At Libyens diktator gennem 40 år, Muammar Gaddafi, blev henrettet af libyske oprørere, da han flygtede fra sin hjemby, kystbyen Sirte, den 20. oktober 2011, er sikkert og vist. Præcist hvad der skete, fortaber sig i brudstykker af videoer og myter. Men hans lig blev udstillet, og død var han.
Alligevel var det, som om han genopstod den 14. november i år, da en af hans overlevende sønner, Saif al-Islam kom ud af sit skjul i den sydlige Fazan-provins, iført den selv samme, enkle stammedragt, som hans far viste sig i, da han holdt sin sidste tale, hvor han svor at millioner af libyere ville følge ham og udrense landet for skidt og urenheder “gade for gade, stræde for stræde, hus for hus.”
Saif al-Islams ærinde var lige så trodsigt. Han er eftersøgt af den internationale straffedomstol, sigtet for meddelagtighed i massakrer på fredelige demonstranter og dømt til døden in absentia ved retten i Tripoli, hvor der venter ham flere sager. Alligevel ankom han til valgkommissionens kontor i provinshovedstaden Sabha for at melde sig som kandidat i Libyens kommende præsidentvalg, som efter planen skal afholdes den 24. december i år.
“Guds vilje sejrer altid, selv hvis de vantro hader det,” sagde han, og væk var han igen.
Hans ansøgning om at stille op har sat sindene i kog, både i Libyen og i udlandet, og vakt bange anelser om, at decembervalget skal føre til endnu en libysk borgerkrig – ligesom valget i 2014 gjorde det. Og nervøsiteten blev ikke mindre, da krigsherren, Khalifa Haftar, det østlige Libyens de facto despot, to dage senere tonede frem på TV iført jakkesæt for ligeledes at meddele sit kandidatur – “fordi folket kræver det.”
Den selvudråbte feltmarskal har med militære kampagner siden 2014 splittet landet og opbygget et diktatur i Østlibyen, finansieret af først of fremmest De Forenede Arabiske Emirater. Han belejrede fra april 2019 og 14 måneder frem hovedstaden Tripoli i det vestlige Libyen med sin såkaldte “Nationale hær,“ bestående af tidligere Gaddafi-støtter, russiske, syriske, tchadiske og sudanske lejesoldater samt et sammenrend af forskellige østlige militser – med det udtalte formål at erobre magten i hele Libyen.
”Den udenlandske konspiration”
Om Haftar og Saif al-Islam får lov til at stille op, og om der overhovedet bliver et valg, er imidlertid noget, mange libyere sætter et stort spørgsmålstegn ved, siger Jalel Harchaoui, senior fellow ved Global Initiative against Transnational Organized Crime, til Globalnyt:
“Og det véd begge kandidater in spe udmærket godt. De griber anledningen til at fortælle en god historie om sig selv. Det gælder især for Saif el-Islams vedkommende. Han bruger valget til at iscenesætte sit comeback på verdensscenen. Han opfører et skuespil, som man kunne kalde “Parasitterne.” Og hvis han bliver forhindret i at stille op, og hans kandidatur ikke bliver godkendt, så fremstår han som et offer. En ærlig fyr, som forsøgte, men som blev offer for en udenlandsk konspiration.”
“Den udenlandske konspiration” er i dette tilfælde den køreplan mod fred, som blev skitseret ved en fredskonference i Berlin i december 2019, og som Khalifa Haftar dengang med støtte fra blandt andet Rusland, Emiraterne og Egypten svarede igen på ved at intensivere bombardementerne af Tripoli med i hundredvis af civile ofre til følge.
Efter tyrkiske styrker var kommet Tripoli-regeringen til hjælp og i løbet af foråret 2020 havde jaget Haftar samt hans lejesoldater ud af det vestlige Libyen, opstod der imidlertid mulighed for at omsætte fredskonferencens intentioner til en praktisk plan, som de fleste libyske fraktioner accepterede: I oktober 2020 trådte en permanent våbenhvile i kraft, og i februar i år blev et dialogforum bestående af 75 medlemmer fra alle dele af landet sammensat og sendt til Geneve for at vælge en ny premierminister og et nyt præsidentielt råd.
