Situationen i Vestsahara
Vestsahara er en gammel spansk koloni, der i 1975 var blevet lovet selvstændighed. Men i stedet besatte Marokko landet. Det skete med stor brutalitet, og hovedparten af befolkningen flygtede ud i ørkenen, hvor den blev bombet af marokkanerne indtil den fik lov til ar krydse grænsen til Algeriet. Her bor over 100.000 flygtninge stadig i flygtningelejre i et af verdens tørreste og goldeste områder.
Guerillabevægelsen Polisario bekæmpede frem til 1991 marokkanerne, indtil der kom en våbenhvile og et løfte om, at saharawierne skulle stemme om selvstændighed eller indlemmelse i Marokko. Denne folkeafstemning er aldrig blevet holdt.
Gennem flere år var Vestsahara fuldkommen isoleret fra resten af verden og mange saharawier blev fængslet, tortureret og forsvandt ofte i politiets eller militærets varetægt.
Nazha el Khalidi var kun 14 år, da hun første gang blev anholdt af politiet. Det var i 2005, og de unge i Vestsahara protesterede mod Marokkos besættelse af deres land, der havde stået på siden 1975.
De unge omtaler i dag deres protester som en intifada, og Nazha fortæller, at hendes skole konstant var omringet af marokkansk politi og militær, der slog og chikanerede eleverne.
På et tidspunkt var hun så vred og frustreret, at hun råbte til de marokkanske betjente, at de skulle skrubbe af. Betjentene tog hende med til PCCM, en bygning, der er kendt som politiets torturcenter.
Hun blev anbragt i et rum sammen med andre kvinder, fik bind for øjnene og håndjern på.
”Jeg var virkelig bange. Jeg troede, at jeg skulle dø, eller at jeg aldrig ville komme fri igen,” siger hun.
I 80’erne blev mange saharawier anholdt og mange ’forsvandt’ dengang i marokkanske fængsler. Spanske retsmedicinere har senere fundet ligrester af nogle af dem, mens andres skæbne stadig er ukendt.
”De blev ved med at spørge, om jeg havde relationer til Polisario, men det benægtede jeg,” siger hun. Efter syv timer blev den 14-årige pige løsladt midt om natten – blødende fra næsen og uden sko.
Anholdt under demonstration til fordel for FN-forhandlinger
Hun har senere arbejdet med at optage film og skrive rapporter om marokkanernes overgreb på saharawierne og er en del af gruppen Equipe Media, der sørger for at formidle dokumentationen på sociale medier, og sende den til forskellige menneskerettighedsorganisationer. For denne aktivitet har hun været anholdt flere gange – senest den 4.december, da mange saharawier demonstrerede til støtte for de direkte forhandlinger mellem Polisario og Marokko om en fredsløsning, som FN havde arrangeret.
Nazha var til stede for at dokumentere demonstrationen, blev anholdt og skulle have været i retten den 18.marts, men sagen er nu udskudt til 20.maj. Nazha el Khalidi frygter fængselsstraf, og strafferammen er op til to års fængsel. Anklagen lyder på, at hun har givet sig ud for at være journalist uden for at være det. Hun har studeret engelsk på universitetet i Agadir, men hun bruger al sin tid på at være aktivist.
”Og i øvrigt kan saharawier ikke få job i Vestsahara. Jobbene går til de marokkanske bosættere,” siger hun og understreger, at det heller ikke gør jobsituationen nemmere, at hun er en kendt aktivist.
Den lov, de marokkanske myndigheder mener, hun har overtrådt, er paragraf 381 i den marokkanske straffelov. Den siger, at det er strafbart at udgive sig for at have en profession, som er reguleret af lovgivningen uden at have den nødvendige uddannelse til professionen. Hun er ikke uddannet journalist, men indsamler filmdokumentation og vidnesbyrd, og det bliver hun retsforfulgt for.
Saharawi medier og politiske partier er forbudt i den marokkansk besatte del af landet.
”Så vi forsøger at kaste lys over menneskerettighedssituationen i Vestsahara, da udenlandske journalister ikke kan få adgang til landet. Marokko forsøger at blokere vores stemme internationalt,” siger hun.
Adskillige andre familiemedlemmer har også været fængslet i flere perioder.
”Det er den pris, vi betaler for at være et rigt land,” siger hun og henviser til, at det er på grund af landets rige fosfatforekomster, og sandsynligheden for at finde olie, mineraler og sjældne jordarter, at Marokkos konge ikke vil give slip på landet.
Senest har EU fornyet en fiskeriaftale med Marokko, der giver europæiske – især spanske – fiskere ret til at fiske i havet ud for Vestsahara. Aftalen er i modstrid med international lov og imod EU-Domstolens egen dom fra februar 2018. EU betaler Marokko 208 millioner euro for den ulovlige aftale.
Også Nazhas søster har været anholdt mange gange af politiet. Hun rapporterer til RASD TV om forholdene i den besatte del af landet. RASD TV er en tv-station i flygtningelejrene på den algierske side af grænsen.
