For præcis et år siden blev verdens ledere enige om FN’s 17 Verdensmål, der skal skabe bæredygtig udvikling frem mod 2030. Et stort spørgsmål er, hvordan denne udvikling skal finansieres. I en tid hvor mange lande, også Danmark, skærer i udviklingsbistanden, argumenterer ny Oxfam-rapport, at bistanden er helt central for opfyldelsen af Verdensmålene. Det skriver organisationens danske afdeling, Oxfam IBIS, i en pressemeddelelse.
En af verdens største folkelige bevægelser for udryddelse af fattigdom, Oxfam, har nyligt lanceret en vision for fremtidens udviklingsbistand under titlen Ansvarlighed og Ejerskab: Udviklingsbistandens rolle for at opnå Verdensmålene. Visionen markerer årsdagen for vedtagelsen af FN’s Verdensmål og fremhæver, at trods en voksende interesse omkring nye måder at finansiere udvikling på, spiller udviklingsbistand stadig en central rolle.
”Oxfams vision er på mange måder i overensstemmelse med Danmarks kommende udviklingsstrategi med fokus på borgerrettigheder, mobilisering af finansiering og udryddelse af fattigdom. Dog kan man godt blive i tvivl, når man læser forslaget til ny udviklingspolitik, om vi giver bistand for at pleje danske interesser eller for at bekæmpe fattigdom og ulighed,” vurderer generalsekretær i Oxfam IBIS, Vagn Berthelsen.
Oxfams vision fokuserer på aktivt medborgerskab og udryddelse af ekstrem fattigdom, og det vækker bekymring, at donorlandenes i stigende grad prioriterer egne interesser gennem udviklingsbistanden, skriver organisationen i sin pressemeddelelse.
I verdens 47 fattigste lande udgør udviklingsbistanden klart den største finansieringsform. Disse lande har endnu ikke mulighed for at mobilisere nationale ressourcer eller tiltrække private investeringer, lyder det fra organisationen.
Rapporten understreger her vigtigheden af den statslige ulandsbistand, og at private investeringer kan være gode for udvikling, men at de under ingen omstændigheder må gå ind og erstatte udviklingsbistanden.
Læs resuméet af rapporten på dansk
Læs den fulde rapport på engelsk på oxfam.org