Vaccinen mod polio har skabt fantastiske fremskridt for verdens børn.
Mens der i 1988 var 350.000 mennesker, der blev smittet med den frygtede sygdom, er antallet i dag nede på 48. Vaccinen har forhindret 10 millioner børn i at få sygdommen, skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse fredag.
Læs også: Et år uden nye tilfælde af sygdommen polio i Afrika (17.08.2015)
UNICEF tilsluttede sig Global Polio Eradication Initiative (GPEI) I 1988, hvor organisationen forpligtede sig til at sikre, at polio-vaccinerne skulle nå frem til alle børn, uanset hvor i verden de boede.
I dag vaccinerer organisationen årligt 500 millioner børn mod polio i over 70 lande. En stor del af opgaven er, at sikre, at vaccinerne holdes kolde og når frem til selv de mest udsatte og sværest tilgængelige børn, så også de er beskyttede mod sygdommen, der angriber nervesystemet og kan give alvorlige lammelser.
Nigeria er i dag fri for polio
I dag er polio næsten udryddet – faktisk er det kun Afghanistan og Pakistan, der stadig kæmper med sygdommen. Målet er, at sygdommen skal være udryddet helt i 2019. Og det kan godt lade sig gøre, skriver UNICEF.
Læs også: Polio-fri verden er inden for rækkevidde (U-landsnyt.dk 03.02.2015)
For bare tre år siden var Nigeria hjemsted for over halvdelen af alle polio-tilfælde i verden. I sidste måned blev landet officielt erklæret polio-frit.
Mindst 12 millioner mennesker lever i dag som overlevere af polio – 10 millioner af dem bor i Indien.
Læs flere artikler om polio og indsatsen mod sygdommen på U-landsnyt.dk.