Det er sjældent, at man hører om nogen, der siger nej tak til 10 millioner euro. Ikke desto mindre var det svaret fra Namibias præsident, Hage Geingob, til landets gamle kolonimagt, Tyskland.
Tilbuddet om de 10 millioner euro var tænkt som en kompensation for drabet på titusindvis af namibiere begået under kolonitiden. Men beløbet er ikke højt nok, og tyskerne skylder stadig en undskyldning.
De to lande har siden 2015 forhandlet om at få en aftale på plads, hvor Tyskland giver Namibia en officiel undskyldning og økonomisk støtte som kompensation for massedrabet på Herero- og Namafolket begået mellem 1904 og 1908. Det skønnes, at 75.000-100.000 mennesker blev dræbt i, hvad der af historikere er blevet beskrevet som, det 20. århundredes første folkedrab. Herero- og Namafolket havde startet et oprør mod den tyske kolonimagt. Tyskerne slog brutalt tilbage og udsultede befolkningsgrupperne, forgiftede deres brønde og sendte dem i koncentrationslejre eller fordrev dem ud i Kalahariørkenen.
I 1985 blev tyskernes brutale fremfærd omtalt som folkedrab i en FN-rapport. Det officielle Tyskland afviste dog at bruge ordet “folkedrab”, og først i et officielt dokument i 2016 refererede den tyske regering til massakren som et folkedrab – men nogen officiel undskyldning er det endnu ikke blevet til.
Må se langt efter en undskyldning
Tyskland er ikke den eneste tidligere kolonimagt, der er tøvende med at anerkende og undskylde fortidens ugerninger.
Det officielle Belgien afviste længe at anerkende omfanget af landets brutale kolonialisering og udnyttelse af Congo, og først i juni 2020 udtrykte kong Philippe sin “dybeste beklagelse” over belgiernes brutalitet i et brev til den congolesiske præsident Félix Tshisekedi. Men stadig ingen undskyldning.
Den britiske regering var lidt tidligere på den, men var stadig forsigtige i dens ordvalg. I 2013 beklagede det officielle Storbritannien således at have torteret kenyanere, der i 1950’erne og 1960’erne bekæmpede det britiske koloniherredømme.
Kan føre til krav fra andre lande
Regeringen i Berlin er også forbeholden over for at bruge ordet “erstatning” om de 10 millioner euro, af frygt for at formuleringen vil føre til krav om erstatning fra andre lande, hvor Tyskland har begået forbrydelser. I stedet for at kalde det en erstatning, fremhæver Tyskland, at der hvert år strømmer store tyske summer i udviklingsbistand til Namibia og kalder tilbuddet et forsøg på “at hele sårene” – en slags moralsk plaster på såret.
Den formulering accepterer præsident Hage Geingob imidlertid ikke.
En række afrikanske lande følger udviklingen i sagen tæt, da de også overvejer at kræve kompensation for vold og udplyndring begået af de gamle kolonimagter. Et af disse lande er Tanzania. Det østafrikanske land var under tysk herredømme fra 1880-1919, og også her slog tyskerne brutalt ned på et væbnet oprør – også kaldt maji-maji-krigen – mod kolonistyret. Mellem 250.000-300.000, hovedsageligt civile, døde; flertallet som direkte konsekvens af tyskernes menneskeskabte hungersnød.
Den tyske kolonisering af Namibia, det daværende Sydvestafrika, varede fra 1884 frem til 1915, hvor tyskerne blev nedkæmpet af Sydafrika. Namibia var derefter under sydafrikansk styre frem til 1990, hvor landet omsider opnåede selvstændighed.
Globalnyt skrev i 2019, at en amerikanske dommer havde afvist et sagsanlæg mod den tyske stat med krav om økonomisk kompensation anlagt af repræsentanter fra Herero- og Namafolket. I sin afgørelse argumenterede dommeren for, at en fremmed stat ikke kan retsforfølges ved et andet lands domstole.
Namibierne mente imidlertid, at sagen kunne føres i USA, da nogle af ofrenes kranier var endt på American Museum of Natural History i New York, og derfor havde forbrydelsen krydset grænsen til USA.