Fra 155 millioner til 20 millioner svenske kroner. Så meget falder den officielle svenske bevilling til oplysning om landets udviklingssamarbejde fra 2022 til 2023.
Sverige har ligesom Danmark i årtier haft tradition for, at civilsamfundsorganisationer, filmmagere, journalister, forfattere og andre typer af kulturformidlere kan få tilskud fra det statslige udviklingsagentur til at oplyse om landets udviklingssamarbejde, Verdensmålene og forholdene i de lande, som modtager udviklingsbistand. Men det er ved at være slut.
Den 17. januar skrev Sida – den svenske pendant til Danida – at det nu stopper sin støtte til civilsamfundets oplysningsarbejde.
”Sida vil gerne rette en stor tak til alle dem, der har kommunikeret og informeret om en mangfoldighed af forskellige lande og fagområder. Og for de resultater, vi har formået at opnå sammen,” lød det fra Torbjörn Pettersson, Sidas chef for HR og kommunikation i en meddelelse på Sidas hjemmeside.
Støtten i 2023 – de 20 millioner kroner – skal sikre at igangværende projekter bliver afsluttet på en ordentlig måde. Om støtten til oplysningsvirksomhed skal stoppes eller fortsættes i en eller anden form, overvejer regeringen nu, skriver Sida.
Historisk nyorientering
Sidas meddelelse er en udmøntning af en beslutning fra regeringen i december. Beslutningen er drastisk, men den er ikke overaskende. For allerede i dokumentet, der ligger til grund for tre-parti-regeringen med Moderaternes leder, Ulf Kristersson, i spidsen, blev det gjort klart, at der skulle gøres op med landets hidtidige udviklingspolitik.
Reformdagsordenen for svensk udviklingsbistand begynder nu.
Johan Forssell, minister for for udviklingsbistand og udenrigshandel
Hovedpunkterne i regeringens beslutninger var, at Sida i fremtiden skal koncentrere sig mere om reform- og genopbygningsarbejde i Ukraine, skabe en større rolle for svensk erhvervsliv i udviklingssamarbejdet og fokusere mere på migration og klimabistand.
”Denne forordning er udgangspunktet for en historisk nyorientering af den svenske udviklingsbistandspolitik. Heri er der opgaver om reform- og genopbygningsstøtte til Ukraine, samarbejde mellem udviklingsbistand og handel og klare prioriteter for den mest effektive anvendelse af svenske udviklingsbistandspenge. Reformdagsordenen for svensk udviklingsbistand begynder nu,” lød det fra ministeren for for udviklingsbistand og udenrigshandel Johan Forssell i regeringens pressemeddelelse.
Oplysningsindsatsen er altså blot en del af en større forandring af en af de politiske søjler – udviklingssamarbejdet – der har være med til at gøre Sverige til en humanitær stormagt.
Fra ngo-sammenslutningen Concord Sverige bemærkes det, at de 155 millioner kroner, som Sida havde til informationsarbejdet, blot udgjorde tre promille af den samlede udviklingsbistand, og derfor ikke optog meget plads på budgetlinjerne.
Men indsatsen er nødvendig, fordi det arbejde, som udføres for udviklingsmidlerne, sker langt væk fra Sverige, og hvis svenskerne, som jo betaler for det, skal have en chance for at vide hvad pengene går til, så er det nødvendigt med ressourcer til at fortælle om det, mener sammenslutningen.
Et logisk sted at begynde
Concord Sveriges pointe – at oplysningsarbejdet er en del af fundamentet for udviklingssamarbejdet, og at et opgør med oplysningsindsatsen derfor kan skade opbakningen til udviklingssamarbejdet – kan faktisk være med i regeringens overvejelser, mener Lars Diurlin, der er dr.phil i filmvidenskab ved Stockholms universitet.
… logisk at starte på det område, som udviklingsbistandsaktørerne i 60 år har set som en forudsætning for politikområdets eksistens: den vidensskabende og holdningsændrende information
Lars Diurlin, dr.phil i filmvidenskab ved Stockholms universitet.
I et debatindlæg i OmVärlden argumenterer han for, at beskæringen af informationsmidlerne slet ikke handler om kroner og ører, men at det kan være første skridt i at afvikle det svenske udviklingssamarbejde, som svenskerne har kendt det i årtier.
”Hvis den politiske vilje i Sverige er, at udviklingsbistanden som politisk projekt gradvist skal afvikles, er det logisk at starte på det område, som udviklingsbistandsaktørerne i 60 år har set som en forudsætning for politikområdets eksistens: den vidensskabende og holdningsændrende information,” skriver han.
Den høje udviklingsbistand var en del af landets aktive udenrigspolitik. Det var med til at skabe goodwill om Sverige og et image som en moralsk stormagt. For at sikre sig folkelig opbakning til den politik, fik Sida til opgave at udføre informationsaktiviteter, som skulle fastholde og styrke befolkningens interesse og støtte til udviklingspolitikken, skriver Lars Diurlin.
”Det var ikke muligt at stole på, at svenskernes moralske kompas automatisk pegede på det globale syd. Samtidig forskning viste, at svenskernes viden om og interesse for situationen i fattige lande var lav. Det blev set som en bekymrende hindring i arbejdet med at legitimere den førte politik,” påpeger Lars Diurlin i indlægget.
Bistanden har udspillet sin rolle
Sverige har i årtier været blandt den lille gruppe af lande, som har levet op til FN’s mindstemål om at give 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) til udviklingsbistand. Udover Sverige er det for tiden kun Luxembourg, Norge, Tyskland og Danmark, der lever op til kravet.
I Sverige har det siden 1960’erne været officiel politik, at landet skulle give hele én procent af sit BNI til bistand, og det har landet levet op til siden midt i 1970erne. Men det er også slut nu. For i efteråret afkoblede regeringen udviklingsbistanden fra BNI, som OmVärlden kunne fortælle.
Det betyder, at bistanden fremover skal aftales, når der forhandles finanslov – ligesom det er tilfældet på langt de fleste andre områder. Dog skal bistandsbudgettet fastlægges for tre år ad gangen.
Årsagen til den historiske ændring i svensk udviklingspolitik finder man i de svenske politikeres beslutning om at søge optagelse i forsvarsalliancen NATO, som nabolandene Danmark og Norge har været medlem af, siden organisationen blev grundlagt i 1949.
Det siger David Nilsson, der er docent i teknik- og videnskabshistorie på KTH, Sveriges største tekniske universitet, og tidligere medarbejder i Sida.
I et debatindlæg skriver han, at landets udviklingspolitik i en række henseender har udspillet sin rolle. En af rollerne var at opbygge politisk kapital og skabe alliancer med lande, som ikke var med i enten NATO under ledelse af USA eller Warszawa-pagten under ledelse af Sovjetunionen.
Men med ansøgningen om medlemskab af NATO blev der sat punktum for den politiske strategi, og derfor er der en logik i at udviklingspolitikken bliver omkalfatret, mener han.
