Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz har indgået en global aftale, der skal sikre ordnede vilkår for op til 1,6 millioner tekstilarbejdere hovedsageligt i Asien.
Det er det globale fagforbund IndustriALL og svenske IF Metall, der har fået aftalen med H&M på plads. Det sker efter en række sager og kritiske rapporter om forholdene på H&M’s tøjfabrikker de seneste år.
Aftalen er en såkaldt rammeaftale og dækker 1.900 fabrikker, hvor H&M er kunde. Den forpligter blandt andet parterne til at arbejde aktivt for kollektive overenskomster på fabrikkerne, og den sikrer ansatte retten til at være fagligt aktive og sige fra over for farligt arbejde.
H&M og fagbevægelsen opretter samtidig en række nationale komitéer, der skal overvåge, at aftalen bliver ført ud i livet i lande som Bangladesh, Tyrkiet og Cambodja.
”Velfungerende faglige relationer – inklusive overenskomster – er nøglen til at opnå lønninger, man kan leve af, og bedre arbejdsforhold i vores leverandørkæde,” siger Karl-Johan Persson, administrerende direktør i H&M.
Kritik af sikkerhed og mangel på rettigheder
Ansatte og ledere vil med aftalen få uddannelse i deres pligter og rettigheder.
H&M er flere gange blevet kritiseret for forholdene på fabrikker i det sydlige Asien. Sidste år valgte den svenske koncern at trække sig fra fabrikken Well-tex i Bangladesh efter afsløringer om vold og blacklist mod fagligt aktive ansatte.
Midt i oktober anklagede organisationen Clean Clothes Campaign H&M’s leverandører for at bringe tusindvis af tøjarbejdere i fare ved at sløse med sikkerheden.
H&M er samtidig en af de få tøjkoncerner, der offentligt lægger navnene på sine leverandører frem.
”Aftalen åbner et nyt og spændende kapitel i forholdet til H&M. Den cementerer vejen mod en bæredygtig tekstilindustri med en fagligt organiseret arbejdskraft, konstruktiv dialog og sikre arbejdspladser,” siger Jyrki Raina, generalsekretær i IndustriALL.
Selskabet har de seneste seks år øget omsætningen med 11 procent årligt i gennemsnit og er verdens næststørste tøjfirma. Verdens største modekoncern, spanske Inditex, har ligeledes en global faglig aftale.
3F: En fantastisk nyhed
Der er stor ros til H&M fra Mads Andersen, formand for 3F Industri og også medlem af eksekutivkomiteen i den internationale fagbevægelse for industriarbejdere, Industri All.
”Det er en rigtig god nyhed, en fantastisk nyhed. Vi har i mange år sagt, at faglige rettigheder er den mest effektive vej til at sikre ordentlige vilkår for tekstilarbejderne,” siger han.
Mads Andersen advarer dog om at tro, at træerne vokser ind i himmelen:
”Der er lang vej fra en aftale, til der sker noget konkret. Det er en kultur, der skal ændres grundlæggende på disse tøjfabrikker. Her er det vigtigt, at så stor en kunde går i spidsen,” siger han.
Artiklen er oprindeligt bragt i Fagbladet 3F og bringes her efter aftale med bladet.