Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Ved Det Økologiske Råds 25 års jubilæum 23. februar sagde både Mogens Lykketoft (S) og radikale Martin Lidegaard, at de meget gerne ville se et nyt regeringsgrundlag, der systematisk og konsekvent bygger på FN’s nye 17 bæredygtighedsmål for 2030, SDG’erne, der jo omfatter alle de områder en regering – også nationalt – skal arbejde med. Mogens Lykketoft sagde, at han ser det som sin store opgave at overbevise sit parti, Socialdemokratiet, om at fremtiden må baseres på bæredygtighedsmålene.
Dagen før blev bæredygtighedsmålene diskuteret på et symposium på Carlsbergfondet i anledning af udgivelsen af bogen ”Bæredygtig Global udvikling”. Her gav tidligere Venstre-minister, prorektor Lykke Friis udtryk for samme ide, at lade regeringsgrundlaget bygge på bæredygtighedsmålsætningerne.
Begge møder fandt sted, mens man på Marienborg diskuterede et nyt regeringsgrundlag. Ved begge møder var fremhævelsen af, at bæredygtighedsmålene skal og bør styre både den nationale og internationale udvikling et udtryk for et ønske om at målene kommer til at stå langt stærkere i dansk politik.
SDG’erne er ikke en prioriteret opgave
Men på mødet i Carlsbergfondet fik man samtidig en meget klar melding om, at sådan har det ikke indtil nu været for Løkke-regeringen. Den nationale handlingsplan for gennemførelsen af bæredygtighedsmålene koordineres af Udenrigsministeriet, og direktør for udviklingspolitik Martin Bille Hermann skulle tale om handlingsplanen.
Han fortalte imidlertid stort set alene om Udenrigsministeriets meget spændende og innovative politik for at bruge offentlige midler til at generere flere private investeringer ude i verden til de områder og mål, som den nye udviklingsstrategi prioriterer. Det blev kun til almindeligheder om den endnu ikke færdige handlingsplan, og i diskussionen sagde Martin Bille direkte, at det ikke var opgaven at ”skabe en særskilt SDG-proces”. Skal det være anderledes, skal det besluttes politisk.
Den danske grundholdning er, at Danmark klarer sig meget godt i forhold til SDG’erne, der skal måske justeres lidt her og der, men det er ikke en selvstændigt prioriteret opgave. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har på samme måde – lige efter underskriften i FN – givet udtryk for at målene jo især handlede om fattige lande, selv om de udtrykkeligt siger det modsatte. De er universelle, og det er afgørende for fremtiden at gøre udviklingen i rige lande bæredygtig.
Sverige og Norge har højere ambitioner
De øvrige skandinaviske lande griber det langt mere seriøst an. I Norge skal hvert enkelt fagministerium være ansvarligt for et af målene og ved de årlige finanslovsforhandlinger skal ministeriet rapportere om status og udfordringer.
I Sverige har en regeringsnedsat ekspertgruppe (delegation) netop afleveret sin første delrapport, hvori den fastslår, at det handler om ”at skabe forståelse for at det i virkeligheden handler om en omfattende transformation af samfundet”. Der tales om behovet for dialog og forankring hos statslige myndigheder, i kommuner, landsting, samarbejdsorganer, hos arbejdsmarkedets parter i civilsamfundet, i erhvervslivet og i forskningsverdenen. Den svenske regerings ambition er at Sverige skal være ledende i verden i gennemførelsen af 2030-målene.
Når den danske gering tager det så roligt og passivt i forhold til den nationale gennemførelse af bæredygtighedsmålene er det baseret på en holdning om, at Danmark ligger godt i verden både mht. til teknologisk udvikling, grøn omstilling, klimapolitik etcetera. Derfor kan der godt slækkes lidt på ambitionerne.
Skarpe skud fra Connie H.
Den holdning skød blandt andet tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard med skarpt imod ved Det økologiske Rådes jubilæum. Hun og andre beskrev, hvor sindssygt hurtigt udviklingen (heldigvis) går mange steder. Danmark har på visse teknologikområder stadig en god placering, men der skal kæmpes hårdt for at fastholde den. Og derfor er det blandt andet vanvittigt, at der skæres ned på udgifter til forskning og innovation.
Connie Hedegaard greb også meget direkte fat i konkurrenceevneargumentet, og sagde til (den afgående?) regering:
”Lad dog være mede hele tiden at tale om, hvor dyr den grønne omstilling er, og hvor skadelige omkostningerne kan være for konkurrenceevnen. Sagen er jo, at der ikke er nogen anden vej at gå, og gennemfører man ikke den grønne omstilling, er der ingen konkurrenceevne tilbage om 15 eller 20 år”.
