Det svenske udviklingsagentur, Sida, har opsagt sine flerårige aftaler med en række civilsamfundsorganisationer. Det er aftaler, der sikrer organisationerne millionbeløb, der bruges til udviklingsarbejde og støtte til civilsamfundsorganisationer i det globale Syd.
Aftalerne kører som regel over flere år, men med opsigelsen af de såkaldte strategiske partnerskaber (som det også kaldes i Danmark) stopper de 17 aftaler med udgangen af 2024. Det skriver mediet Development Today torsdag.
Lederen af Sidas kontor for samarbejde med ngo’er, Karin Fällman, siger til Development Today, at beslutningen fra Sida er et svar på regeringens strategi på området. Det er en strategi, som blandt andet indebærer, at regeringen vil have en ny model for samarbejdet med civilsamfundet – en model, der skal træde i kraft i januar 2025. Derfor har Sida valgt at opsige de nuværende aftaler med virkning fra 31. december i år.
Hun holder dog en dør på klem og siger, at det i sidste ende er regeringens beslutning, om aftalerne skal opsiges.
Faldende begejstring
En markant udvikling. Sådan betegner en af Danmarks førende forskere inden for udviklingssamarbejde – professor Anne Mette Kjær fra Aarhus Universitet – den svenske beslutning.
Hun peger på, at den højreorienterede koalitionsregering, som kom til magten ved Sveriges seneste valg, allerede fra begyndelsen skar ned på midlerne til udviklingssamarbejde og -forskning og nok ikke har samme interesse for udviklingssamarbejdet som tidligere regeringer har haft det.
Noget tilsvarende lyder fra en anden af Danmarks førende udviklingsforskere, Lars Engberg Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier:
”Det er mit indtryk, at den svenske regering ikke er så begejstret for udviklingssamarbejdet og muligvis heller ikke det svenske civilsamfunds rolle i det. Det kan være en årsag til, at man gør sådan her.”
To modeller
Konkret har den svenske regering bedt Sida om at undersøge to nye modeller for støtten til civilsamfundet. I den første model skal Sida komme med bud på, hvad det vil kræve af mandskab og ressourcer, hvis Sida selv skal overtage støtten til de lokale organisationer, som i dag modtager støtte via svenske organisationer, skriver Development Today.
Den anden model, som regeringen har sat Sida til at undersøge, ligner den nuværende, men hvor ikke blot svenske organisationer, men i princippet organisationer fra hele verden, kan få en strategisk partnerskabsaftale med Sida.
Senest den 15. maj skal Sida desuden have undersøgt, i hvilken grad transaktionsomkostningerne kan mindskes i forbindelse med at få udviklingsbistanden fra den svenske stat til de endelige modtagere ved at fjerne led undervejs.
Hvis den svenske regering ønsker at støtte civilsamfundsorganisationer i Syd mere direkte, er det en udmærket tanke, lyder det fra Lars Engberg Pedersen.
”Men jeg tror ikke, at det i realiteten bliver muligt at gøre meget bedre end den måde, det sker nu. For alternativet til de svenske organisationer vil sandsynligvis være internationale ngo’er, og dem har den svenske regering meget mindre føling med end med de svenske ngo’er og sværere ved at påvirke.”
Og hvis svenske ngo’er bliver byttet ud med internationale ngo’er, vil der stadig være et lag mellem den svenske regering og de lokale organisationer. Samtidig risikerer man at miste noget af den folkelige forankring af udviklingssamarbejdet, mener han.
Og hvis Sida selv skal stå for kontakten til de små og mellemstore organisationer i de lande, som den svenske bistand går til, vil det kræve meget mere arbejdskraft og bureaukrati, for i Sverige er der – ligesom i Danmark – mange og stramme krav til, at der bliver holdt styr på pengene og holdt øje med, at der ikke forekommer korruption, forklarer han.
I virkeligheden er den konstruktion slet ikke realistisk, mener han, for de små, lokale organisationer i de lande, som Sverige giver udviklingsbistand til, har ikke kapacitet til selv at søge om midler fra Sida eller i det hele taget opfylde de forvaltningsmæssige krav, som Sida stiller.
En afvikling af systemet
Reaktionerne fra de svenske organisationer er overraskelse og kritik.
Organisationen Diakonia havde en aftale, der løb til udgangen af 2025, og den skulle have haft 160 millioner svenske kroner fra Sida næste år. Den står til at miste hovedparten af sine indtægter, for to tredjedele af dens budget finansieres af midler fra Sida, fortæller Development Today.
”Det er afgjort den mest dramatiske forandring, som jeg har oplevet, siden jeg begyndte i sektoren i 2001. De foreslår jo at afvikle hele systemet,” lyder det fra generalsekretær Mattias Brunander.
Fra Concord Sweden, som er paraplyorganisation for de svenske udviklingsorganisationer, lyder det, at det er den største og mest disruptive forandring af Sidas strategi for civilsamfundet, som nogensinde har fundet sted. Direktør Cecilia Nilsson Kleffner kritiserer den hastighed, som beslutningen er blevet truffet med og kalder processen for uigennemsigtig.
Det er klart, at organisationer som Diakonia, der får en meget stor andel af deres omsætning fra Sida, vil blive hårdt ramt, hvis støtten forsvinder. Det vil i det hele taget lægge pres på alle de organisationer, som i dag har de strategiske samarbejdesaftale, fordi de vil skulle kæmpe med flere om de samme midler, siger Anne Mette Kjær.
Danmark følger ikke med
Lars Engberg Pedersen mener ikke, at noget tilsvarende vil ske i Danmark. I hvert fald ikke som det politiske landskab ser ud for tiden:
”Jeg tvivler på det – i hvert fald på den korte bane – for i regeringen og de tilstødende partier er der et flertal, som mener, at det er vigtigt, at vi har et dansk civilsamfund involveret i udviklingssamarbejdet.”
Her er Anne Mette Kjær enig og uddyber:
”I mange år har vi i Danmark valgt at gå udenom regeringer, der har været for diktatoriske, og som vi har haft svært ved at arbejde sammen med. I stedet har vi arbejdet i landene via organisationer, som har stor erfaring der og som har nogle muligheder, som staten Danmark ikke har.”
Men hvis man tænker videre i den pragmatiske idealisme, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har lanceret i forhold til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, så vil hun ikke afvise, at det officielle Danmark fremover faktisk gerne vil tale med regeringerne i de lande, som vi finder problematiske. Og det vil måske kunne medføre, at behovet for at arbejde via ngo’er vil blive mindre. Men det er alt sammen rent hypotetisk, for der har indtil videre ikke været politiske udmeldinger, der går i den retning, understreger hun.
