Red Barnet og danske virksomheder: Vi vil mindske den globale ungdomsledighed

Forfatter billede

Af Lotte Niemann Jørgensen, U-landsnyt.dk

Danske virksomheder, fagbevægelsen, Danida og NGO’er var torsdag repræsenteret til Red Barnets debatmøde med overskriften ”Hvordan løser vi den globale ungdomsledighed”. Det blandede panel konkluderede, at det er i alles interesse at løse den globale problematik om ungdomsledighed.

KØBENHAVN, 5. FEBRUAR 2015: På en kold, solbeskinnet torsdag stimlede over 40 interesserede fra udviklingsbranchen sammen i Red Barnets lokaler på Vesterbro for at lytte og udfordre paneldeltagernes argumenter.

”Den stigende globale ungdomsledighed udgør en tikkende bombe for vækst og stabilitet verden over”, indledte Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.

Unge mellem 15 og 24 år udgør 17 procent af verdens befolkning, men de udgør hele 40 procent af verdens arbejdsløse.

Danske virksomheder kan spille en vigtig rolle i at mindske ungdomsledigheden ved at støtte op om uddannelse og jobs for de unge i samarbejde med NGO’er og statslige aktører.

På debatmødet var der dog en klar anerkendelse af, at en løsning kræver samarbejde fra flere sider.

”Dette er ikke en dagsorden, Danida har alene. LO og DI må engagere sig med lokale partnere, og der vil Danida se, om vi kan facilitere noget”, understregede Martin Bille Hermann, direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet.

Manglende link mellem virksomhed og uddannelse

Det blev understreget løbende i debatten, at problematikken i ungdomsledigheden bunder i manglende eller ikke relevant skolegang for de mest marginaliserede unge, der ikke matcher de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger.

Et øget fokus på mere uddannelse i udviklingslandene løser ikke problemet alene. Der skal skabes et link mellem uddannelserne og erhverslivet. Det kan ske ved at skabe flere erhvervsuddannelser, oprette praktikordninger og tilføje mere tidssvarende udstyr til uddannelsesinstitutionerne.

Foto: Paneldebatten hos Red Barnet. 

Virksomhedernes egeninteresse

Virksomhedernes motivation for at mindske den globale ungdomsledighed skal gøres klar.

”Vi skal være ude i verden, fordi vi skal skabe vækst i danske virksomheder, og så vil vi samtidig gerne give en hjælpende hånd. Det skal være en win-win for alle”, udtalte Marie-Louise Knuppert, international sekretær i LO.

”Den bedste drivkraft er en sund egeninteresse”, supplerede Martin Bille.

Karsten Dybvad, adm. Direktør i DI, nævnte Grundfos som et eksempel på en dansk virksomhed, der leverer løsninger, som både er kommercielle og bæredygtige.

Når Grundfos etablerer vandforsyninger i Afrika, frigives flere timer dagligt til kvinder, der traditionelt henter vand til husholdningen. Det skaber produktivitet og effektivitet i lokalsamfundet, forklarede Karsten.

En fælles platform

På debatmødet blev det diskuteret, hvordan der etableres det nødvendige samarbejde mellem de forskellige parter.

Debatten kom flere gange ind på Danidas erhvervsstøtteordninger, der for tiden er sat i bero.

Red Barnet foreslår, at særligt de udsatte unges uddannelse, rettigheder og beskæftigelse bør have høj prioritet, når Danida nytænker deres erhvervsstøtteordninger. Ordningen bør desuden indrettes fleksibelt med mulighed for konsortier af flere partnere.

”Jeg tager med mig hjem, at der er en anerkendelse af en fælles dagsorden. Det handler ikke bare om velgørenhed, det er i alles interesse (at løse den globale ungdomsledighed, red.). Regeringer, NGO’er, virksomheder og fagbevægelsen må stå sammen”, afsluttede Mimi Jakobsen.

Paneldeltagerne bestod af:

Karsten Dybvad (adm. direktør i Dansk Industri)

Marie-Louise Knuppert (international sekretær i LO, hovedorganisationen for fagbevægelsen)

Martin Bille Hermann (direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet)

Mimi Jakobsen, tidl. minister og generalsekretær i Red Barnet

Læs mere om Red Barnet og deres samarbejde med virksomheder her

Læs mere om debatmødet her.