Det er næsten svært at tro på, når man klikker ind på hjemmesiden.
Mdundo er Afrikas største musiktjeneste. Men dens digitale klæder ligner noget fra slut-90’erne fuldstændig blottet for grafik og farver. Som Napster eller Myspace, der for længst er blevet overhalet indenom af Spotify.
Men det slanke grafiske look er faktisk en del af Mdundos eksistensberettigelse. For selvom der i 2020 var 303 millioner afrikanere med mobilt internet, er data stadig en bekostelig affære for de fleste. Hver en megabyte tæller. Særligt i områder, hvor god internetforbindelse er et storbyfænomen.
I dag har Mdundo rundet 20 millioner brugere på tværs af Afrika. Det er en stigning på 74 procent i forhold til 2021. Og i sidste måned landede virksomheden en aftale med en af verdens største pladeselskaber, Universal, der har Taylor Swift, Drake og Kendrick Lamar i kataloget.
Men man skal ikke tage fejl. I Afrika er 80 procent af den musik, der bliver lyttet til afrikansk. Det er stjerner som Ckay, Burna Boy og Wizkid, som løber med de fleste afspilninger. Og de afrikanske toner er også ved at indtage resten af verden. Det vender vi tilbage til.
Ifølge Mdundos administrerende direktør, danske Martin Møller Nielsen, er det afrikanske musikmarked midt i en rivende udvikling.
“Det er et marked, som går igennem den samme udvikling, som vi gjorde i Danmark for 10-15 år siden, da vi gik fra ulovlig download til lovlige tjenester som Spotify. Men det afrikanske musikmarked er meget mere komplekst,” siger Mdundos administrerende direktør.
Som Spotify for 10 år siden
Det var ellers kun ment som en eventyrlig adspredelse, da Martin Møller Nielsen for 10 år søgte praktikstillinger under sit studie i Business Studies i London. Mens han sad og bladrede i Børsen, faldt han over en artikel om en dansk investeringsfond i Kenya, som investerede i mobilteknologi i Afrika.
Martin Møller Nielsen drager til Nairobi, Kenyas hovedstad, og falder hurtigt i snak med sin nye chef om musik. I 2012 havde Spotify endnu ikke slået igennem. Man diskuterede stadig, om musiktjenesten nogensinde ville blive bæredygtig både som forretning og som en reel indtjeningskilde for kunstnerne.
Det er, da han tilfældigt falder i snak med nogle kenyanske musikere, at det går op for ham, hvor meget, der mangler en lignende løsning i Kenya.
“De fortæller, at de ingen penge tjener på deres royalties, for der er ingen store pladeselskaber. Hele distributionen af musik er ulovlig mere eller mindre. Der var nogle få, meget teleselskabsorienterede produkter ligesom TDC Play inden Spotify, men ikke noget man kunne tjene penge på. Så vi tænkte, vi må kunne lave noget, der er bedre inspireret af, hvad Spotify havde formået i Skandinavien,” husker Martin Møller Nielsen.
Ingen ny iPhone eller 1000 kroners høretelefoner
Mens Martin Møller Nielsens praktikplads langsomt glider over i en rolle som administrerende direktør for den gryende musiktjeneste, slingrer Mdundo fremad i det anderledes kenyanske marked.
Først prøver de iTunes-modellen af, hvor brugerne køber de enkelte numre. Så videre til Spotifys ubegrænsede gratis model med reklamespots, inden de lander på den afpillede download-baserede model, som eksisterer i dag. På den måde skal brugerne kun hente et nummer én gang, i stedet for hver gang de afspiller det online.
“Spotify er en stor app, så hvis du begynder at downloade musik, får du hurtigt et par gigabytes ned på telefonen. Det kan mange afrikaneres telefoner ikke. Og så er brugerne selvfølgelig stadig begrænset af deres egen købekraft ift. data,” forklarer Martin Møller Nielsen.
Mdundo er istedet skræddersyet til mennesker, der hverken har den nyeste iPhone eller et par 1000 kroners høretelefoner hængende om halsen. Tjenesten kan tilgås via hjemmesiden eller en android-app optimeret til ustabile internetforbindelser og billige smartphones.