Den 15. marts var en samlingsregering så på plads, hvis hovedopgave det er at forberede det kommende valg i samarbejde med parlamentet, som befinder sig i Østlibyen.
Den ny premierminister, Abd Hamid Dabeibah, kommer fra havnebyen Misrata i det vestlige Libyen – en af de byer, der kæmpede mest hårdnakket mod både Gaddafi og senere Khalifa Haftar. Og Dabeibah er i dag Libyens mest populære politiker – også i øst, siger Jalel Harchaoui:
“Han åbner næsten aldrig munden på TV uden at love penge: Alle nygifte får klækkelige gaver, lærerne bliver lovet lønforhøjelser, ligesom alle andre offentligt ansatte bliver det, og i modsætning til tidligere kommer lønningerne faktisk til udbetaling for tiden – også i øst.”
Flossede valglove
Alligevel er hans regering kun blevet en samlingsregering af navn, ikke af gavn.
Den blev ganske vist meget symbolsk taget i ed i Gaddafis hjemby Sirte, som ligger midt på Libyens middelhavskyst, på frontlinjen mellem det østlige og det vestlige Libyen, men da Dabeibah få dage senere skulle genåbne vejene omkring Sirte, der forbinder øst med vest, blev han forhindret i det af Khalifa Haftars tropper.
Det øvrige Østlibyen har Haftar også forment Dabeibah adgang til, og når det gælder parlamentet i øst, så ignorerer det for det meste hans regering. Dertil kommer, at formanden for parlamentet, Aguila Saleh, i september og oktober hastede to valglove igennem, uden debat. Den ene lov vedrører præsidentvalget, mens den anden vedrører parlamentsvalget, og de er ifølge Jalel Harchaoui gennemsyrede af, at Aguila Saleh selv meget gerne vil være præsident.
Under belejringen af Tripoli fremstod Aguila Saleh ellers konsekvent som Haftars tro væbner, og at han nu tør udfordre krigsherren, viser, hvor svækket Haftar i virkeligheden står. Det udnytter Aguila Saleh nu, og onsdag den 17. stillede han op – formentlig med støtte fra Egypten og Rusland og med sine egne flossede valglove i hånden.
“Hele lovværket er løst og sjusket sammenføjet, men det vigtigste er, at Aguila Saleh har lavet om på aftalerne og udskudt parlamentsvalget, så det ikke længere skal foregå samtidigt med præsidentvalget, men mindst 52 dage efter – eller måske endnu senere. Det betyder, at han kan stille op til præsidentvalget og alligevel krybe tilbage til sin formandspost i parlamentet, hvis han ikke skulle vinde. Og herfra kan han i princippet udskyde et parlamentsvalget til evig tid,” siger Jalel Harchaoui.
Aguila Saleh har fra start af afvist at “spilde tiden med at diskutere og forhandle” med Dabeibah-regeringen, og Libyen-eksperten Tarek Megeresi fra tænketanken European Council on Foreign Affairs har i en podcast på ArabDigest beskrevet Aguila Salehs taktik sådan her:
“Der er indbagt en grad af kaos i denne valgproces med vilje, og jeg tør vædde ikke så lidt på, at den valglov er blevet designet til enten at skabe et sådant oprør, at et valg ikke kan gennemføres, eller at valgene bliver så dårligt gennemførte, at resultaterne bliver nemme at forkaste. Så alt tyder på, at de dominerende fraktioner og ledere blot vil fortsætte deres alt-eller-intet-spil mod hinanden.”
Processen vakler
At FN’s nye udsending til Libyen, Jan Kubis, overhovedet ikke har reageret på disse rævekager og bedt det østlige parlament om at fremkomme med nye love, kalder Jalel Harchaoui en stor fejl.
Det internationale samfund er imidlertid ved at indse valgets umulighed. Da den franske præsident Emanuel Macron fredag den 12. november var vært for en stærkt opreklameret international fredskonference for Libyen, som skulle cementere valgdagen for det libyske parlaments -og præsidentvalg til den 24. december, endte kommunikéet med at blive ”med start den 24. december,” hvilket ifølge Harchaoui er et tegn på, at selv Elyséepalæet har måttet erkende, at processen vakler.
