Danmark tilslutter sig en FN-resolution, der kritiserer regeringen i Sri Lanka for ikke at følge op på menneskeretskrænkelser under den 25 år lange borgerkrig mellem regeringen og De Tamilske Tigre. I perioden meldes 100.000 mennesker dræbt – heraf 40.000, da regeringen slog oprøret ned i maj 2009, og krigen sluttede.
FN’s Menneskerettighedsråd er lige nu samlet i Geneve for at drøfte en resolution, fremsat af fem lande med Storbritannien i spidsen, der fordømmer den srilankanske regerings passivitet på det kraftigste.
Den seneste måned har kristne, muslimer og tamilske hinduer marcheret for deres rettigheder i hele landet. Over 10 år efter den brutale borgerkrig sluttede, venter de stadig på et retsligt opgør for deres kære, der enten blev myrdet under eller forsvandt som følge af konflikten.
Civilsamfundet er essentielt for fred
I et svar til Folketingets Udenrigsudvalg skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at ”Danmark vil arbejde for en stærk og kritisk resolution” og udtrykker bekymring for, at de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser under borgerkrigen ikke er blevet stillet til ansvar.
Ministeren nævner også, den negative udvikling i menneskerettighedssituationen i Sri Lanka, som er forværret over de sidste to år.
Set i det lys bør arbejdet i forbindelse med resolutionen følges op af støtte til civilsamfundsorganisationers arbejde i Sri Lanka. Der er behov for at styrke og støtte lokale kræfter, der arbejder for menneskerettigheder, tros- og religionsfrihed, samt fred og forsoning. Siden terrorangrebet i påsken 2019 har den etniske konflikt i stigende grad fået religiøse undertoner, og derfor er arbejdet med at øge respekten for andres tro og religion så afgørende vigtigt.
Retfærdighed giver oprejsning for fortidens forbrydelser, men det er ikke nok. I CKU har vi kontakt til et bredt netværk af samarbejdspartnere i landet gennem den tamilske diaspora herhjemme. Et aktuelt projekt er målrettet den kommende generation og lærer de unge, hvordan de kan leve respektfuldt med mennesker af en anden tro end deres egen og ligefrem beskytte andres ret til at tro eller ikke tro, som de nu vil.
På den måde er tros- og religionsfrihed en konkret måde at modvirke misinformation, diskrimination og vold på.
Filip Buff Pedersen er politisk rådgiver i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).