Mellemfolkeligt Samvirke åbner ny Global Højskole i Nepal

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) udvider sit Global Højskole program fra Kenya til at omfatte en højskole i Nepal. Den sætter fokus på globalt medborgerskab, og temaet for programmet er ”Gamle Traditioner, Nye Strømninger”.

Her stilles der skarpt på, hvordan det er at være ung i lande hvor brudfladerne mellem en rivende udvikling og modernisering og mere traditionelle livssyn ofte er meget fremtrædende, skriver organisationen i en pressemeddelelse torsdag.

”Højskoleopholdet vil især sætte fokus på de unge, der tør gå nye veje og som via kreative og innovative aktiviteter udfordrer lokale traditioner og tænkemåder”, fortæller Rikke Hove, der er manager på MS’ Global Platform i Nepal og medudvikler af programmet til højskolen.

“Asien er en verdensdel, som kommer til at spille en afgørende rolle i vores globale fremtid, og vi stiller derfor skarpt på Nepal og Indien, begge sydasiatiske lande, som gennemgår en historisk udvikling i disse år. Det er en udvikling, som vi synes det er vigtigt at danske unge får et indblik i”.

Mira Rønje, der er ansvarlig for forbe-redelsesprogram-met til Global Højskole, forklarer:

”Samfundsmæssigt interesserede unge ønsker at opleve dele af verden, der kan give dem nye perspektiver, som de kan tage med sig i deres videre færden, og bruge i deres studie- og arbejdsliv.”

Hun fortsætter: “Det forsøger vi at imødekomme ved at give dem mulighed for at mødes og samarbejde med unge fra Nepal og Indien. De medvirker aktivt i forskellige udviklingsprojekter, og der skal diskuteres globale fattigdomsproblematikker og politik.”

Hun fortæller, at ligesom på MS’ Global Højskole i Kenya vil højskoleprogrammet bevæge sig mellem teoretiske diskussioner og praktiske øvelser og ekskursioner.

Blandt de fag, der vil blive undervist i, er globalisering, kulturforståelse, sydøstasiatisk historie og politik, medieproduktion og en lang række kreative fag.

Både i Nepal og Indien vil højskoledeltagerne kunne stifte bekendtskab med nogle af MS’ mange partnerorganisationer.

”Nepal er et gammelt MS-programland, og vi har haft projekter dér i mange år. Samtidig er det også i Kathmandu at vi har vores kursus- og aktivitetscenter Global Platform Nepal, og det er derfor oplagt at starte en højskole op her, da vi har et netværk af samarbejdspartnere i Nepal”, siger Rikke Hove.

Hun fortsætter: “Samtidig har vi i mange år sendt volontører til Indien, og kombinationen af de to lande synes vi er en fantastisk mulighed for at skabe et program til unge, der ønsker at opleve Asien uden for de gængse backpackerruter.”

“Vores program lægger vægt på viden og indsigt, der gerne skal give dybere forståelse af landene og deres kulturer, samtidig med at man får fællesskab, trygge rammer og mulighed for personlig udvikling”, siger Rikke Hove.

Demokratiske udfordringer

Højskoleprogrammet kommer også til at have fokus på de demokratiske udfordringer, som både Indien og Nepal står over for.

I 2008 fik Nepal endelig fred efter 10 års borgerkrig. Den maoistiske oprørsbevægelse væltede kongen med løftet om at etablere en demokratisk republik.

Fire år senere står landet uden en besluttende parlamentarisk forsamling og forfatning, og de mange løfter er endnu ikke indfriet.

”I Nepal står man midt i en brydningstid. På den ene side oplever man en vis optimisme blandt folk, fordi de øjner mulighed for at ændre tingenes tilstand”, siger Rikke Hove.

Hun fortsætter: “Omvendt er der også både skuffelse og skepsis over de manglende resultater. Vi oplever en utrolig kreativitet og nytænkning blandt mange, der ønsker at skubbe Nepal i en positiv retning”, forklarer Rikke Hove.

I Indien, hvor turen går til Bangalore, Bombay og Goa, kan deltagerne stifte bekendtskab med den boomende IT-industri, Bollywood og den fattigdom, der også præger landet.

I Goa sættes der fokus på dilemmaerne omkring turistindustrien, hvor lokalbefolkningen konstant stilles overfor udfordringer omkring adgangen til områdets ressourcer.

Rikke Hove fortsætter: ”Indien er jo et fantastisk kontrastfyldt land. En sjettedel af verdens befolkning kommer herfra, og der er så mange forskellige kulturer og steder at se og opleve.”

“På den ene side er økonomien siden 1990erne vokset utroligt og Indien er bl.a. udråbt som en reel konkurrent til Kina som Asiens største økonomi. På den anden side kæmper landet stadig med enorm fattigdom. Det er med til at gøre Indien til et interessant rejsemål for højskolen”.

I Nepal glæder Rikke Hove sig til det første 4 måneders højskolehold starter op i marts 2013.

”Vi har netop lagt sidste hånd på programmet. Der er en sprudlende energi og motivation blandt unge i Nepal, der engagerer sig i samfundet og har store drømme om fremtiden. Den energi og kreativitet har været med til at udvikle højskolen.”

Global Højskole Nepal starter første hold op i marts 2013. Foruden det lange ophold på fire måneder tilbyder Global Højskole Nepal kortere ophold.

Bl.a. et ophold for deltagere over 40 i november 2012. Global Højskole Kenya kører hold i september 2012 og starter et nyt hold op igen i marts 2013. Begge højskoler har også efterårshold i 2013.