Forholdene er de fleste steder umenneskelige, og alligevel er der kommet håb ind i den barske dagligdag for mange af fangerne.
”Ubumi betyder liv – omsorg for alles liv,” siger initiativets grundlægger og formand, PhD Anne Egelund.
Hun er i dag både glad og ”vildt stolt” over, hvad man har opnået især i de seneste par år, hvor det Obelske Familiefond har støttet Ubumi med 7,4 millioner kroner over 3 år.
”Vi har siden 2006 arbejdet på at forbedre forholdene for særligt udsatte, sårbare grupper i zambiske fængsler, særligt børn fra 0-4 år og alvorligt syge patienter. Projekterne for børn og deres mødre omfatter bedre sundhed og betingelser for børnene, ligesom det for de alvorligt syge gælder bedre ernæring og medicin. Desuden søger vi at opbygge fangernes kompetencer, når det gælder sundhed, grøntsagsdyrkning og uddannelse.”
”Og så har vi vores egen måde at arbejde på,” understreger hun i et interview med Globalnyt.
”Vi gør det således, at de indsatte kan bidrage aktivt til at skabe et bedre liv for sig selv og deres medfanger. Fangerne skal melde sig frivilligt, og de får ikke en kwacha for det.”
Unik tilgang
”Vores tilgang er unik. Vi ser ikke de indsatte som passive modtagere af hjælp eller mennesker, der ikke kan være med til en positiv forandring. Tværtimod fremmer vi deres muligheder for at bedre deres eget liv og medfangernes og håber vi, også ruster dem bedre til livet efter fængselsopholdet,” siger Anne Egelund.
”Indsatte er så forskellige som mennesker ude i samfundet,” fortsætter hun.
Eneste fællesnævner er faktisk, at de typisk er fattige. De færreste har en uddannelse og har haft få muligheder i livet.
”Og så betyder ophold i et fængsel ofte, at fangerne søger en mening og formål med deres liv. Mange er derfor motiverede til forandring. De vil gerne,” siger hun som en forklaring på, at det er så let at få frivillige. Også til at hjælpe alvorligt syge, som er en smittefare.
Ubumi har to ansatte i Zambia som er med til at identificere indsatte med særlige kompetencer, så de f.eks. kan undervise andre.
Grøntsager og uddannelse
Anne Egelund understreger, at fængselsmyndighederne i Zambia erkender at have store problemer, som man gerne vil løse. Som et skridt i den progressive retning kaldes fængsler nu ikke længere fængsler, men correctional facilities (genopdragelses institutioner), og Ubumi støttes i sit arbejde af myndighederne.
Men forholdene er stadig skræmmende dårlige, både for raske og syge fanger. Sundhedstilstanden er dårlig for dem begge.
Derfor prioriterer Ubumi også store køkkenhaver, hvor de frivillige kan dyrke grøntsager til egen og medfangers ernæring. Et projekt, der nu er vokset, så man overvejer at producere også til salg uden for fængslet for at skabe økonomisk bæredygtigt landbrug.
Men det er ikke grøntsager alt sammen. Der er også IT-undervisning og ernæringslære på programmet. Frivillige lærere, frivillige elever.
Børn og legekatalog
Der er ikke mange børn i zambiske fængsler, men Ubumi har fokus på de små i alderen 0-4 år, som er i fængsel med deres mødre. I gennemsnit er der 70 små børn, og det er afgørende for deres udvikling, at de får tilstrækkeligt med nærende mad og bliver stimuleret. Ellers kan deres liv være ødelagt for altid.
Mødrene får en månedlig pakke med madvarer til deres børn samt sæbe, vaskemidler, tøj og andre fornødenheder. Der holdes nøje øje med børnenes udvikling, og om nødvendigt får de lægebehandling.
Ubumi for søger at skabe et mere børnevenligt miljø med ”legehjørner” og legeværelser i fængslet, der også bruges til undervisning af børnene – og deres mødre, som tilbydes grundskoleundervisning.
Ubumis tilbud til især de indsatte unge i alderen 10-18 år, kommer også til at omfatte et katalog over lege, øvelser og aktiviteter, så de indsatte kan have positivt samvær, men også udvikle personlige og sociale kompetencer..
Ubumi følger i stigende grad også op på børn, som må forlade fængslet, enten fordi de bliver ’for gamle’ (over 4 år), eller fordi de af andre årsager ikke kan blive i fængslet. Her støtter Ubumi familierne til at tage vare på børnene. Støtten til den enkelte familie er individuel, men ofte handler det om, hvorledes der kan komme mad på bordet.
2017–resultater i tal
I 2017 fik 7300 indsatte hjælp til forbedret hygiejne og sikkert drikkevand, 7343 indsatte fik behandling for orm, 2405 patienter fik B-vitamin mod thiaminmangel, 3187 blev behandlet for diarre, 557 alvorligt syge mandlige patienter og 29 alvorligt syge kvindelige patienter blev hjulpet med pleje og ernæring, 55 børn fik mad og legemuligheder, 90 indsatte fik IT-uddannelse og 147 både kvindelige og mandlige indsatte og personale fik undervisning i ernæring og madlavning.
Læs mere om Ubumi på organisationens hjemmeside
Ubumi holder generalforsamling på torsdag den 31. maj kl. 19. Det foregår i Birkerød, Blokken 15 1. sal.