Danidas jubilæum fejres med diverse tiltag. 15. april udkom det officielle magasin Udvikling med fem årtiers dansk udviklingshistorie – og selvkritik.
Af Daniel Henschen
I 2012 fylder Danida 50. Det er et vigtigt jubilæum for alle, der interesserer sig for forholdet mellem Danmark og den ikke-vestlige verden. Og det markeres naturligvis af fødselaren selv.
Mest iøjnefaldende i byrummet og på nettet er en plakatserie, hvor borgere i forskellige udviklingslande er udstyret med kærlighedserklæringer til Danida og den danske udviklingsstrategi.
Et andet initiativ er udstillingen ”Danidas Oplevelsescirkler”, der lige nu turnerer mellem landets indkøbscentre.
Historiemagasin på gaden
Den 15. april udsendte Udenrigsministeriet så en historisk gennemgang af fem årtiers Danida-historie. Gratis, på tryk og på nettet.
Her kan den interesserede læse, hvordan Tanzania blev ”udviklings-darling”, om den erklærede afsked med donorstyring og blive præsenteret for økonomen Esther Boserup og skiftende tiders udviklings-pionerer.
Det er journalistisk historieskrivning med fokus på den rammende historie, der karakteriserer tiden.
Statslånene er med til at tegne historien om halvfjerdsernes udviklingsbistand. I firserne er det blandt andet kopimedicinens revolutionerende sider – og modstanden fra medicinalbranchen.
Og så har magasinet en selvkritisk tilgang. F.eks. i omtalen af de tidlige landbrugsprojekter i Indien, ”herremandsprojekterne”, som det hedder. Eller når det gælder ”Det syge danske mønsterhospital” i Congo, der aldrig får inddraget de lokale partnere og derfor ender som tom skal.
Det fortjener ros, selv om kritikken er stærkest, når det gælder fortidens strategier.
Find magasinet på www.danida.dk