Adskilt
De første mange år efter besættelsen var der ingen kontakt mellem saharawierne i flygtningelejrene og dem i den besatte del af landet. Familierne vidste ikke, om andre medlemmer var levende eller døde, men i de senere år har FNs fredsbevarende styrke, MINURSO, der sikrer våbenhvilen mellem Polisario og Marokko, sørget for familiebesøg mellem beboerne i lejrene og dem i den besatte del – men der er årelang ventetid på at komme med et af FN-flyene. Desuden har mobiltelefoner, Facebook og anden moderne teknologi gjort kontakt mulig, så mange familiemedlemmer har genfundet hinanden.
En del af Nazha el Khalidis familie flygtede også i 1975. Hendes forældre gjorde ikke, da familien på grund af faderens arbejde boede i den sydlige del af Marokko. Familien flyttede senere tilbage til hovedstaden El Aaiún, og her er Nazha født.
I 2016 genså hun en del af familien, onkler, tanter, fætre og kusiner, som bor i flygtningelejrene.
”Det var meget, meget spændende at besøge dem i deres telte og at opleve et samfund, hvor alle var saharawier, hvor man ikke blev anholdt for at vise vores eget flag, og hvor alle talte vores eget sprog hassania (der er en arabisk dialekt).”
Hun siger også, at hun ikke ønsker at bo et så øde og trøstesløst sted som der, hvor flygtningelejrene ligger.
”Der er mangel på vand og mad. Men det er et sted, hvor saharawier bliver respekteret, hvor saharawier har kontrollen over samfundet,” siger hun og minder om, at hun er vant til, at alt bliver kontrolleret af Marokko.
”Jeg følte en slags frihed der. Jeg blev ikke set ned på, fordi jeg er saharawi, og jeg følte, jeg har en fælles fremtid med dem i et selvstændigt land,” siger hun.
Mistro til marokkanerne
Alle slags negative udsagn bruges om saharawierne i den besatte del af landet. Marokkanerne kalder dem dovne, dumme og uvidende nomader. Det er da også et faktum, at livsgrundlaget for saharawierne før i tiden var nomadisme og de levede primært af deres store flokke af kameler.
I dag går alle børn i skole, men der findes ingen videregående uddannelser i landet, så vil man uddanne sig, sker det i Marokko.
”Der bliver vi også ydmyget, diskrimineret og ofte udsat for vold,” fortæller hun.
”Men da jeg var barn, ønskede jeg at være smart og raffineret som de marokkanske piger i min skole,” siger hun. I dag, siger hun, er hun stolt af at være saharawi og kæmpe for et helt folks rettigheder.
Selv om saharawiernes politiske ledelse konstant gentager, at der ikke er noget misforhold til marokkanerne – kun til kongen og hans magtapparat – siger Nazha el Khalidi, at hun har en mistro til marokkanerne, fordi mange af dem bliver tvunget til at rapportere alle holdninger og aktiviteter til politiet – og fordi de marokkanske bosættere får jobbene i de industrier, der henter rigdommene ud af hendes land.
”Vi oplever også, at dem, der slår og mishandler os, færdes frit i vores land. Vi ser dem i butikkerne og hvor vi ellers færdes, men vi har ingen handlemuligheder. De er straffrie. Jeg forstår faktisk ikke, at de gør dette mod os, for vi laver altid bare fredelige demonstrationer. Vi reagerer aldrig med vold på deres overgreb,” siger hun.
Skuffet over EU
Nazha el Khalidi er 28 år – født det år våbenhvilen trådte i kraft og FNs fredsbevarende styrke kom til Vestsahara. FN er der endnu og arbejder fortsat på en fredsløsning. Der har været mange skuffelser undervejs – bl.a. fordi Marokko aldrig er gået med til at holde den aftalte folkeafstemning.
”Jeg tror på en løsning,” erklærer Nazha el Khalidi, og hun føler, at hun selv er med til at skabe det pres mod Marokko, som baner vejen for et uafhængigt land.
”Marokko bliver mere og mere eksponeret. Landets overgreb mod os bliver mere og mere synlige, USA presser på og Horst Köhler, FNs generalsekretærs særlige udsending, har fået Marokko til at mødes med Polisario. Det har Marokko ikke villet siden 2012,” forklarer hun.
”Det er en skændsel, at EU – der altid taler om humanisme og menneskerettigheder – på den måde går imod sin egen domstols afgørelse og ofrer sahrawiernes ret, ” siger hun og tilføjer, at Marokko hurtigt har udråbt det som en sejr, at EU indgik den ulovlige aftale.
Nazha el Khalidi er stadig ugift. Men hun håber at blive gift og få børn. Hun bor sammen med sin mor (faderen er død) og nogle af sine syv ældre søskende og deres familier i et hus i Vestsaharas hovedstad el Aaiún. Hun har netop været i Danmark for at fortælle om aktivisme i Vestsahara på en stor konference.
Amnesty International betegner Marokko som en af verdens værste torturstater. Læs mere i denne artikel og denne temaside
