Indien fri for polio

Forfatter billede

Tre år er der gået, siden Indien sidst registrerede et tilfælde af polio. Derfor vil landet mandag erklære den invaliderende sygdom udryddet i landet, skriver flere internationale medier. Verdenssundheds-organisationen WHO forventes at følge trop i februar.

I 1985 blev 150.000 indere ramt af polio (børnelammelse), og indtil 2009 blev flere end halvdelen af verdens rapporterede polio-tilfælde registreret i det enorme land.

Siden har et massivt og nøje gennemført offentligt vaccinationsprogram vist sig at være en af det indiske sundhedssystems succeshistorier. Og i dag vil landet erklære sig polio-frit.

Et tilfælde i 2011

Kun ét tilfælde af polio blev der registreret i 2011 – et fald fra 741 tilfælde i 2009, og i 2012 fjernede WHO Indien fra listen over polio-endemiske lande.

Pakistan, Afghanistan og Nigeria står stadig på listen, der refererer til lande, hvor polio-virus cirkulerer frit og hvor overførslen af den smitsomme sygdom ikke er blevet stoppet.

Polio hos naboen

Med landegrænse mod Pakistan frygter eksperter ifølge BBC da også, at Indiens udryddelse af polio kan vise sig at være midlertidig, ligesom udbrud er sandsynlige i andre dele af verden i takt med, at vaccinationsprogrammer i er blevet suspenderet i dele af Afghanistan og Pakistan, hvor militante grupper ser vaccinen som et vestligt plot.

Også i Syrien og Somalia er der set nye udbrud af polio i takt med at krig og konflikt har sænket antallet af vaccinationer betragteligt.

Massiv kampagne

I Indien har tæt på 2,3 millioner frivillige ifølge BBC besøgt 209 millioner hjem hvert år for at vaccinere i alt 170 millioner børn under fem år.

Det landsdækkende vaccinationsprogram startede allerede i 1990’erne og har fået massiv opbakning fra såvel FN-organisationer som lokale ngo’er og Bollywood-stjerner.

Ifølge Al-Jazeera har programmet kostet 160 millioner dollars.

350.000 invalideret

Polio kan føre til invalidering eller endda død indenfor få timer. Så sent som i 1980’erne var sygdommen registreret i ca. 100 lande, og efterlod 350.000 mennesker invaliderede hvert år.

Mæslinger næste mål

Indien udryddede kopper tilbage i 1980’erne og polio er dermed den anden sygdom, der er blevet udryddet i landet takket være et udbredt offentligt vaccinationsprogram.

Næste kampagne gælder mæslinger, siger lederen af UNICEF’s polioindsats i Indien, Nicole Deutsch til nyhedsbureauet AFP. Hun kalder udryddelsen af polio en ‘monumental milepæl’.

En alvorlig fejl

En kun 18-måneder gammel baby blev i januar 2011 Indiens sidste offer for polio. Den lille pige har smerter og selvom hun kan gå, kan hun ikke løbe.

Hendes far, Abdul Shah, erkender overfor AFP, at det var en ‘alvorlig fejl’ at undlade at vaccinere familiens to døtre mod polio. Kun sønnen var blevet vaccineret.