Storbritanniens juniorminister for Mellemøsten og Nordafrika, James Cleverly, udtalte, at “det østlige parlament, i lighed med alle andre institutioner, straks må begynde at samarbejde og gå på kompromis,” mens den italienske premierminister, Mario Draghi, lagde til, at Libyen måtte se at få en valglov på plads, alle kan enes om “ikke i løbet af de kommende uger, men i de kommende dage,” hvilket ifølge Jalel Harchaoui er diplomatisprog for, at det er umuligt.
Der kommer da heller ikke en udtalelse fra Libyens præsident, Mohamed Menfi, i disse dage, uden at han medtager forhindringerne for at afholde valg den 24. december, og indtil sidste øjeblik lurepassede Libyens formentlig mest populære og mest magtfulde politiker, premierminister Dabeibah, som er en af valglovens skarpeste kritikere.
Sikkerhedssituationen tilskriver da også en udsættelse. Der er cirka 20.000 udenlandske lejesoldater i Libyen, og ingen kan forhindre militser i at stoppe stemmeboksene fulde med stemmer på deres foretrukne kandidat.
Endnu to kandidater
Men sent søndag den 21. overraskede Dabeibah så alligevel med at meddele, at han vil stille op, vel vidende at han ifølge Aguila Salahs valglov vil blive forkastet, eftersom han burde have forladt sit embede tre måneder inden præsidentvalget for at blive godkendt som kandidat.
Det er et træk, som utvivlsomt vil skærpe konflikten mellem Dabeibahs mange fjender, især i det østlige Libyen, og hans mange allierede. Men om det medfører konflikt i en grad, så valget forliser helt, er det ved redaktionens slutning umuligt at spå om. Dabeibah har tidligere talt om at ”appellere” den paragraf, som forhindrer ham i at stille op, for Højesteret.
Hvis valget bliver udskudt i det uvisse, forudser Jalel Harchaoui, at Dabeibah kan bevare magten et godt stykke tid endnu. Han står på god fod med de fleste militser i Vestlibyen, har sat en masse infrastrukturprojekter i gang og er foruden en smart politiker også en stenrig forretningsmand med kontakter overalt, også blandt krigsherren Haftars allierede i Emiraterne, Frankrig, Egypten, Jordan og Saudi Arabien.
Endnu en betydningsfuld kandidat, som har meldt sig blandt de seneste, er den tidligere indenrigsminister Fathi Bashaga, som er kendt for at være en temmelig konsekvent fjende af landets militsvæsen. Det er muligvis grunden til, at han to gange er blevet forsøgt myrdet, senest i februar i år.
Bystyret i en række byer i Vestlibyen har udsendt erklæringer, hvori de nægter at afholde valg med Saif al-Islam og Khalifa Haftar på stemmesedlen, og valgkommissionen bad i torsdags den offentlige anklager i Tripoli om hjælp til at vurdere de forskellige kandidaters ansøgninger.
Det libyske præsidentvalg er hidtil blevet udsat i 2017, 2018, 2019 og 2020.
Kandidater til Libyens præsidentvalg
Libyens præsidentvalg er planlagt til den 24. december. Sidste dag for ansøgning om opstilling var søndag den 21. november – i alt 98 har meldt deres kandidatur.
Her er de mest berømte kandidater:
- Saif al-Islam – søn af tidligere diktator Muammar Gaddafi
- Khalifa Haftar – krigsherrer og de facto despot i Østlibyen
- Aguila Saleh – formand for parlamentet, som ligger i Østlibyen (byen Tobruk)
- Abd Hamid Dabeibah – premierminister siden marts i år og formentlig Libyens mest populære politiker.
- Fathi Bashaga – tidligere indenrigsminister og aktiv modstander af Libyens militsvæsen
Nogle stiller formentligt op af rent taktiske grunde og forventer, at valget bliver udskudt eller aflyst.
Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at James Cleverly var Storbritanniens premierminister for Mellemøsten og Nordafrika; det er rettet til juniorminister. Også antallet af præsidentkanditater er rettet fra 1.534 (som er antallet af kandidater til parlamentsvalget) til 98.
