Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
I lørdags blev der samlet 98 millioner kroner ind til 12 danske udviklingsorganisationer. Statsministeren og udenrigsministeren var med til at samle ind.
I efteråret blev alene 8 af de 12 organisationer, der står bag Danmarks-indsamlingen beskåret med omkring 175 millioner kroner. Samlet var finanslovsbesparelserne på danske u-landsrettede civilsamfundsorganisationer på knapt 300 millioner kroner. Det er 3 gange så meget, som de gavmilde danskere med statsministerens hjælp samlede ind i lørdags.
Sammenligner vi med den totale nedskæring på dansk udviklingssamarbejde, taler vi ikke om millioner men om milliarder af kroner. Nødhjælpen rammes kun meget moderat, men den langsigtede udviklingsbistand er man i gang med at skære næsten helt væk. Mange af de projekter, der blev samlet ind til i lørdags var langsigtede udviklingsprojekter.
I en Facebook-opdatering kaldte jeg af flere grunde Danmarks-indsamlingsshowet for pinligt. Det var til tider et professionelt dårligt show med forbløffende megen dilettant. Men de vigtigste grunde var dog
-
At jeg synes, det var pinligt, at to af regeringens topministre, der har gjort, hvad de kan for at bagatellisere den negative betydning af, at milliarder af fattigdomsorienterede bistandskroner skæres væk, fik lov til at lade som om, de synes, at selv de mindste beløb kan gøre en enorm forskel for fattige mennesker i en uretfærdig og fattig verden.
-
At Danmarks Radio, som public servicemedie, svigtede ethvert journalistisk princip ved totalt ukritisk at juble sig igennem en forlorent reklameshow.
Jeg kan til nød forstå statsministeren og udenrigsministeren. De får en chance og tager den. Og hvor mange mennesker kan holde redde på alle de millioner og milliarder, der svirrer i luften. Måske tror mange danskere at Danmark nu giver mere.
Men jeg kan ikke forstå Danmarks Radio. Der var journalister med i showet. Det var – i hvert fald i teorien – en blanding af underholdning og journalistik. Men ingen stillede mig bekendt de mest simple journalistiske spørgsmål.
Som for eksempel:
-
Hvis man kan redde X antal børns liv ved at give en skærv til Danmarks-indsamlingen, tager man så XXL børns liv ved at halvere den bilaterale danske udviklingsbistand?
eller
-
Hvis man kan sikre et bedre liv for 1 million børn med 100 millioner indsamlede Danmarks-kroner, hvor mange millioner børn får så et dårligere liv, når der skæres 2-3 milliarder kroner i dansk udviklingsbistand?
Det sidste spørgsmål er ikke tilfældigt udvalgt. På Danmarks-indsamlingens hjemmeside kan man læse, at danskerne siden 2007 har bidraget med i alt 770 millioner kroner til indsamlingen, og at man derigennem har sikret omkring 7 millioner mennesker en bedre tilværelse og fremtid. 100 millioner kroner giver altså tæt ved 1 million mennesker en bedre fremtid. Hvor mange får så en endnu elendigere fremtid, når regeringen skærer 2-3 milliarder kroner?
Det kunne være et forslag til en opgave i folkeskolens samfundsrelevante matematikundervisning. Men det kunne også være et simpelt journalistisk spørgsmål for eksempel til Kristian Jensen, der er udenrigs- og udviklingsminister.
Det er showets natur, at man svælger i, hvor lidt der skal til for at give børn og andre mennesker et bedre liv. Sommetider er det urealistisk. Men netop i den ramme kunne man stille de journalistiske spørgsmål, om hvor mange børn (i eller udenfor nærområder) regeringen nu giver et dårligere liv.
Engang imellem og senest i debatten om 1864-tv-dramaet diskuterer man, om Danmarks Radio politiserer eller ikke. Og hvad farve politiseringen har. Nedskæringspartierne må glæde sig langt ind i den dårlige samvittighed over Lise Rønnes, Ulla Essendrops og de andre DR-repræsentanters ageren lørdag aften. Det var politisering, der ville noget.
