruget på de skrånende jordområder er mere bæredygtigt.

Ekstreme ødelæggelser stadig tydelige

Provinsen Nord-Hamgyong ligger i den nordligste del af Nordkorea med grænse til Kina mod vest og Rusland mod nord. Selv to år efter oversvømmelsen ses ekstreme ødelæggelser: Store mængder af mudder og sten ligger tilbage i dalene, og der er betydelige skader på veje og jernbaner samt spor fra mange jordskred.

Mission Øst har hjulpet den nordkoreanske befolkning siden 2011. Landets 25 millioner kæmper med økonomisk tilbagegang og hyppige naturkatastrofer. Det medfører gentagne fødevarekriser, der har bevirket, at 10 millioner nordkoreanere i dag er underernærede.