I denne uge ramte et luftangreb mindre end 100 meter fra et af Libyens berygtede fængsler, Tajoura, der huser over 500 mennesker. De er indespærret og kan i modsætning til den øvrige befolkning i den libyske hovedstad, Tripoli, ikke flygte fra kampene.
To mennesker blev såret og måtte have lægebehandling, oplyser FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, som opfordrer til, at myndighederne lader de indsatte rykke i sikkerhed.
”Risici er simpelthen uacceptable på nuværende tidspunkt,” siger Vincent Cochetel, der er UNHCR’s særlige udsending i Libyen.
”Folk i fængslerne i Tripoli befinder sig i en stadig stigende fare, og det er helt afgørende, at vi får flyttet dem væk fra farezonen,” siger han i en meddelelse fra UNHCR.
Ifølge FN sidder der 3460 flygtninge og migranter i fængslerne omkring hovedstaden.
Tripoli har siden 4. april været rystet af en offensiv, som general Khalifa Haftar og hans Libyan National Army har iværksat mod styrker, der er loyale over for landets internationalt anerkendte regering.
Traumatiserede indsatte
I de seneste uger er bekymringen for de indespærrede migranter øget i takt med, at de voldelige sammenstød omkring Tripoli er taget til i styrke.
Kampene bringer civile i fare i store dele af hovedstadsområder. Og de over 3000 flygtninge og migranter, der er låst inde i fængslerne, har ikke mulighed for at flygte, påpeger Læger uden Grænser, så de er i overhængende fare for at blive dræbt eller alvorligt såret i nogle af de beskydninger og luftangreb, der foregår omkring fængslerne.
Sandra Miller har været udsendt som sygeplejerske for Læger uden Grænser i Tripoli, hvor hun blandt andet var med til at tage sig af flygtninge og migranter i Anjila-fængslet.
”Disse mennesker lider af en række tilstande, der alle forværres af de dårlige og umenneskelige forhold ved deres fængsling, men nogle af de mest tydelige er stigende frygt, angst, søvnløshed og depression,” fortæller hun i en artikel på Læger uden Grænsers hjemmeside.
Mange af de mennesker, der sidder i Libyens fængsler, har dybt traumatiserende oplevelser med sig i bagagen. Nogle har været udsat for tortur og andre overgreb fra menneskesmugleres side. Andre har set deres nærmeste drukne for øjnene af dem i forsøget på at nå over Middelhavet – blot for at blive stoppet og taget med tilbage til Libyen af den libyske kystvagt.
”Folk overtænker, fordi de er tilbageholdt et sted, hvor de foretager sig stort set ingenting,” fortæller Hisham Sofrani, der er socialarbejder for Læger uden Grænser.
”Når man er indespærret i en ny situation, der er meget vanskelig, og man ikke kan få øje på nogen valg og muligheder for sig selv, bliver man ved med at tænke tilbage på tidligere oplevelser, især de negative.”
Milits skød indsatte
Den 23. april kom der meldinger om, at der havde været et skyderi i Qasr Bin Gashir fængslet i Tripoli, hvor over 700 ubevæbnede mænd, kvinder og børn var indespærret.
Der er modstridende oplysninger fra medier og hjælpeorganisationer om, hvad der reelt skete, og hvem der stod bag. Men ifølge flere meldinger blev adskillige mennesker dræbt og mindst 12 mennesker såret, da en milits trængte ind på området og begyndte at skyde.
Læger uden Grænser har konkluderet, at de sår, de indsatte havde pådraget sig, til forveksling ligner skudsår. Det stemmer overens med vidneudsagn fra nogle af de mange indsatte, der fortalte, hvordan de vilkårligt var kommet under angreb fra personer med skydevåben.
Se en optagelse af skyderiet på Læger uden Grænsers hjemmeside (advarsel: stærke billeder)