Den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obredor (i daglig tale kaldet AMLO) står ganske godt i meningsmålingerne med op mod 70 procent opbakning her fem år efter han tiltrådte den seks-årige præsidentperiode. Det kan i vid udstrækning tilskrives de mange reformer, det er lykkedes ham at gennemføre. Reformer som reelt har forbedret leveforholdene for den fattige del af befolkningen. Mexico er et af de få lande i Latinamerika, hvor fattigdommen og uligheden er faldet i de senere år, på trods af at Covid havde den modsatte effekt.
Blandt reformerne kan nævnes den nye alderspension, som især har været til gavn for den fattige del af befolkningen, en sundhedsreform, der skal give de fattige adgang til sundhedssystemet, som er forbedret fordi der er blevet bygget mange ny hospitaler og klinikker. Hertil kommer bedre og billigere adgang til medicin. På uddannelsesområdet er indførelse af stipendier for børn i fattige dele af befolkningen et vigtigt tiltag. Og for nylig blev der efter mange forhandlinger enighed om en 20 procent forbedring af minimumslønnen.
De mange reformer har især forbedret leveforholdene i de fattigste områder i den sydlige og centrale del af landet.
Det har været muligt for AMLO at gennemføre disse reformer, fordi han har flertal i parlamentet. Og muligt at finansiere dem, fordi det er lykkedes ham at forbedre skatteopkrævningen ved blandt andet at reducere den udbredte korruption i den offentlige sektor under de forudgående regeringer. For eksempel har AMLOs regering rettet op på finanserne i landets store olieselskab PEMEX, der gennem årtiers korruption er blevet misbrugt af ledelsen og skiftende regeringer.
Et udtalt eksempel på korruption er den meget omtalte huachicol, som er benzin eller diesel der bliver stjålet fra Pemex’ benzinstationer eller rørledninger. Fænomenet havde fået voldsomme dimensioner under de forrige regeringer, men nu har regeringen fået det stoppet nogenlunde.
Den økonomiske udvikling i Mexico har de seneste tre år været positiv med vækstprocenter på 2-3 procent. Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes af tiltrække mange nye investeringer – eksempelvis såkaldt ”nearshoring”, hvor mange udenlandske firmaer er tiltrukket af Mexicos nærhed af markedet i USA kombineret med den relativt billige arbejdskraft.
Narko og fortsat udbredt vold
Et område, hvor det er gået knap så godt er kampen mod narkokartellerne. Ikke mindst derfor er der fortsat vold i mange områder af det store land. De seneste seks år har man registreret over 30.000 mord årligt – et tal der ikke er faldet siden AMLO tiltrådte i slutningen af 2018. I Latinamerika er det kun Colombia og Brasilien, der er på samme niveau.
Størstedelen af volden er forbundet til narkohandelen. Ikke fordi der produceres så megen narko i Mexico (der bliver dog produceret en del heroin), men landet er omdrejningspunkt for indsmuglingen af af narko til USA. Det er tilfældet for kokainen fra Colombia (som producerer to tredjedele af verdens samlede produktion), hvor langt størstedelen udsmugles af de mexicanske narkokarteller, som reelt dominerer over de colombianske karteller.
I de senere 3-4 år er fentanyl kommet hurtigt frem som et stærkt euforiserende stof – det er omkring 100 gange stærkere end morfin. I USA er fentanyl efterhånden det mest udbredte euforiserende stof og har overtaget en stor del af kokainmarkedet. Myndighederne regner med at der i 2022 døde flere end af overforbrug af fentanyl i landet. Størstedelen af fentanylen bliver produceret i Mexico med syntetiske stoffer importeret fra Kina.
De to dominerende mexicanske narkokarteller er Sinaloa og Jalisco Nueva Generación (Jalisco Nye Generation), der reelt har magten i nogle områder af landet. De er engageret i en lang række ulovlige aktiviteter, såsom våbenhandel – som fortrinsvist stammer fra USA – menneskehandel og smugling af migranter over grænsen til USA. Det er blandt andet migranter fra de mellemamerikanske lande, men i stigende grad også fra Venezuela, Cuba og Haiti. Og antallet af migranter til USA er stærkt stigende.