Så betyder det mindre for Martin Møller Nielsen, at hjemmesiden for en dansker ligner et levn fra fortiden.
Nigerias powerhouse
Fra hovedsædet i Nairobi, Afrikas Silicon Valley, kan Martin Møller Nielsen og sine nu 21 fuldtidsansatte se ringene brede sig i vandene over store dele af kontinentet.
I 2015 ekspanderede Mdundo til nabolandene Uganda og Tanzania. Og i 2018 bredte man sig til blandt andre Ghana, Zambia, Sydafrika og ikke mindst Afrikas største økonomi og mest folkerige land, Nigeria.
Nigeria er med sine 206 millioner mennesker og en veludviklet musikkultur Afrikas klart største marked. Det svarer til den samlede befolkning i Tyskland, Frankrig og England. Og det er da også herfra førnævnte Ckay, Burna Boy og Wizkid kommer fra samt knap en fjerdedel af Mdundos lyttere.
Det er særligt de nigerianske kunstnere, som man er ved at få øjnene op for i resten af verden. Under betegnelsen Afrobeats er popmusik fra særligt Vestafrika, som ofte er apolitisk og digitalt produceret, i stigende grad ved at krybe sig ind på de amerikanske hitlister.
Ifølge det indflydelsesrige amerikanske musikmagasin, Rolling Stones, har genren netop haft sit mest succesrige år nogensinde.
Burna Boy og Wizkid vandt begge en Grammy, mens de på skift har slået rekorder for mest spillede afrikanske kunstnere på Spotify, Apple Music og Youtube. Den kvindelige nigerianske kunstner Tems, som tidligere har samarbejdet med Drake lavede med hendes EP, If Orange Was a Place, et af de mest roste udgivelser i USA. Og ghanesisk-amerikanske Amaaraes single fra 2020, Sad Girlz Luv Money, blev en global slagsang for kvinders uafhængighed.
Afrobeats indtager algoritmerne
Den udvikling er Mdundos administrerende direktør glad for.
“Går det godt for afrikansk musik, så går det også godt for os,” siger han.
Martin Møller Nielsen mener, at vi i Vesten nærmer os en gentagelse af den bølge, vi tidligere har set af K-pop (koreansk popmusik) og latinamerikansk musik eksemplificeret i den brasilianske superstjerne, Anitta. Når musiktjenesternes algoritmer lige så langsomt opdager de her genrer, så bliver amerikanere, danskere og franskmænd også i stigende grad præsenteret for dem.
Den udvikling kalder han en demokratisering af musikken.
“Der er 1,4 milliarder indere, 1,4 milliarder kinesere, 200 millioner brasilianere og 1,2 milliarder afrikanere. De begynder altså at få indflydelse på de her algoritmer, og det bliver svært at hamle op med i Vesten,” forklarer Martin Møller Nielsen.
Giver ikke brød på bordet
En ting som Spotify ofte er blev kritiseret for er, at det er meget få kunstnere, der tjener rigtige penge på musiktjenesten.
Rent teknisk fungerer Mdundo sådan, at musikere og pladeselskaber selv kan lægge musikken op på tjenesten. Når de gør det, giver de samtykke til, at brugerne må downloade og streame den. Det er på baggrund af de tal, kunstneren modtager betaling. Et abonnement koster 1-1,5 dollars om måneden alt efter, hvilket land du befinder dig i. Resten af omsætningen kommer fra reklamer.
Martin Møller Nielsen vil ikke ud med, hvor meget en kunstner tjener på Mdundo. Kun at det er 50 procent af de penge, som Mdundo tjener, der går til kunstnerne. Med en årlig omsætning på 13-16 millioner kroner er det altså 6,5-8 millioner kroner, der går til de afrikanske musikere.
“Med mere end 100.000 musikere på vores platform, er det jo ikke noget, som giver mad på bordet for særligt mange. Men det er en kæmpe vækst. De har jo ikke tjent royalties andre steder, før vi kom, heller ikke på radio. Så det er en øjenåbner for dem,” siger han.
“Vores vigtigste job er at øge størrelsen på kagen. Det har vi gjort de sidste 10 år, og det kommer vi også til at gøre fremover.”
