Myndigheder i Bangladesh har sagsøgt Muhammad Yunus, der modtog Nobels fredspris for sit arbejde med fattigdomsbekæmpelse, fordi han angiveligt mangler at betale omkring 10 millioner kroner i skat. Iagttagere ser det som politisk forfølgelse.
Arkivfoto: University of Salford Press
Muhammad Yunus, der etablerede Grameen Bank og for alvor fik udbredt mikrolån i Bangladesh, er blevet stævnet af skattemyndigheder i Bangladesh, skriver flere medier.
Ifølge myndighederne skylder Yunus 117,7 millioner taka, svarende til 10,3 millioner kroner, i skat.
En kilde i skattevæsenet siger til netavisen bdnews24, at det er en skattegæld der stammer fra indtægter, som Yunus har haft fra honorarer, priser m.m. gennem flere år.
Netavisen skriver, at skattemyndighederne i de seneste tre år har forsøgt at få Yunus til at betale sin skattegæld.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Yunus selv.
På kant med sheikh Hasina
Den 74-årige Yunus, som nyder stor respekt blandt almindelige bangladashere, har siden 2007 været på kant med landets nuværende premierminister, Sheikh Hasina, efter han kritiserede den indflydelse, hun og hendes familie har.
Det menes også at være Hasina der stod bag, da Yunus blev fjernet fra posten som bestyrelsesformand i Grameen Bank i 2011.
”Jeg tror, at skattestriden er et forsøg på at vise, at hans integritet ikke er uden for al tvivl og at han ikke er så perfekt, som offentligheden ofte mener,” siger analytikeren Ataur Rahman ifølge The Standard til AFP.
I 2006 modtog Yunus Nobels fredspris for sit arbejde med mikrokreditter, der skal hjælpe nogle af Bangladesh’s økonomisk dårligst stillede til at løfte sig ud af fattigdommen.
Han stiftede banken for 40 år siden.
Siden fik han kritik, da en tv-dokumentar, som den danske journalist Tim Heinemann stod bag, i 2010 holdt ham ansvarlig for misbrug af donormidler. Det var i kølvandet på disse afsløringer, at Yunus røg ud fra Grameen Bank.