Dansk NGO: Nordkoreanerne har desperat brug for hjælp

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der er stort fokus på det aktuelle lederskifte i Nordkorea, men samtidig mangler millioner mad i det fjernøstlige land.

Mission Øst opfordrer til, at danskerne husker på den nordkoreanske befolkning, skriver NGOen i en pressemeddelelse tirsdag.

Som eneste danske private organisation leverer Mission Øst nødhjælp i form af mad til Nordkorea.

Mission Øst har desuden sendt en direkte appel til udviklingsminister Christian Friis Bach (R) med anmodning om støtte til at brødføde yderligere 100.000 børn, gravide og ammende kvinder og ældre, som er særligt udsatte i den nuværende situation.

Generalsekretær Kim Hartzner er for nyligt vendt hjem fra det kommunistiske land, hvor han deltog i kontrollen af uddeling af nødhjælp til næsten 10.000 børn. Kim Hartzner, der selv er læge, undersøgte flere af de børn, som modtager hjælpen.

– Nordkoreanerne har desperat behov for hjælp. Det må ikke være rigtigt, at op mod 400.000 alvorligt underernærede børn ikke får hjælp, fordi de bor i et lukket land, siger han.

Ifølge FN står millioner af nordkoreanere på randen af hungersnød. Naturkatastrofer har forværret den humanitære situation i landet, som i forvejen kæmper for at brødføde sine anslået 23 millioner indbyggere.

Bl.a. er der ikke landbrugsjord nok, og metoderne giver ikke nok udbytte. Det anslås, at op mod 400.000 børn er alvorligt underernærede, og det er disse, Mission Øst særligt fokuserer på.

Tæt overvågning

De seneste måneder har Mission Øst uddelt mere end 200 tons nødhjælp til vuggestuer, børnehaver og børnehjem og et børnehospital.

– Vi har overvåget nødhjælpen tæt. Vi har talt op i lagerhaller, tjekket lister, talt med personale og set at børnene spiser maden. Som en mellemstor NGO har vi den fordel, at vi kan fokusere særligt på at opbygge vigtige lokale relationer og overvåge tæt på lokalt niveau, gør Hartzner gældende.

Desværre er fødevarekrisen i Nordkorea en af verdens mest underfinansierede.

Selv om Verdensfødevareprogrammet (WFP) i foråret 2011 appellerede til det internationale samfund om midler til at hjælpe 3,5 millioner af de mest sårbare nordkoreanere, er kun omkring 30 procent af pengene kommet ind.

WFP har derfor efterlyst hjælp fra andre aktører, herunder organisati-oner som Mission Øst, fordi FN-systemet ikke kan dække behovene alene.

Yderligere oplysninger hos:
Generalsekretær Kim Hartzner på tlf. 39 61 20 48 eller journalist Maria Callesen på tlf. 39 61 20 48 eller e-mail: [email protected]

Man kan se Mission Østs billeder fra Nordkorea på: http://photos.miseast.org/NorthKorea

Mission Øst om Mission Øst

Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Vi baserer arbejdet på kristne værdier og hjælper mennesker i nød uanset race, religion og politisk ståsted.

Mission Øst gennemfører projekter direkte eller gennem partnere i Afghanistan, Armenien, Nepal, Pakistan, Rumænien, Tadsjikistan og Nordkorea.