Fulanifolket lever traditionelt et semi-nomade liv baseret på adgang til græsgang og drikkevand til deres kvæg. Gennem de seneste år er konflikter mellem fulanier og agerbrugsfolket dogon blevet forværret og brutaliseret. I marts eskalerede dette til den hidtil værste massakre, da en dogonmilits myrdede mere end 160 fulanier i landsbyen Ogossagou i det centrale Mali.
”Voldens art efterlader ingen tvivl,” skriver International Crisis Group, ICG’s Jean-Hervé Jezequel: ”Det drejer sig ikke længere kun om at eliminere unge mænd for at stjæle deres dyr eller afholde dem fra at slutte sig til jihadisterne. Ved at dræbe kvinder og små børn og nedbrænde hytter og kornmagasiner drejer det sig for angriberne om at terrorisere lokalbefolkningen og at tvinge en særlig befolkningsgruppe, i dette tilfælde fulanierne, til at forlade området. Volden er en del af en logik for etnisk udrensning, der ikke tidligere er set i denne region i Mali.”
5.000 dræbte siden november
Siden et væbnet, islamistisk oprør ramte den nordlige del af Mali i 2012, har Sahel været præget af øget uro, terrorisme og vold. Ifølge Acled, der samler data om konflikter, har 4.776 mennesker i Vestafrikas Sahel-region mistet livet mellem november 2018 og slutningen af marts 2019. Flertallet af angreb har fundet sted i Mali, Burkina Faso og Niger, der alle har oplevet en voldsom stigning i antal angreb sammenlignet med sidste år.
De voldsramte områder i Mali har hverken moderne eller traditionelle myndigheder, der kan mægle eller stoppe stridigheder, før de udvikler sig til åbne konflikter. Det maliske statsapparat er stort set fraværende i den midterste og nordlige del af landet, og de oprindelige myndigheder, der opretholder lokale retsprincipper, har mistet indflydelse.
Stridens æble: Jord og græs
Traditionelle konflikter udarter derfor nu til dramatisk vold mellem de to grupper som angreb og modangreb. Overfaldet på fulanierne i Ogossagou var muligvis hævn for et fulaniangreb på flere dogonlandsbyer et par uger tidligere. Dogonmilitser beskylder fulanierne for at være terrorister, og under dække af at bekæmp terror har de fået statens opbakning til at vende sig mod fulanierne.
ICG’s Jezequel konkluderer: ”Under påskuddet af at kæmpe mod jihadister, har en etnicitetsbaseret vold uden fortilfælde i regionen fået frit løb, og den primære gevinst, der er på højkant, er kontrollen over dyrknings- og græsningsarealer.”
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, har anmodet den maliske stat om at afvæbne militserne, der sår skræk og rædsel. ICG påviser, at den maliske hær har forsøgt dette, men uden resultat.
Gammel konflikt med nye våben
Konflikternes opblussen er ingen tilfældighed, påpeger forskeren og Sahel-specialisten Yvan Guichaoua i The Conversation: ”Jihadisternes ”succes” skal findes i deres evne til at finde og bevæbne eksisterende lokale konflikter, der tidligere kom til udtryk uden vold eller forblev uudtalte […] for derefter at kalde dem jihad.”
I Burkina Faso, som tidligere har været kendt som en fredelig oase i en region plaget af uro, er antallet af angreb steget alarmerende, og fra kun at finde sted i landets nordlige egne, spredes angrebene højere grad til landets østlige del.
Udenlandsk kamp mod terror
I 2017 lancerede Mali, Mauretanien, Burkina Faso, Niger og Chad en fælles G5 Sahel-styrke for at bekæmpe voldelig ekstremisme; cirka 5.000 mand er fordelt over de fem lande. Derudover har Minusma, FNs fredsbevarende mission i Mali, fortsat ca. 13.000 soldater i Mali, mens den franske Barkhne misison, der mønstrer cirka 4.500 soldater spredt ud over Mali, Niger og Chad, også stadig opholder sig i regionen for at bekæmpe terrorisme. Dertil kommer USA’s militærbase med droner i Niger.
Den massive militære tilstedeværelse har haft succes med at fange og dræbe terrorister. Men den uro, som angrebet i Ogossagou er en del af, har ingen direkte forbindelse til terrorisme, og beskyttelse af lokalbefolkningen er ikke højt prioriteret for anti-terrorstyrkerne:
”De militære missioners primære mål er at bekæmpe terrorisme. Kampen mod stridigheder i lokalsamfundene og bevarelsen af den sociale sammenhængskraft betragtes ikke som en prioritet […]. De kommer med et militært svar på et problem, der ikke er militært,” siger Nadia Ahidjo fra OSIWA (den vestafrikanske del af Open Society Foundation), til Middle East Eye.