Uddanner forbrugerne
I 2018 lancerede både Apple Music og Spotify deres tjenester til store dele af det afrikanske kontinent. Det kunne man tro var et nyrehug for Mdundo, der netop havde ekspanderet til mange af de samme lande.
Men sådan gik det ikke.
“Om noget har vi faktisk set en yderligere i vækst. Udviklingen bliver kun speedet op af, at der er flere spillere på markedet. Det er med til at uddanne forbrugerne, om hvilke løsninger, der er, og hvad det betyder at have en fed musiktjeneste,” fortæller Martin Møller Nielsen.
En anden grund er, at den afrikanske musikindustri er splittet i atomer. De fleste musikere er ikke struktureret på samme måde, som vi er i den vestlige verden, hvor det er få store pladeselskaber, der sidder med de fleste rettigheder.
Har man som Spotify aftaler med Universal, Warner og Sony, så har du stort set hele det katalog, der bliver lyttet til i Danmark, fortæller Martin Møller Nielsen.
“Det kan man ikke i Afrika, fordi de fleste musikere arbejder alene eller i små grupperinger. De centrerer sig ikke på samme måde om store pladeselskaber. Så for at lave en stærk afrikansk løsning, skal vi kunne få de rettigheder lokalt. Det har vi brugt en masse energi på de seneste år.”
Afrobeats på P3
Mdundo er stadig en underskudsforretning ligesom Spotify var frem til 2018. Men for Martin Møller Nielsen og resten af holdet bag er målet at lave overskud i 2025 med 50 millioner månedlige brugere. Til den tid vil der ifølge analyseinstituttet GSMA være 474 millioner afrikanere med mobilt internet. Det er mere end Europas samlede befolkning.
Rent personligt drømmer Martin Møller Nielsen om at se afrobeats for alvor indtage verdens hitlister, spillesteder og radiokanaler. Det fik han en forsmag på, da han i juleferien var hjemme i Danmark.
“Da jeg kørte mine fætre og kusiner hjem ved 10-11-tiden hørte jeg en del afrobeats på P3. Det er da en sjov udvikling. Jeg kender sangene og ved hvem musikerne er. Og så lægger jeg selvfølgelig mærke til, at værterne ikke lige får udtalt navnene helt korrekt,” siger han og griner.
“Det er fedt at opleve og være en del af den afrikanske musikindustri, som gennemgår sådan en vild udvikling lige nu. Sådan var det ikke i 2012, da vi startede.”
Lyt til Martin Møller Nielsens musikanbefalinger:
Tamu ft. Rayvanny, Mac Voice (Tanzania)
“Dette var en landeplage og et godt eksempel på vigtigheden af lokal musik. I Tanzania taler man Swahili, ligesom 80-100 millioner andre afrikanere. Det er et kæmpe sprog, og derfor bliver stort set alt hitmusik udgivet på swahili. Derudover er Tanzaniansk musik meget country-agtig, hvor musikerne fortæller en historie med deres sange.”
Rema, Calm Down (Nigeria)
“Nigeria er Afrikas USA, når det handler om musik. De har en kæmpe musikbranche, som er foran resten af Afrika, blandt andet pga. en befolkning på 200 millioner mennesker.”
Davido, Blow My Mind ft. Chris Brown (Nigeria)
“Davido er en superstjerne i Nigeria, søn af en mangemilliardær, men det skal man bestemt ikke dømme ham for. Med god startkapital har han formået at opbygge et kæmpe musikimperium med sig selv som hovedkunstner. Derudover er dette nummer et godt eksempel på interessen for international musikere i Afrika.”
Makhadzi, Master KG (Sydafrika)
“Master KG var en af de mest afspillede musikere globalt i starten af corona epidemien. Det var med til at sprede kendskabet til “Amapiano”, som er en sydafrikansk musikart, som jeg tror, vi kommer til at høre mere til globalt fremadrettet.”
Niko Sawa feat. Bien, Nviiri the Storyteller (Kenya)
“Det er et af mine favoritnumre fra Kenya. Der er ikke så mange pladeselskaber i Kenya, men et af de bands som har været meget succesfulde, Sauti Sol, har valgt at investere i et pladeselskab, som producerer det ene hit efter det andet med fokus på god vokal, god musikalsk harmoni og en god historie.”