I de senere år har narkokartellerne spredt sig til hele landet, inklusive den sydlige del af Mexico, Chiapas og halvøen Yucatán. I nogle lokalområder er de altrådende og opkræver ofte afgifter fra befolkningen og handlende – og betaler de ikke, så bliver de udsat for vold.
Volden går også ud over journalister, miljøforkæmpere og ledere af oprindelige folk, som har protesteret eller informeret om narkokartellernes aktiviteter. Mexico er det land i verden, hvor flest journalister bliver dræbt – ikke på nogen måde af regeringen, men oftest fordi de afslører narkokartellernes aktiviteter.
I mange år har man forsøgt af bekæmpe narkoen ved at sætte militæret ind over for narkokartellerne, ofte med USA’s støtte. Men hverken i Mexico eller Colombia har det givet positive resultater. Flere af landene, hvor narkoen produceres eller transporteres igennem, har anført over for USA og Europa, at man her må sætte ind overfor forbruget og efterspørgslen af de euforiserende stoffer.
I Mexico er AMLO blevet beskyldt for manglende aktion overfor narkoen – ”abrazos no balazos” (knus og ikke kugler), som han har sagt. Han har iværksat flere programmer for at støtte unges beskæftigelse i landområderne. Men de har givet relativt begrænsede resultater – i hvert fald indtil videre.
Stigende militarisering
I de senere år er der sket en vis militarisering af den offentlige sektor i Mexico – en proces, der er blevet kraftigt kritiseret. AMLO har en aftale med hæren, som udover sine sædvanlige funktioner nu også skal engagere sig i en række civile aktiviteter. Hæren har således væn har haft ansvaret for bygning af en meget omtalte jernbane, Tren Maya, på over 500 km i den sydlige del af landet. Og ligeledes den nye transoceanske jernbane, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet.
Hæren har også fået ansvaret for landets sikkerhed og er placeret over politi og har eksempelvis nu også ansvaret for landets toldvæsen.
Hovedårsagen til at AMLO har tildelt hæren denne rolle er utvivlsomt, at han ønsker at gennemføre disse store og vigtige infrastrukturprojekter hurtigst muligt og mens han sidder på præsidentposten.
Kritikken af AMLO går på, at det nu kan blive vanskeligt at stille hæren til ansvar for dens rolle i en lang række tilfælde af brud på menneskerettighederne. Et eksempel er den meget omtale Ayotzinapa-sag, hvor en gruppe på 43 unge lærerstuderende for snart 10 år siden forsvandt, og hvor det er kommet frem at hæren var involveret. Undersøgelserne har tilsyneladende ikke kunnet færdiggøres, blandt andet fordi hæren har presset på for at få dem stoppet.
Udsigterne ved næste års valg
I juni 2024 er der præsident- og parlamentsvalg i landet. AMLO stiller ikke op igen, for en præsident kan kun sidde i en enkelt periode, så regeringspartiet Morenas kandidat er Claudia Sheinbaum, som er tidligere succesfuld borgmester i Mexico By. Hun er storfavorit og fører stærkt i opinionsmålingerne. Oppositionens kandidat er også en kvinde, så det ser ud til at Mexico for første gang får en kvindelig præsident.
Der er ingen tvivl om at Sheinbaum, hvis hun vinder valget, vil fortsætte og uddybe de mange sociale reformer igangsat under AMLO. Men om hun er i stand til at komme vold og narko til livs er nok tvivlsomt. Det vil kræve en koordineret indsats med især USA og har nok lange udsigter.
Mogens Pedersen har blandt andet været Danmarks ambassadør i Bolivia og Colombia, og han skriver løbende analyser af politiske begivenheder og trends i Latinamerika for Globalnyt.
