Godt to milliarder mennesker lever og arbejder i dag i det, vi kalder ”den uformelle økonomi”.
Den omfatter alt fra gadehandlere, daglejere, skraldesamlere, små erhvervsdrivende, motorcykeltaxier, bygningsarbejdere med mange flere – og de er især defineret ved det, de ikke er: De er ikke omfattet af et reguleret arbejdsmarked, overenskomster og sociale sikkerhedsnet.
De lever ofte fra hånden til munden i en gråzone af samfundet uden rettigheder i forhold til myndighederne, uden adgang til sundhed og uddannelse og uden adgang til lån, så de kan udvikle deres forretning.
Ulige samfund med fattigdom
I Danmark har fagbevægelsen sammen med arbejdsgivere og skiftende regeringer etableret en social dialog, som gennem aftaler og overenskomster sikrer, at den enkelte lønmodtager har en fornuftig løn og anstændige arbejdsvilkår, og at løndannelsen hænger sammen med den produktivitet, der faktisk skabes i økonomien.
Hvordan man end vender og drejer det, er investeringer, arbejdspladser og lønninger det første afgørende skridt ud af fattigdommen.
Vores aftalesystem sikrer ro på arbejdsmarkedet. Og vores offentlige sektor sørger for infrastruktur, social beskyttelse og at vi har en sund og veluddannet befolkning. Det er vores danske model.
Mange udviklingslande er ulige samfund med udbredt fattigdom.
Det er lande, som er præget af mange unge, dårligt uddannet arbejdskraft, arbejdsløshed, ringe sundhedssystemer og fravær af sociale sikkerhedsnet, strøm, vand, veje og anden infrastruktur, problemer med korruption og kriminalitet.
Og så har vi slet ikke berørt krig og konflikt, der sender millioner på flugt – som regel til det nærmeste, nogenlunde sikre land.
En kæmpe udfordring
I dag er 50 millioner officielt defineret af ILO som arbejdsløse i Afrika syd for Sahara. Men over 250 millioner mennesker er working poor, der lever for mindre end 2 dollars om dagen.
Ser vi 15 år frem, vil der være behov for yderligere 150 millioner nye arbejdspladser for at skabe job til den voksende erhvervsaktive befolkning i Afrika syd for Sahara.
Spørgsmålet om arbejdsløshed i Afrika er derfor afgørende og presserende, og kun den private sektor, der skaber 9 ud af 10 nye job, kan møde denne udfordring.
Og hvis du spørger den enkelte indvandrer fra Afrika, der banker på EU’s port, så indeholder ønskesedlen typisk:
Et anstændigt arbejde med en løn, der gør det muligt at forsørge familien derhjemme, skolegang til børnene, adgang til relevante uddannelser og et ordentligt sundhedssystem.
At opfylde disse ønsker kræver fred, vækst og beskæftigelse i hjemlandet.
Vigtigt at de er selvhjulpne
Læs videre på
http://jyllands-posten.dk/debat/international/ECE8326836/Kortsigtet-at-sk%C3%A6re-i-hj%C3%A6lp-til-ulande/
Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey danner formandskab for Ulandssekretariatet – fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation.
Kommentaren er stillet til rådighed for Globalnyt efter henvendelse fra Ulandssekretariatet. Den optrådte første gang 24.12.2015 i Jyllands-Posten.
